Om at tænke tanker, om at være ikke-auditiv og forsøge at komme ind i vanen igen

Køkkenvinduet står åbent og jeg kan høre kirkeklokkerne ringe og det betyder, at det igen er søndag.

Det betyder også, at der er stille derude og at vinden blæser fra nord og blæser lyden af klokkerne op til os.

 

Måske fornemmer du, at jeg har svært ved at følge med?

 

Hverdagen har endnu ikke fundet sin form og sit leje og de sidste rester af vores hektiske ferieaktiviteter ruller stadig rundt i hverdagens hækbølger og skaber lidt uro i den hverdag, som har svært ved at indfinde sig.

 

Både Jan og jeg startede på arbejdet i onsdags og min arbejdsplads lagde ud med at holde på mig fra 08.00 til kl.16.00 med få og korte pauser.

 

Dét er så hvad det er.

 

Hvad der virkelig trækker tænder ud hos mig er, at jeg skal sidde stille så længe og lytte.

Høre efter.

Dét er jeg ikke specielt god til.

Jeg kan sagtens sidde stille og høre at nogen taler og taler og taler, men der er ikke meget, som sætter sig fast inde bag ørerne, hvis jeg ikke får mulighed for at omsætte det hørte til noget konkret.

Jeg strikker, mens jeg lytter og det gør at jeg faktisk bedre kan koncentrere mig om det, som bliver sagt og, hvis man kan sige det på den måde: strikker det “sagte ord” ind i maskerne, men der er en del, som opfatter det at strikke til møder, som at man så ikke kan høre efter eller at man ikke koncentrerer sig og så er det at jeg har en konflikt: skal jeg please dem, som ihærdigt forsøger at få mig til at smide strikkepinden i tasken eller skal jeg strikke videre og rent faktisk fatte,hvad der bliver sagt.

Vi har alle forskellige læringsstile og jeg er ikke særligt auditivt anlagt og bliver hurtig rastløs, når jeg bare skal lytte.

De første tre dage på arbejdet var udlagt til kursus og de næste to dage bliver også lidt udfordrende for mit vedkommende mht til at sidde stille, men der er lidt flere aktiviteter at lade hjernen vikle sig rundt om og på onsdag kommer eleverne.

Jeg glæder mig faktisk til at se eleverne og for mit vedkommende er der rigtig mange nye og dem glæder jeg mig til at lære at kende og til at lære noget.

På henholdsvis onsdag og torsdag starter Sara og Laura også på gymnasiet.

Laura i 2.g og Sara i 1.g.

Det vil givetvis også få hverdagen tilbage på skinnerne.

Nu lyder det måske som om, at jeg hungrer efter at få hverdagen tilbage?

At jeg ikke bryder mig om at have ferie?

Jeg elsker at have ferie og have muligheden for at tilrettelægge min dag, som jeg vil, gå i seng, når det passer mig, stå op, når det passer mig og gøre som jeg lyster, men denne sommer har været ualmindelig hektisk og der har været pligter, gøremål og aktiviteter hele tiden, så jeg ikke nåede at opleve een af de der dage, hvor tiden føltes som om den bare gik i stå, trak i langdrag og hvor hjertet faldt til ro i en dyb og lang meditativ rytme.

 

Jeg satser stærkt på at få een af de dage i løbet af efteråret oppe i hytten.

 

Jeg satser hårdt og overbevist om, at Jan og jeg når at være alene, være sammen og være to en hel weekend, hvor vi kan holde hånd og trække vejret synkront; for det har vi ikke rigtig haft mulighed for i alt det hektiske og jeg ved, at en enkelt weekend kan gøre en hel sommer, så jeg krydser fortsat fingre og tror på det!

 

Jo!

Og så har jeg tænkt virkeligt meget over nogle ting.

Faktisk har det optaget mig så meget, at jeg næsten ikke har haft tid til at tænke på andet. Det har fyldt på både godt og ondt.

