Jans hundeslæde har været lidt i stykker og den har derfor været til reparation i løbet af ugen.
Den skulle optøes først inden han kunne begynde at gøre noget ved den og den var ikke færdig førend i dag, så derfor havde han lavet en aftale med sin bror om at køre hundeslæde med ham og hans hunde i dag.
De lavede en aftale om at køre ud til ufoen. Ufoen er en alumiums-“hytte”, som man kan overnatte i.
Der er ingen varme-ovn i den, så den skulle efter sigende være kold at tilbringe en nat i, hvis man ikke har en rigtig god sovepose og een man holder særligt meget af, at holde i hånd med.
Det allerallerbedste ved UFO-en må dog være, at man kan se over på den anden side af fjorden, hvor vores hytte ligger og Jan fik strenge ordrer om at tage både kamera og kikkert med, da han drog afsted for at køre derud med sin bror.
Mens Jan kørte hundeslæde, fik jeg ryddet lidt op herhjemme, forberedt en eftermiddagskage og gået mine 12 km.
Jeg glædede mig til at se de billeder, som jeg havde beordret Jan til at tage og se: der er lidt is på fjorden og nogle modige snescooter-kørere har kørt fra pynt til pynt og op forbi vores hytte.
Så varer det ikke så længe inden jeg også tør at gøre det.. håber jeg, for jeg har lidt hjemve til hytten, den store stilhed og hyttelivet.
Udover det billedet, som jeg havde givet ordrer om skulle tages, har Jan taget nogle dejlige billeder af sin dag idag.
De har haft en dejlig tur, hvor temperaturen har været helt oppe på –5 og ingen vind. Bedre vejr til en slædetur kan man ikke bede om.
Vi tog i samlet flok over til mine forældre i dag og kunne fra deres vinterhave se himlen, blive farvet med den kulørte stor-pensel, da solen trak sig tilbage for natten.
og selvom billedet er et mobil-foto, vil jeg gerne være bekendt at vise det her, ligesom jeg også gerne vil være bekendt at vise et andet mobil-foto, som jeg tog fra Brugsen, hvor vi tog hen, efter at have været hos mine forældre.
Solen var ikke helt færdig med at farvelægge med imponerende sans for farver og drama og det hele var væk, da vi var færdige med at handle ind til lammesuppen, som vi skulle have til aftensmad.
Faktisk har vi nogle flotte farver på himlen for tiden og dette foto fra torsdag formiddag, taget fra mit klasseværelse lige inden det første frikvarter, yder slet ikke farvelægningen retfærdighed, men måske du alligevel kan fornemme smukheden?
jeg fik ikke læst teksten - men wauw nogle fantastiske billeder :)
SvarSlet