Sjal med bladmønster i Siri Silk

Solen skinner og himlen er næsten skyfri.

De skyer, som pryder himlen er dekorative.

De ligner store, flotte itur-revne fjer.

Helt deroppe, hvor de befinder sig, blæser det fra den stik modsatte retning af, hvilken retning det blæser hernede på landjorden. Jeg ved ikke, om man kan kalde det sjovt, men det er ihvertfald anderledes.

 

Arbejdsdagene er næsten talte og de sidste indeholder anderledes dage med oprydning og afslappede timer.

Det gør ikke mig noget.

Det gør mig heller ikke så meget, at arbejdsdagene disse dage er korte.

Jan har nogle elever, som skal op til eksamen i morgen, så han har haft travlt med at de ting, sådan en eksamen nu skal indeholde, men i dag kom han forholdsvis tidligt hjem og ville gerne tage billeder af mit sjal.

Jeg synes, at strik skal præsenteres på et rigtigt levende menneske.. helst, så I derude kan se størrelsesforhold og hvordan det nu ter sig, når der er bevægelse og hvad har vi.

Sjalet er strikket i Siri silk og jeg har brugt p 4 (eller var det 4½?) og jeg har brugt 173 gram.

Opskriften har jeg herfra.

Jeg har strikket det i to-trådet moskusuld på et tidligere tidspunkt, men nu kan jeg hverken finde billede eller indlæg om det.

 

Alle render på Præstefjeldet og skulle du nogensinde komme her til Sisimiut, hvor der ikke er (alt for meget) sne, burde du også rende en tur derop.

Husk kameraet, for udsigten er så betagende.

Alle kan gå derop, medmindre man altså ryger en karton smøger om dagen, vejer 250 kg. eller lige er blevet knæopereret.

Selvfølgelig tager det længere tid at komme derop, hvis man er i dårlig form, men jeg vil vove den påstand, at alle kan nå helt op og helt ned igen.

Forrige søndag tog Jan og jeg en hurtig impulsiv beslutning og gik derop. Der var stadig masser af sne og man sank godt og grundigt ned i den, men ikke værre end, at man jo kom op af den igen og kunne fortsætte op til toppen.

Hvis du kunne se min facebook side, ville du tro, at det var en betingelse, at man tog en selfie, når man nåede op og for ikke at bryde nogen skrevne eller uskrevne regler, tog jeg/ vi naturligvis også nogle selfies.

 

Det gjorde Jan og Daniel til gengæld ikke, da de smuttede derop i går aftes efter aftensmaden.

De havde vist en god tur.

Jan og hans bror tog ind i fjorden forrige tirsdag for at se, hvor meget is, der var.

Der var stadig en del.

Heldigvis er det næsten væk og måske, hvis vi er heldige, kan vi komme derind i løbet af weekenden? Måske?

Jeg har et billede inde i mit hoved fra slutningen af april, hvor Sara var med os inde i hytten.

Vi lå udenfor og nød solen, stilheden og hinandens selskab. Jeg glæder mig til at komme ind og nyde livet i, de for mig, rette omgivelser og det er bestemt ikke fordi at livet her i byen i vores hjem fejler noget, men livs-kvaliteten er bare en anden og anelse bedre, når man ligger derinde.

 

Nå, men bortset fra min albue, som tror, at jeg har spillet hård, intensiv tennis, så har jeg det jo meget godt og lige om lidt er det måske også sommer med varme, heroppe nord for polarcirklen.

P.S. Sneen smelter