Nedlagt for 119. gang

Det er lige før, at jeg selv nægter at tro på det, men desværre kan jeg ikke ignorere, at jeg endnu engang er lagt i seng.

Denne gang er det influenza og feber, som lagde mig på langs.

Jeg har ikke taget min temperatur.

Det er slet, slet ikke nødvendigt, for jeg sveder, så det driver af mig, selvom jeg ligger og hakker tænder af kulde. Jeg fryser, selvom kroppen siger noget helt andet.

Hovedet gør ondt og føles som en overmoden vandmelon, der er ved at sprænges og alle mine muskler i kroppen gør ondt, som var jeg blevet tortoreret gennem lang tid af en ond bøddel.

Natten til i går var slem. Rigtig slem.

Jeg ringede i går morges til mit arbejde og meldte mig syg.

Igen.

Og i nat vågnede jeg flere gange med sveden drivende af mig og med et hoved, som føles for stort og som gør monster-ondt og med muskler, der værker.

Jeg behøver vel ikke tilføje at næsen er stoppet fuldstændigt til og at øjnene løber, appetitten er sølle, at energien er væk.

I morges ringede jeg endnu engang til arbejdet for at sige, at jeg igen i dag blev hjemme og at min vikar kunne finde materialer og planlægningen i min mappe i min skuffe i klassen. Og jeg havde ellers glædet mig til selv at gennemføre undervisningen sammen med eleverne. Øv.

 

Jeg er nået til det punkt, hvor jeg synes at det er pinligt at skulle melde sig syg, for jeg har ved Gud været nødt til at sygemelde mig for mange gange i foråret og jeg starter dette skoleår med at sygemelde mig lige efter skolestart.

Det passer ikke til min samvittighed, men hvad kan jeg stille op??

 

Jeg gransker mig selv, mine vaner, mine omgivelser, min kost og hvad der ellers har indflydelse på helbredet.

 

Hvad jeg selv tror er, at jeg akkurat lige når at blive frisk nok til at komme på arbejde, lidt småskrantende og ikke helt rask, inden jeg rager en ny virus til mig, som igen lægger mig ned og at jeg ikke har formået at bryde den onde cirkel.

 

Den sommerferie, hvor jeg skulle have hentet energi og nye kræfter, brugte jeg på at have en ond og smertende bækkenløsning og på at bekymre mig om, hvad stærk positiv nuclius antistof IGG mon betød og så startede skoleåret igen..

Der har været for få hytteture, hvor jeg har kunnet lægge hverdags-bekymringerne væk og leve i nuet uden at tænke på i går og uden planlægge i morgen.

Der har været alt for få dage, hvor jeg ikke har tænkt på arbejdet på den ene eller anden måde.

I det store hele spiser jeg sundt og varieret, jeg tager vitaminer som tilskud og for en sikkerheds skyld, spiser frugt og grøntsager, vasker hænder i tide og utide og spritter dem ofte af med descinficerende midler, drikker en hel liter grøn te hver dag og har indskrænket mit kaffe-indtag til højst 2 kopper om dagen.

I foråret, da jeg blev ramt af influenza og ørepine, stoppede mine gåture, som gav mig masser af frisk luft og jeg kom aldrig i gang med gåturene igen, (den ene sygdom overtog den anden) så måske skulle jeg skrive en liste over de ting, som jeg (også) burde gøre:

-genoptage mine gåture

-mere frisk luft (synes ellers jeg får, hvad jeg har brug for)

-bruge tandtråd istedet for tandstikkere (har læst på nettet, at det er vigtigt med en god mundhygiejne og at man bruger tandtråd.. jeg bruger tandstikkere flere gange om dagen, men hvis det er det, som skal til..)

-droppe mine 3-5 daglige smøger

..og så kan jeg faktisk ikke komme i tanke om flere ting, som jeg burde, for jeg gør jo allerede, hvad jeg kan for at holde mig sund og rask.

Mens jeg har ligget i min seng med feber og ondt, har jeg tænkt på om jeg mon, uden at vide det, er stresset??

 

Før i tiden skrev jeg liste op og liste ned med ting, som jeg skulle gøre.

Det hjalp mig til at huske, hvad jeg skulle og burde og det gjorde at jeg var ekstrem effektiv og kom igennem hverdagene med små børn og arbejde.

Måske har jeg negligeret betydningen af listerne og troet, at når børnene blev store, så fik jeg mere overskud og tid??

Tid har jeg ikke fået mere af og overskuddet har influenza-en og alle småskavankerne taget, så jeg må tage kampen op og få tilbage-erobret mit overskud, så jeg vil indføre mine to-do lister igen, så jeg i det mindste har overblikket visualiseret i form af en liste og hvor jeg kan krydse af på.

