Hvad mine dage bliver brugt til..

Mandag er mandag uden nogen aftaler, hvorimod tirsdag er sam-spisning og dertilhørende madlavning.

Det er hyggeligt.

Vi ses ikke ellers og faktisk meget sjældent andre steder, så 1½-2 timers samvær med spisning og med garanti for at få noget, som man ikke selv har lavet hveranden tirsdag, synes jeg, at det er en hyggelig aftale.

Tirsdag er også møde-dag på mit arbejde.

Jeg er ikke tilhænger af møder. Meget ofte føler jeg, at jeg spilder ikke bare min tid, men også andres, men det hører med til jobbet at holde møder og de skal være af en vis varighed, så er der ikke meget andet at gøre end at få det gjort.

Meget tit har jeg oplevet, at et telefonopkald, en seddel eller en hurtig snak i frikvarteret, bærer ligeså meget med sig, som hvis vi har siddet i timevis og drøftet frem og tilbage.

Jeg er bestemt og overhovedet ikke proces-orienteret, men i allerhøjeste grad resultat-fikseret og kommer meget let til at kede mig gudsjammerligt, når man smider den samme slidte plade på igen og igen og igen.

Det svarer vel nogenlunde til at skulle strikke den samme kedelige grydelap uge efter uge, måned efter måned, år efter år og nogen kommer så og råber op om, at vi har brug for de grydelapper og bevares, ja, det har vi, men kunne vi så ikke hækle dem, filte dem, sy  dem eller gøre noget helt andet bare en gang imellem?

Tirsdag er mødedag, men den er heldigvis også så meget andet, så den kamel sluger jeg ukogt og rå.

 

Onsdag står den på kor.

Jeg har et lidt ambivalent forhold til at synge i kor.

Jeg kan godt lide at synge og jeg kan godt lide at synge sammen med andre, så jeg har gravet lidt hist og her for at finde den begravede hund og måske fandt jeg lidt af den i fredags, hvor der var “Åben scene” på Taseralik, hvor koret skulle synge to numre.

Når vi øver på musikskolen, synes jeg såmænd, at det nogen gange lyder tilforladeligt, men da vi stod på scenen i fredags og akustikken var en anden og vi ikke stod så tæt som vi plejer, kunne jeg pludseligt kun høre mig selv.. min egen lille pibende stemme, der indimellem sang, hvor der ikke skulle synges og som ikke kom med, hvor det faktisk var meningen, at jeg skulle.

At jeg så også sang noget andet end det som var meningen, og det i en næsten helt anden melodi og toneart, syntes jeg lige pludseligt at det var meget kedeligt at synge i kor.

De andre i koret, klarede det meget fint.. tror jeg nok, for jeg kunne stort set ikke høre dem, men som sagt kun høre min egen lille pibende, rustne stemme, der alt for ofte sang noget andet end de andre.

Dét er altså pænt træls at synge noget andet end de andre i et kor.. fx. i en pause, mellem linierne eller efter at sangen er ophørt og så med noget som ligner Andreas (fra Kaj og Andrea) stemme.

Kan du høre det for dig?

Træls.

Men det er sjovt at øve, og sålænge korlederen ikke beder mig om at forlade lokalet og jeg ikke ser de himmelvendte øjne, som de andre højst sandsynligt og burde lave, når jeg næsten tonedøv oplader min skærende ryst mod det lavloftede rum, er onsdag altså kor-øvedag for både Laura og mig.

 

Torsdag er aftenskole-fotodag.

Jeg har fået lokket Jan med og det er smadderhyggeligt.

Jeg føler, at jeg har lidt mere succes om torsdagen, (måske helt uden grund, men lade mig endelig blive i troen) end om onsdagen, men et andet problem er ved at opstå for mig:

Vi får lektier for og fordi jeg er så fokuseret på den lektie vi får for, får jeg slet ikke fotograferet alt det, som jeg normalt foreviger.

Dét skal der laves om på og det handler jo bare om, at gøre som jeg plejede før jeg startede på aftenskolen. Skulle man mene.

Mit problem og derme også bloggens problem er, at hvis der ikke er billeder, kommer der aller-oftets heller ingen tekst og så kører det i ring for mig.

Intet billede, ingen tekst, ingen blogindlæg og i al min storhedsvanvid, bilder jeg mig ind, at du savner mig.

Hæhæ.. det er dejligt at blive savnet, så det er så nærliggende at tro sig savnet.

Jeg savner ihvertfald lidt mere tid til at lave lidt mere af alt det, som jeg allerede laver.

 

 

For nu lige at vende tilbage til “åben scene” på Taseralik.

Den 2. fredag hver måned er scenen åben for enhver der gerne vil lade sig høre, vil underholde eller på anden måde dele noget musikalsk med andre og heldigvis er der mange andre og endda nogen fra koret, som gav et nummer.

Her er Ole, som lige er kommet til byen, men som gerne underholdt med en Bob Dylan sang