Med nedsænkede skuldre og afslappede ansigtstræk, tak!

Præcis i dag, er det 4 år siden at vi mistede farmor. Der er mange ting, som vi gerne ville have delt med farmor og fortalt om.

Vi ville fx. gerne have fortalt om vores hytte og jeg er sikker på at hun ville have været levende interesseret i at høre om den.

I morges da vi vågnede, tænkte vi på hende, sendte hende en tanke og planlagde at vi ville ringe til farfar i løbet af eftermiddagen, men tiden løb fra os og vi nåede ikke at få ringet.

Vi sejlede ind i fjorden i fredags og vi havde vores gamle klassekammerat og ven med os. Han skulle helt ind i bunden af fjorden, hvor hans afdøde fars hytte ligger.

Vi satte ham pænt af og sejlede ud af fjorden igen for at komme i vores egen hytte.

Da vi nåede frem, tændte vi op og fik hurtigt varme og hyggen bredte sig samtidig med at skuldrene langsomt sank ned i det niveau, som de burde lægge i hele tiden og inden længe, bredte trætheden sig til krop og sind.

Vi har jo, som jeg vist har fortalt, fået en skumgummimadras ovenpå vores futon-madras istedet for en rullemadras/topmadras og det fungerer helt fantastisk.

Jeg nåede ganske få pinde på mit bette strikketøj og endnu færre sider i min bog, inden jeg faldt i en koma-lignende søvn, hvor jeg drømte de mest indviklede, lange og intense drømme, vågnede på et tidspunkt i løbet af sidst på natten, hvor jeg tilfreds kunne konstatere, at det virkeligt var i hytten, at jeg sov og fortsatte min tunge søvn.

Det er faktisk lidt utroligt som jeg kan sove, når jeg er inde i hytten. Ikke bare tungt, men også længe.

Det skyldes jo nok, at jeg har været meget ude i den friske luft, at der ingen lyde er, ingen elektricitet, ingen afbrydelser og at der er naturligt mørkt.

At jeg ingenting skal og at der ikke forventes noget som helst af mig.

Alt det tilsammen, giver en afslappethed, som kan være svær at finde i hverdagen, hvor der er et arbejde, som kræver, at der er kunstigt lys overalt, at der er elektriske apparater, som forstyrrer og hvor, ting indimellem kan blive lidt for indviklede.

Nu skulle man så tro, at jeg ville vågne tidligt, når jeg går tidligt i seng i hytten, men sådan forholder det sig overhovedet ikke.

Jeg sover virkeligt igennem.

Kaffen bliver nydt i det tempo, som nu passer sig bedst og udsigten, som hele tiden ændres, forandres og altid er et langtids-kig værd, bliver beundret, inden vi beslutter os for, hvad dagen skal bruges til.

I lørdags ville vi op i fjeldet og i lørdags ville vi se en anden udsigt.

Vi kom op og kunne konstatere at vinteren havde indtaget højderne hurtigt og med et fast greb. Der var koldt og der var sne.

Vi kiggede, tog billeder, beundrede, drak lidt koldt elv-vand, spiste lidt chokolade, kiggede lidt mere

 

og trissede så ned, kun for at gå op på andre fjeldtoppe.

På vores tur, både op og ned, oplevede vi næsten alle årstider.. altså rent farvemæssigt.

Vi havde ikke travlt med nogen som helst ting og gav os god tid, for lige om lidt er det hele pakket ind i en tyk dyne af kold sne og der kommer til at gå rigtig mange måneder inden vi ser det igen.

Da vi kom tilbage i hytten, kunne vi tage os et lille blund inden vi skulle tænke på aftensmad og mens mørket faldt på, kunne vi se, hvordan en tyk og massiv snebyge lå og lurede længere ude af fjorden.

Vi havde en aftale med vores ven inde i fjorden om at være i satellit-telefonkontakt med hinanden på et givent tidspunkt, men det lykkedes ikke at komme i kontakt med ham, så katastrofe-tankerne lå og lurede et sted i baggrunden, men dog ikke nok til at forstyrre lørdag nats søvn, som igen var god og lyksagliggørende.

Både Jan og jeg vågnede dog i morges ret tidligt med tanke for vores ven og besluttede os for, at drikke kaffe og derefter tøffe ind i bunden af fjorden og se til vores ven.

Heldigvis havde han det (som forventet/håbet) godt, var lige vågnet og sad stadig med sin morgenmad, så vi satte os til rette om hans bord, snakkede hyggede og bagefter kunne vi gå lidt på opdagelse i hans nær-omgivelser.

Et stykke over middag, begyndte vi pakke sammen og sejlede tilbage.

Meningen var at vi ville sejle ind i en anden fjord og røgte det garn, som vi har sat til laks, men østen-vinden var lidt for hidsig, så vi lagde til kaj og drog op til mine forældre, som bød på æblekage og kaffe.

Til aften havde vinden lagt sig tilstrækkeligt til at vi kunne tjekke garnet, som desværre havde revet sig løst, men ikke desto mindre gav det en enkelt, stor laks og da vi havde bjærget garnet og fået laksen ind, syntes jeg at det var lidt for kedeligt bare at sejle hjem igen.

Jeg hev en snøre i vandet og fangede den ene større torsk efter den anden. De fik næsten alle lov til at gå igen, men helleflynderen beholdt jeg.

Det har været endnu en dejlig weekend og jeg glæder mig allerede til den næste, som jeg håber bliver i samme stil, men inden jeg afslutter helt, vil jeg lige vise dig det tørklæde, som jeg færdiggjorde i torsdags.

Det er strikket i vendestrik efter samme princip som Nessie.

Jeg slog 335 masker op, strikke bobler (tyttebær) og sluttede det hele af med et hulmønster efter en opskrift af Arnica, som engang for mange år siden var i et (måske) hendes verden??

Garnet købte jeg i Nuuk i august og jeg har allerede glemt, hvad det hedder, men det er fantastisk flot og helt igennem, som farverne ude i fjeldet lige nu, men mobin-fotoet yder det overhovedet ikke retfærdighed, så måske, hvis altså jeg kan huske/nå det, fotograferer jeg det een af dagene.

HÅber at du har haft en lige så god og afslappende weekend, som mig?!