Vingeskudt

Mens jeg lå hjemme med ondt i hele kroppen, en hals, som er ru og knogler, som føles møre og udtjente, fik Jan hyret en vognmand til at tage jollen op i går.

Jeg har ikke protesteret i år, for jeg har frosset og kom ikke engang med ud i hytten i weekenden.

 

Normalt trækker jeg i langdrag, udsætter og udskyder dagen, hvor jollen skal op, for man kan da altid lige nå en lille tur mere, men ikke i år.

 

Kulde plejer ikke at være noget, som holder mig tilbage, men søndag aften, hvor radiatoren stod og buldrede og der var noget nærved 50 stearinlys tændt i hjemmet, frøs jeg, så jeg var kun glad for, at jeg ikke var taget med nogen som helst steder.

Nu er sejlsæsonen for alvor ovre og her til formiddag, hvor han ingen undervisning har, er han taget ud på årets første hundeslædetur. Sammen med Snuffis far, som er her på et kort arbejds-visit.

Andre har allerede været masser af gange, men man kan ikke det hele på een gang, så Jan er kommet sent i gang.

Jan har planer om at køre på slæde ind til hytten såsnart det kan lade sig gøre.. lige nu, hvor min krop beder om varme, pleje, tunge,tætte dyner og ro, har jeg svært ved at se mig selv sidde på en slæde i knirkende frost, men det ændrer sig jo lige om lidt.

 

Solens tur omkring vores akse, er kort,- kortere og kortere og det er bare om at nyde dens korte ture, hvor den sender lidt i retning af os.

Når vi når om på denne side af året er jeg glad for skygger, for uden solen, ingen skygger.

 

Når solen hænger så lavt over horisonten, giver det et helt specielt lys, som er svært at fange med kameraet, men jeg garanterer, at det er flot. Det er ikke så længe, at den varme nuance farver husene i de specielle toner, så det er bare om at suge til sig af dem, de få øjeblikke det nu sker.

Nu vil jeg sætte lidt mere vand over til te, som jeg kan drikke i sofahjørnet, mens jeg prøver at blive rask i en fart, for jeg overhovedet ikke tid til at sidde herhjemme og være vingeskudt på den her måde.

Hav en god tirsdag derude