 

En anden ting, som jeg i mange år har tænkt på er, hvor vigtigt det er at have noget at se frem til.

Det være sig en ferie-drøm, fødselsdags-fest, weekend-tur, biograf-tur, oprydning i skuret (altså følelsen bagefter) eller hvad det nu lige måtte være.

Jeg tror, at alene følelsen af at have overskud, styrker helbredet.

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan være meget, meget talende og at min Jan er meget, meget lidt talende.

Det giver ikke ligefrem plads til fælles drømme og planlægninger ud i hverken den allernærmeste fremtid eller på længere sigt og alt andet lige, har han vist heller ikke, i samme grad som jeg, brug for at have noge at se frem til for at glæde sig. Han stiller meget få krav og der skal ikke så mange eller så komplicerede ting til før han er glad og tilfreds. Ofte misunder jeg ham hans evne og forsøger at eftergøre ham, men jeg må hver gang kapitulere og se min kamp tabt, for jeg er desværre anderledes indrettet.

Jeg har brug for at have noget at se frem til.

Jeg har brug for at planlægge og drømme.

Det giver for mig håb og en forventnings glæde, som tilsyneladende er mere vigtig end jeg lige går og tror.

På det punkt er jeg blevet hørt herhjemme.. efter næsten 20 år, skal vi til et hurtigt og kort møde i banken, hvor vi skal have vendt vores økonomi, så vi (endelig) kan få gjort noget ved vores køkken og vores bad.

Ikke de store forandringer, men renovering og fornyelse. 

Jeg håber, at der med tiden bliver plads til fornyelse og forskønnelse (maling) af under-etagen efterfølgende, men vi starter med de store ting og jeg glæder mig allerede.

Vi kunne også og ved siden af alt det andet, snakke lidt sammen om/planlægge og fælles-drømme om en weekendtur allerede denne weekend??

Mon ikke at det at have et håb, en drøm og noget at se frem til også styrker helbredet?

 

Nogen mennesker tror på, at det hjælper at tale om alt det negative, som de møder på deres vej.

Tømme tænke-tanken og følelses-møgspanden.

Det tror jeg også kan være en hjælp.

Det hjælper at tale om sine tanker.

Få sat ord på dem og få vendt dem med et andet menneske. Måske endda blive be-eller afkræftet i sin tanke?!

Jeg tror dog ikke på, at det hjælper ret meget kun at fortælle om sine negative tanker uden at være konstruktiv engang imellem… bare være negativ og negativ og negativ og negativ.

 

Det kan meget, meget hurtigt blive meget trættende at høre på mennesker, som kun taler om negative ting, eller som taler om ting på en negativ måde.

Det trætter ihvertfald mig enormt meget og jeg har meget svært ved at komme ud af den negative zone, som jeg er blevet trukket med ind i.

Derimod kan det være enormt opløftende og givende at høre hvordan et menneske agter at vende sine negative oplevelser til noget positivt.

 

De seneste par år har jeg forsøgt at rette fokus mod de ting, som giver glæde og energi og forsøgt at styre udenom de ting, som gør det modsatte.. sådan lidt a-la: “ hvad du fokuserer på, bliver din virkelighed”-agtigt noget, men jeg er trods alt et menneske og jeg drøner ofte i hullet som er fyldt med negativitet, men derfor kan jeg jo godt drømme om og arbejde mig hen imod, at jeg en dag mestrer kunsten at styre udenom hullet, hvis jeg ikke kan fylde det med andet og bedre.

Glade mennesker er sjældnere syge, så ind med det positive!

 

Nu har jeg siddet oppe og foran min computer i næsten 45 minutter uden at føle at jeg er lige ved at vælte. Sveden driver ikke så hurtigt af mig og jeg føler mig ikke nær så varm, som i nat.

Min kamille-te har vist trukket længe nok nu og måske letter den tåge, som har indhyllet byen hele dagen i går, i nat og hele formiddagen i dag, sig.

Vi har haft heldags-regn i går og det regner stadig. Det bliver den tørre jord glad af og måske sortebærrerne kan nå at vokse sig større.

Jeg vil tage mig en kop kamillete, pudse min næse for 119. gang, tage to pamoler for hovedpinen og droppe min dårlige samvittighed overfor mit arbejde.. jeg kan hverken gøre fra eller til lige nu.

 

 

P.S. Vidste du godt, at målene for cover-billede på din facebook-timeline er 851x315 px?

Jeg har lagt dette billede som mit facebook-timeline cover billede.