Gen-erobring af vaner

Det er stille søndag formiddag med kaffe i koppen, ristet brød i brødkurven og stille i huset.

Pinsesolen danser og det må den sådan set gerne gøre, også selvom det ikke er pinse.

Vi trænger efterhånden til at se sneen svinde og noget grønt dukke frem i stedet, men jeg væbner mig med tålmodighed, for jeg er træt af at folk er træt af sneen, kulden og den langtrukne vinter.

Overalt på min facebook, klager folk over al den sne, som vi stadig holder os og der bliver postet billeder af snefnug, som daler ned i tide og utide.

Jeg har dristet mig til at vise et lille, kort video-klip på min instagram af dalende snefnug som jeg optog for 4 dage siden, men har bidt mig selv i tungen for ikke at mene, hverken det ene eller det andet.. ihvertfald ikke højlydt, men alt det usagte, bilder jeg mig ind, kan man godt læse; for ja, jeg er godt nok ved at være træt af den langstrakte, kolde vinter.

Lige nu er det hverken eller.

 

Nogle af de mest ivrige og stædige, kører stadig ud på deres snescootere, for der er stadig masser af sne i baglandet og i højderne.

I korte øjeblikke har jeg også overvejet, om jeg skulle køre derindad og få det sidste med og istedet for at hade, så elske den sidste, tunge sne, ligge i solen og lade mig højfjelds-brune?

Udaf mit soveværelses-vindue har jeg for øjeblikket denne udsigt:

 

Kan du huske, at jeg var inde og høre Chris Mc Donald?

Jan ville med og så kunne vi gå sammen. Jeg havde flere gange under showet/underholdningen (et foredrag vil jeg ikke kalde det) havde jeg lyst til at rejse mig op og skrige triumpferende: “ hvad sagde jeg”, men jeg holdt mig i stedet og nøjedes med at tænke, at det måske kunne være, at budskaberne var mere forståelige, spiselige og acceptable, når de blev serveret af en anden?

Dårlige tabere er næsten lige så utålelige som dårlige vindere, så jeg har (forsøgt) at sige ingenting og istedet vende den kedelige pegefinger mod mig selv, hvilket har resulteret i, at jeg i fredags tog mine gode sko på, noget let tøj og gik ud til lufthavnen.

Motion og bevægelse har været taget af mit daglige program siden slutningen af marts/starten af april og det kan mærkes. Især for det psykiske velbefindende og så er det utroligt, så hurtigt muskelmassen slappes og kroppen igen får sofa-figur.

Jeg bliver aldrig nogensinde den store sportsudøver, men lidt har meget ret i denne sammenhæng for både den fysiske og psykiske sundhed, så denne tid, hvor det vejrmæssigt er hverken eller, hanker jeg op i mig selv og kommer i gang igen, så lidt motiverende har han også været for mig.

Man har jo som bekendt et standpunkt indtil man får et nyt.

 

Der er vaner, som skal gen-erobres og på strikkefronten kaster jeg mig over enkle projekter, som ikke skuffer.

Jeg tror nok, at jeg fik fortalt, at jeg fik lavet kroppen til “Fisken”?

Jeg målte ikke længde, men kun bredde da jeg gik i gang og der var ingen tvivl om, at jeg skulle strikke en small, men da jeg havde strikket op til armhulerne, behøvede jeg ikke engang et målebånd, for at konstatere, at kroppen er blevet alt, alt for kort.

Øv.

Så fik jeg heldigvis hjælp fra Webstrikkerne til at tyde opskriften på en vest, som jeg istedet kunne kaste mig over.

Det er en vest, som jeg længe, længe har haft liggende og som jeg første gang så lige her.

Irene var så flink at sende mig opskriften i sin tid, da linket var dødt, men efterfølgende har jeg fundet et aktivt link.

Irene er her ikke mere, men jeg finder stadig masser af inspiration på hendes blog.

 

Vesten var såmænd let nok at strikke, når man lige er kommet igang og har forstået princippet, men min strikke-selvtillid ligger  et ret lille sted for øjeblikket, så den er jeg igang med at genopbygge.

 

Vesten blev færdig i går aftes mens Jan og jeg sad og så Moby Dick-filmen (dvd) fra 1959 og her til morgen er den blevet vasket og ligger nu og tørrer.

Min kamera-selvtillid har også alt for længe ligget i et dybt, sort hul, så kameraet bliver hevet op mindst en gang om dagen og for øjeblikket må katten stå for skud og hun er heldigvis et meget tålmodigt dyr.

 

 

Kaffen i min kaffekop er blevet kold, men pinsesolen danser stadig på en blå himmel.

Istedet for at ærgre mig over, at årstiden er hverken eller.. vil jeg nyde, at der ingen myg er, at der er lyst døgnet rundt og nyde at i morgen er der endnu en fridag.

God pinse