Stilhed på grund af indre “larm”

Lige pludseligt blev der stille her på bloggen.

Det var overhovedet ikke planlagt, men der skete så meget omkring mig og pludseligt røg vanen med at lægge lidt ud på bloggen ud af min verden.

Derudover har jeg også været lidt tvær. Mit kamera driller rigtig meget, men jeg har fået lovning på noget hjælp fra en dygtig IT-mand, som vil forsøge at opdatere det.

Stort set alle mine billeder er uskarpe, slørede og rystede, selvom alt indikerer, at de skulle være ok.

Jo og så er jeg bagefter med at fordøje alle mine mine mange, mange indtryk fra i sommer.

Som Jan siger, så får jeg noget for alle pengene, når jeg er ude og opleve.

Jeg drømmer videre om natten om mine oplevelser og de sætter sig overalt i mit indre og det tager mig så lang tid at fordøje de mange indtryk.

De bliver vendt og de bliver drejet, taget op og lagt ned inden de helt bliver lagt på plads.

I sommer var vi små to døgn i Kangerlussuaq. 

(Mælkebøtter i Kangerlussuaq ved Russel gletcher)

Jeg nåede at opleve en hel sommerferie på små to døgn, men ferien var kun lige startet og vi fløj til Island, hvor jeg oplevede nok til flere år.

Vi, Jan og jeg var i Island i små 8 dage inden vi rejste hjem til Sisimiut igen. Indtrykkene fra både Kangerlussuaq og Island havde slet ikke bundfældet sig, da jeg pakkede min kuffert igen og rejste med Laura og bandet til Danmark, hvor de skulle spille i Tivoli.

Jeg boede i en lejlighed på Amager.

En af min mors veninder, var så gavmild at låne mig sin lejlighed kvit og frit, mens hun var ude og rejse og også her oplevede jeg intenst.

Bare det at skulle finde en bus, der kunne køre mig de steder, hvor jeg gerne ville hen var en stor oplevelse for mig og da det hele så kulminerede.. ikke bare een gang, men hele to gange, hvor Laura og bandet skulle spille, var min indre harddisk fyldt helt op.

Vi fik livestreamet hele deres optræden og hvis du går ind her, vil du kunne se og høre deres optræden, som blev optaget med en mobiltelefon, hvilket forklarer den til tider lidt dårlige kvalitet.

 

Der var rigtig mange herhjemme i Sisimiut, som fulgte med live.

Jeg synes, at det var rigtig godt at stå lige foran scenen og følge med.

Hvis du aldrig har set en stolt mor, så skulle du bare have set mig for at få en klar definition på en stolt mor.

 

Jeg rejste hjem dagen før jeg skulle på arbejde, så det var lige på og hårdt mit almindelige hverdagsliv startede.

Farfar, Mie og deres vennepar var her, så de første arbejdsdage smagte lidt af ferie.

Den første weekend var jeg desværre også på arbejde, da jeg skulle have opdateret mit førstehjælpskursus bevis.

Mine elever skulle på lejrskole og jeg skulle med dem, men efter et par grundige møder og en masse uvished, endte det med, at vi skulle med nogle andre et helt andet sted hen end først planlagt.

Vi kom på 5 dages hyttetur inde i fjorden.

10 unge mennesker og 2 mandlige lærere, en professionel fanger/fisker og så mig.

Det var vandhentning i elven, kogen vand på gasblus til opvask og meget intensitet, som jo opstår, når 14 fremmede mennesker pludseligt skal spise, sove og skide sammen.

Blandt de 10 unge mennesker, var der en enkelt pige og så var der jo som sagt mig. Jeg valgte at tage en telt med og meningen var, at pigen og jeg skulle sove i telt, men hun valgte at ville sove i hytten, da hun opdagede, hvor koldt der var om natten, så jeg sov i telt i nærheden af hytten, så mine mandlige kollegaer, fangeren og de unge mænd, kunne slippe for synet af en let påklædt ældre kvinde om natten (eller det var det forresten ikke pga min blufærdighed?)

Der var regler, der blev brudt og der var regler, der blev overholdt og vi voksne var på døgnet rundt.

De unge mennesker oplevede meget, hyggede sig vildt og lærte noget om sig selv og de andre.

