En sød mis-forståelse

I næsten to år lød det: “må jeg få en kat?” Og det var altså næsten HVER DAG i næsten to år, at vi svarede NEJ.

For tre ugers tid siden kom Sara så hjem med en lille killing.

Vi havde vist i en uopmærksomt øjeblik svaret ja til et kryptisk spørgsmål om hun måske måtte få en kattekilling alligevel og pludseligt stod hun med en sød lille killling i armene, kattefoder og ditto grus.. hmmm..

Det blev på lovning, amar’ og halshug, med hånden på hjertet og løfter om at hun selv skulle passe den og at den skulle sove på hendes værelse at hun fik lov at beholde den og hvis sandheden skal frem, så har den altså taget os med en lille storm.

Den er kælen, sød og ved vist godt, hvor den hører hjemme.

(mobilfoto)

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at den var en hundehvalp, for den kommer, når man kalder, følger Sara overalt, hvor hun går og lægger sig pænt til rette i de varmeste arme, når Sara er ude og venter på Sara, som den så styrter i møde, når hun dukker op.

Den var renlig, da Sara dukkede op med den (den må have været ca 10 uger) og spiser pænt, uden at svine alt for meget.

Uden at nævne navne, kan jeg røbe at flere medlemmer af familien allerede har sagt højt og med højtidelig stemme, at de ligefrem elsker killingen, som er navngivet Lily.

Olsen nyser, tørrer øjne og kløer sig hidsigt og demonstrativt, når katten er indenfor synsvidde og skriger efter antihistaminer og gør opmærksom på sin katte-allergi og jeg skælder katten forebyggende ud, for at vise min støtte og sympati for Olsen.

Jeg har det stadig lidt ambivalent med killingen og har lovet både bål og brænde, hvis killingen kigger sultent på Olsen eller hvis det pludseligt er mig/os, der skal tage os af den.