At sætte sig nogle mål

Jeg vil så gerne lære at hækle.

Når jeg engang får det lært, vil jeg utroligt gerne kunne hækle mellemstykkerne putoortut i den kvindelige grønlæderdragts kamikker.. engang og måske først når jeg bliver gammel.

Det er godt at have nogle mål og selvom de fortegner sig langt ude i fremtiden, er de der og venter trofast på mig. Jeg skal nok få det lært og jeg øver mig lidt allerede.

Bare det at have en hæklenål mellem hænderne føles stadig lidt uvant for mig, men det afholder mig ikke fra at prøve og jeg kan mærke, at jeg er ved at fatte en lille smule i hækle-verdens dybe mysterier.

Jeg købte Sidsel Sangilds meget spændende lille bog udelukkende for at kunne hækle mig et halsrør og hele weekenden sad jeg i sofaen og prøvede og prøvede og prøvede.

Udover Sangilds fine opskrifts-bog lå der også politikens gamle hæklebog med de forskellige masker og efter adskillige hysteriske anfald, trævlen op og trævlen op, en masse bandeord, eder og forbandelser, fik jeg flækket den første færdig.

Da jeg mente at jeg havde fattet pointen, hæklede jeg een mere i min yndlingsfarve og er faktisk ganske godt tilfreds med resultatet:

Mens Laura og jeg var til kor i aften, satte Jan mine fotolamper op og han blev tvunget til at fotografere mig eftersom han ikke ville sidde model.

Når man skal blive bedre til noget, skal man øve sig, har jeg hørt og jeg vil gerne blive bedre til at fotografere portrætter.. hvis jeg skal kunne bede nogen om at sidde foran mit kamera, må jeg vide, hvordan det er, at sidde der og da Jan jo også går til foto… hmm, men så kan du da se, at jeg har fået rigtigt mange grå hår

men det hører jo med til alderen og livet.

Jeg er jo ikke 25 år længere.

Jeg er nærmere det dobbelte og det er jeg faktisk rigtig glad for.. tænk på alternativet, at jeg slet ikke var blevet så gammel.

Hvis jeg ser et år tilbage i tiden og ser på billeder af mig selv, kan jeg også se de kilo, som ikke er der mere.

Overvægt er vel noget af det eneste, som man med glæde kan sige, at man er glad for at have mistet?

 

Jeg har tabt 16 kg indtil nu og er gået adskillige tøjstørrelser ned.

Det gør såmænd ikke så meget, for jeg kan bedre lide at se på den slankere udgave af mig selv, selvom der er et par grå strittende hår.

Inden jeg ser mig om, har jeg nået det tal på vægten, som jeg allerhelst vil se, men det går væsentligt langsommere nu end sidste år.

Det gør ikke noget, for jeg ved, at det nok skal ske for jeg er selv herre over det, bestemmer selv og ønsker det så meget og ved, at hvad man virkelig vil, når man.

 

Laura er ikke særligt glad for at sidde foran mit kamera.

Jeg gør mig ellers umage og forsøger at fange hendes skønne væsen, men hun er ikke tilfreds med, hvad hun ser. Hun synes, at hun ser dum ud, ser sur ud, ser latterlig ud og hvad ved jeg, men det hører vist til alderen.

Jeg er mere end almindeligt tilfreds med at se på hende og det kan jeg hver dag.

Det er altså bare dejligt.

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg kunne vise hende, hvad jeg ser, for jeg ser en pige, en meget ung kvinde med et dejligt imødekommende ansigt, et væsen, som tiltrækker og som med indre skønhed, som ikke kan skjules.

Det er nok svært at se billeder af sig selv og især, når man ikke er ældre?

 

Om 35 dage, kan jeg også se på min søde Sara, når hun kommer hjem på juleferie og jeg glæder mig så meget.

Måske hun gider at sidde foran mit kamera og måske hun kan se, hvad jeg ser?

 

Nu vil jeg trisse ind i min seng og læse lidt i min bog, se om der er nogle drømme på tapetet igen i nat til mig.

 

Er du forresten tilfreds med de billeder, som bliver taget af dig?