Det gjorde vi voksne også.

 

Jeg ankom min egen matrikel fredag eftermiddag og planen var at vi ville sejle på jagt, når Sara fik fri kl 18. men vejrudsigten var kedelig og vejret var kedeligt med kold, tung regn og tæt tåge, så vi udsatte turen til næste dag, hvor vi ville tage stilling til, hvad vi så gjorde.

 

Dagen efter regnede det stadig en smule, luften var stadig kold og klam og tågen ville ikke rigtig slippe sit tag, så Sara besluttede sig helt for at droppe det og Jan og jeg ændrede så planer og tog ud på efter middagen op til hytten.

 

Det var en kold og våd sejltur, men vandet var stille.

 

Ovnen i hytten blev tændt op og sat på ekstra god varme og inden der var gået  en halv time, var hytten en dejlig varm, tør hule med levende lys og med varm te i koppen, en god bog, verdens bedste udsigt og med det gode selskab, som Jan udgør, var hyggen optimal.

 

Vi faldt i tidligt i søvn.

 

Tågen lagde en dæmper på alle lyde, så der var ekstra stille, kun ovnens stille gurglen og enkelte regndråbers dansen på vinduesruderne brød stilheden.

 

Vi havde besluttet os for at ville op i fjeldet næste dag for at se efter vildt, men tågen lå tung og drillende overalt.

Den bølgede ubeslutsomt over fjorden, for så at liste op i fjeldet, kravle ned til vandkanten og rulle tilbage til fjeldet.

Vi drak en ekstra kop kaffe for at lure lidt på, hvad tågen besluttede sig for og da den så ud til at ville vige pladsen for solen, trak vi i støvlerne og gik op i fjeldet.

Det var hårdt at gå op, op og op i det svampede, bløde mos og mine ben skændte hidsigt på mig over den manglende vedligeholdelse af både styrke og kondition (det lyder fornemt og lyder som om, der nogensinde har været noget, hvilket overhovedet ikke svarer til virkeligheden, hahahaha), men jeg kom op.

Dét gjorde tågen også og den kom tyk og massiv og lagde sig overalt.

Vi kunne se ca 20-50 meter frem for os, hvilket ikke var meget. Både Jan og jeg blev lidt stædige og gik videre i håb om at kunne gå fra tågen, men den var overalt og da vi havde siddet og ærgret os lidt over det, vendte vi om og gik nedad.

Ned mod hytten endte vi faktisk med at miste orienteringen en lillebitte smule. Vi var godt klar over at vi var på vej ned, men hvor vi gik ned henne, var vi ikke helt klar over.

Vi gik efter lyden af elven og kom på rette spor igen og netop som vi var ved at nå hytten, lettede tågen ved fjorden og hytten.

 

Lige inden tågen indhentede os

Dug og regndråber.

 

 

Regndråber i mos på en sten

Jeg skulle holde trit med Jan for ikke at miste ham af syne i den tætte tåge

 

Jeg fik samlet lidt grønt til julens dekorationer, som Jan så galant bar for mig

 

Kan du se Jan mellem hytten og græsstrået?

Jeg skulle ikke sakke alt for meget bagud for at miste ham af syne.

 

Den blev stædigt liggende i fjeldet, men vi havde gået os en god tur og fået en oplevelse af en anden slags.

Tøjet blev atter hængt til tørre og der blev igen drukket varm te og spist spejlæg, læst lidt i den gode bog og småsovet inden vi trak i det varme tøj og sejlet hjem.

 

Som du måske fornemmer, har de sidste par måneder været fyldt med mange intense oplevelser og jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte.

Måske skal jeg slet ingen af delene?

Måske jeg bare tager teten herfra, måske jeg roder ukronologisk rundt og forsøger at få styr på mine oplevelser, måske jeg gør noget andet, men noget som ihvertfald ikke er måske er, at jeg blev glad for de sidste kommentarer om, at jeg var savnet. Tak for dem!

(Jeg strikker skam stadig. Denne sommer er det blev til 3 islændere, en lang cardigan i tyndt garn og en lang cardigan i tykt garn. Skal lige finde ud af at få taget noget billeder)