Jeg ved hvilke 2-4 ting, som udløste tankevirksomheden og jeg har valgt at stoppe op og få tankerne tænkt inden jeg fortsatte.

Mens vi var i Danmark/England blev vi kontaktet af folk, som nærmest insisterede på at se os, spise med os, være sammen med os og vores samvær med de mennesker var givende, sjovt, dejligt, underholdende og opbyggende for venskabet.

Faktisk måtte vi jo planlægge og have kalendere frem adskillige gange for at få tingene til at hænge nogenlunde sammen og det satte virkelig mange tanker igang at komme tilbage og komme hjem: ikke en eneste har kontaktet os herhjemme.

Hvis jeg ville tale med nogen, har jeg skullet kontakte folk på den ene eller anden måde, men det føles lidt som om at dem vi kender herhjemme har nok i sig selv/ikke gider kontakt med os og der er så der tanken sneg sig ind på mig, om jeg ganske enkelt bare skulle lade de kontakter løbe ud i sandet?

Der er nogen “venskaber” som tilsyneladende efterhånden kun blev båret oppe af, at vi/jeg havde nogen ydelser/ting, som den anden kunne bruge og hvor gensidigheden er blevet væk…

 

Når den ene part (de) ikke gider og den anden part (mig) ihærdigt forsøger at fastholde og bibeholde, sker der en skævvridning, en uligevægt og faktisk føler jeg lidt en uværdighed, som jeg helst vil være foruden.

Jeg tror ikke på tesen om, at man for alt i verden skal beholde venskaber/forhold.

 

Alt har sin tid.

 

Noget er langtidsholdbart, hvorimod andet er letfordærveligt, men det har vakt rigtigt mange tanker hos mig, som har ført mig ud i mange retninger, men der er vel perioder i alles liv, hvor de tanker dukker op og fører selvransagelse, udvælgelser, fravælgelser og andre valg med sig.

Jeg har de sidste 10-15 år udviklet mit pleaser-gen til overstørrelse og det er vist på tide at få det barberet ned til almindelig, normal størrelse igen og lære at give for mange ligegyldige ting/mennesker fokus og energi.

 

Der er blevet tænkt mange store og små tanker, som du nok kan fornemme.

Tanker om at have to teenage-piger under samme tag igen, nye roller i hjemmet og udenfor hjemmet og måske har de tanker også været med til at æde af overskuddet, så jeg har været fraværende, men lige så stille er lysten til at være både her og andre steder ved at indfinde sig igen i takt med at tankerne er blevet vendt rundt, op og ned og undersøgt.

Giver det mon mening?

Der har mellem tankerne været tid til alt muligt og det lyder måske som om det er trist og tungt det hele, men det er det bestemt ikke.

Det er godt og givende og jeg glædes over livet i al dens mangfoldighed på grund af og til trods for..

 

De sidste par uger har budt på alt mellem himmel og jord.

Noget er blevet fotodokumenteret, men det meste er bare oplevet og næsten glemt igen og så er vi tilbage i, at jeg helst skal kunne se for at huske.

Jan har været på Præstefjeldet med sommerferiegæsten,

 

han har været inde i 2.fjord til åbent hus (hytte) hos een af vores venner, som fyldte 70 år, mens jeg sad på mit arbejde og gjorde mit bedste med at lytte

har været på endnu en godt givende rensdyrjagt med Sara

og jeg har hjulpet Sara med at indrette værelse, (gad vide om du kan se denne instagramvideo, som hun har lagt op?)

http://instagram.com/p/chSmIfvz96/

forsøgt at få styr på hjemmet, vi har været i hytten en overnatning, været ude og sejle og og og..

Nu forsøger jeg at komme i vane igen med at dokumentere, for så husker jeg bedre og jeg vil jo gerne huske og det må være motivation nok for at komme i vane.

 

P.S. Jeg har nu hele 3 (4) stk. strik, som jeg mangler at få vist dig. Øv, men lige om lidt…!