Søndags-gåtur

Du bliver altså lige bombarderet lidt med billeder…

Lørdag eftermiddag tog Jan, Sara og jeg ind til hytten.

Jan er forkølet og har ondt i halsen, men ikke mere end at han ville ind til hytten og slappe af og hygge.

 

Vi fik aftensmad og gik tidligt i seng, hvor vi lå og læste Jørn Riels skrøner, blundede, småsov og slappede af, for til sidst at gå rigtig i seng.

 

Vi vågnede derfor også tidligt og efter at have fået kaffe, beundret morgenstilheden

og fået morgenmad og pakket lidt

tog vi vandrestøvlerne på og Jan og Sara tog hver deres riffel.

Man går ikke en tur uden at være bevæbnet i jagtsæsonen og hvis der skulle dukke et vildfarent rensydr op ville man nok ærgre sig over ikke at have været bevæbnet..vi havde ikke noget at ærgre os over, for vi så ikke rensdyr,

men til gengæld to harer, som endnu ikke havde fundet ud af at være bange for mennesket.

Jeg startede med at gå hen til dem, bevæbnet med Jans lommekamera og da de var små 5 meter væk flyttede de sig en smule,

så gik vi videre og Jan fik øje på en rype.

Den klukkede meget fornærmet, kiggede anklagende på os og fløj sin vej.

Der var en millard mitter og knots.

Der var også rigtig mange stenpikkere og hver gang vi satte os, kom der de første 15-20 stykker og satte sig et par meter fra os og kiggede på os. Dét var lidt underligt som de fløj omkring os.

 

Da vi begyndte at gå tilbage igen,

vendte den ene hare om og løb lige i mod os,

men drejede af og hoppede over et lillebitte vandløb, for så at stoppe og og begynde at spise.

Jeg gik lige så stille hen med Jans kamera og var ca 3 meter fra den før sendte mig et skulende blik og hoppede lidt længere væk.

Jeg forstod godt budskabet om at give den madro, så jeg fortsatte sammen med Sara og Jan.

Det er måske ikke det allersmarteste at begive sig ud på en lang gåtur i grønlandsk fjeld uden at trænet det mindste.

End ikke en almindelig gåtur på asfalteret vej er det blevet til de sidste 6-9 måneder, så jeg kunne godt mærke mine knæ, som har for vane at jamre, men ned til hytten kom vi, fik sovet, blundet, læst, spist og slappet lidt af igen inden vi tog hjem til civilisationen.. eller det lød lidt for let: faktisk havde vores udhal til jollen sat sig fast i en karabinhage og jollen kunne ikke trækkes ind, så Jan iførte sig de waders, som han fik i julegave af Johannes og gik ud til jollen.

Heldigvis var der ikke dybere end at kom tør over i jollen og fik løsnet udhalet for den karabinhage, som skulle have været klippet af for længe siden.

Sejlturen hjem var smuk på stille vand og jeg kunne vist godt have brugt de sidste to dage af mine ferie i hytten med strikketøj, bøger og stilhed…

(billedet nedenfor kan klikkes større)