Ufrivillig strikkepause

Jeg har reddet mig en tennis-albue.

Lægen blev aflagt et visit i slutningen af sidste måned og efter at have trykket, prikket, strukket og fået mig til at bøje arm, hænder og albue i alle mulige og umulige retninger, var der ikke så meget at  tage fejl af.. åbenbart.

Øv.

En henvisning til fysioterapeuten blev det til og råd om hvile, en albuestøtte og noget smertestillende smørelse.

Hvis jeg er heldig, kommer jeg måske ind til fysioterapeuten på denne side af jul, så mens jeg venter, har jeg googlet internettet tyndt for at finde oplysninger, som jeg kunne bruge.

Jeg synes ikke, at der var så forfærdeligt mange, men jeg har tænkt på at det måske var en god idé at få noget akupunktur, når jeg kommer til Danmark i næste måned.

En bekendt har anbefalet noget Bio-kur, som kan købes i Matas og hvis jeg kunne lokke nogen til at give noget tværmassage ville det også være godt.. sagde min bekendt.

 

Jeg prøver at passe på albuen/armen og strikker derfor næsten ikke.  Bl.a andet.

 

En enkelt pind frem og tilbage hver anden dag, men så heller ikke mere.

Det er edderbroderme hårdt at skulle undvære strikketøjet. Jeg kunne undvære så meget andet, men strikketøjet.. aaarghh øv.

 

Så får jeg tiden til at gå med at gå.

Jeg går nogle umanerligt lange gå-ture (på mellem 10 og 12 km), har været ude og løbe 5 km i et stræk 3-4 gange og går så ellers rastløst rundt og sender helbredende tanker ned i min højre albue.

Og skal jeg være helt ærlig, ryger der både hadske, ærgerlige, triste og opgivende tanker ned i selvsamme albue også, for det er da godt nok upraktisk at have ondt i den arm, som man bruger så meget.

 

Det er jo desværre ikke kun strik, som jeg skal passe på med.

Jeg kan konstatere at jeg bruger min, især højre arm, rigtig, rigtig meget til alt muligt og når det gør ondt bare at skulle løfte min kop med grøn te, så er det jo ikke engang sjovt længere.

Øv!

Har du nogle andre råd til, hvad jeg ellers kan gøre for at få min raske albue tilbage igen lidt hurtigere?

 

Og nåeh ja, så klynker jeg så meget over min albue, at jeg næsten ikke kan holde ud at være sammen med mig selv.

 

Øv, hvor jeg synes det er trættende at være sammen med nogen, som klynker over deres skavanker hele tiden og øv, hvor er det svært at lade være, når albuen sidder på min egen arm.

 

Aaaaarghh.

 

Nå, men Daniel, min nevø, kunne godt abstrahere fra mit klynkeri i går og valgte helt selv og frivilligt at tilbringe hele dagen sammen med mig og da jeg alligevel havde en anden fotoopgave, kunne jeg ligeså godt sigte på ham også med apparatet.

Nu har jeg foto-dokumentation for, at jeg har kongerigets pæneste og sødeste teenage-nevø. Han er altså bare så dejlig.

Daniel valgte at tilbringe sin aften sammen med Jan og de rendte så på Præstefjeldet sammen.

Det gjorde de pænt hurtigt, taget i betragtning af, at der stadig er noget sne opad og at fjeldet er mudret og træls at gå på.

Hvis jeg kan finde een at tage med ud i solskinnet senere i dag, vil jeg gerne have fotograferet det store sjal, som jeg strikkede og blev færdig med for snart 3 uger siden… måske det kan lykkes? Og så må jeg jo finde på en aktivitet, hvor min albue ikke kommer i spil.