Lucia og afdøde tempelblomster

I går gik elever på skolen Luciaoptog, generte, stille og hvis man lyttede godt efter kunne man høre dem synge Lucia-sangen.

Min søster Lena havde øvet med dem og det havde hun gjort godt, og hvis jeg ikke tager helt fejl, skal de ud og synge for andre end skolens elever og personale i dag.

Jeg ville så gerne have forfinet mit rystede billede fra sidste år og gjort det endnu mere “mystisk”, men kameraet ville ikke helt som jeg ville og fred være med det.

Eleverne i min afdeling ved, at jeg stort set altid har en eller andet form for kamera på mig og om ikke andet ikke har  noget imod at tage et billede med min mobiltelefon og de sidste par formiddage er det kommet rendende for at bede mig om at fotografere solen, når den bryder gennem tusmørket for lige at hilse på.

Det er ikke meget vi ser til den iøvrigt, men sådan er det jo på denne tid af året hos os.

Om præcis en uge vender det hele igen og vi kan se frem til lysere tider. Lyset vil tiltage med minut for minut og for mit vedkommende tæller hvert en lysende minut.

Jeg bliver glad indeni når eleverne kommer og beder mig om at fotografere, hvad de finder smukt, specielt og anderledes. Det viser mig, at de er opmærksomme på deres omgivelser og at de, ligesom alle andre kan se naturens små, smukke mirakler og at de ved, at det oftets kun vare korte øjeblikke.

Det er en tillidserklæring af dem at bede mig om at forevige, hvad de finder smukt og hver gang tænker jeg, at jeg vil gøre mit bedste for at fange og ramme, hvad de ser. Det er svært og jeg tænker at jeg i det  nye år, mindst en gang om ugen vil medbringe mit gode kamera, så det bliver oftere brugt og motivet bedre fanget.

I sidste uge strikkede jeg en Tempelblomst.

I går aftes trævlede jeg det hele op. Den var bare ikke mig, selvom jeg synes det er en flot og fin model.

Overalt i blogland strikkes der Tempelblomst og den sidder så godt på mange og jeg blev grebet af feberen, iveren og begejstringen, så let, som jeg er at fange, begejstre og imponere, slog jeg masker op til min helt egen i rust-orange og strikkede det ene blad efter det andet, mens tvivlen langsomt sneg sig med ind i maskernes løkker og da jeg nåede til at skulle dele arbejdet, lukke af og strikke ærmer, havde beslutningen om, at jeg sjældent ville få den brugt fået overtaget.

Nu er der slået masker op til noget helt andet og selvom strikke-iveren ikke er på sit højeste i disse travle dage, så føles det lidt rigtigere og lidt mere mig.