En weekend, som man ønsker aldrig vil få en ende.

Det har i den grad været sidste weekends modsætnings-weekend denne weekend.

Vejret har været roligt og havet har vist sig fra sin allerbedste side, havet var roligt og medgørligt og vi har i den grad nydt vores weekend.

Vi tog afsted ved 15-tiden i fredags medbringende kæder, bor-maskine til fjeldet og store forhåbninger, som alle blev indfriet.

Vi var lidt spændt på, hvad der ventede os, men den eneste skade, vi kunne se var, at vores bænk var blæst omkuld og jernet var knækket.

Det kunne ordnes med lidt snor og nu husker vi at stille den i læ for fremtiden.

 

 

Vi spiste aftensmad og nød lyset, der langsomt svandt ind og nød stilheden, der kun blev brudt af havets blide skvulpen mod kysten og elvens brusen ned ad fjeldet i sit leje.

Som vi har for vane, når vi er i hytten, gik vi tidligt i seng.

Om det er fordi, der ikke er andet lys andet end det fra stearinlysene og olielampen eller om det er fordi vi er så afslappede, at vi bliver hurtigt søvnige, ved jeg ikke, men vi går tidligt i seng, ligger med hver vores lille pandelampe og læser.

Jeg er godt i gang med at gen-læse alle Jørn Riels skrøner, mens Jan gen-læser Jan Guillous bøger om Hamilton.

 

Og som vi dog kan sove inde i hytten.

Om det er fordi, der er så stille eller om det er fordi vi er så afslappede, skal jeg ikke kunne sige noget om, men vi sover begge næsten 10 timer, hvilket er meget ualmindeligt for os begge.

 

I går havde især Jan travlt.

Han satte kæder fast til hytten og borede for i fjeldet så vi siden hen kan få lagt stropper over taget.

 

Hytten skal bare sikres på alle måder, så vi ikke skal tænke over om den bliver stående i næste storm og han fik også sat nogle flere plader på fundamentet.

Dét har hele tiden været planen, at der skulle lukkes helt af under hytten, så vi kunne bruge det som opbevaring og til at stive den ekstra af og alt det nåede han igår, hvor jeg brugte dagen på at gøre hovedrent i hytten,hvor alle tæpper kom ud og blev banket og børstet, alle flader blev vasket grundigt af og der blev ryddet grundigt op overalt.

Jeg fik også strikket lidt

ekstra på Saras kommende sweater.

Det er første gang (næsten), at jeg strikker mønster-strik og måske jeg med tiden bliver bedre til det.

 

Jeg tror ikke, at en inkarneret, erfaren og rutineret mønsterstrikker skal se bagsiden af mit strikketøj, for jeg er ikke sikker på, at det skal se sådan ud, men hvem bekymrer sig om bagsiden, når den ikke skal udstilles?

 

Jeg nyder at sidde på pladsen foran vinduet i “soveværelset” på mit hæklede tæppe,

hvor udsigten er betagende, når du kikker op fra maskerne.

Billedet nedenfor er fra meget sent om eftermiddagen/tidligt aften, men taget fra vindueskøjepladsen.

 

Når der skal vaskes op, skal der først hentes vand i en dunk i elven og vandet skal varmes op over gasblusset før jeg kan vaske op med børste i baljen. Det er lidt omstændigt, men det er hyggeligt og meget anderledes end hjemme, hvor servicet bare bliver puttet i opvaskemaskinen og vandet løber ud af hanen, når du skruer op for hanen.

Man tænker sig lidt ekstra om, når man laver mad og te-/kaffekopperne bliver genbrugt et par gange for at spare på både vand og gas.

Da jeg hentede vand i elven i går hyggede jeg mig.

 

Det meste af sneen på sydsiden af fjeldet, hvor hytten står, er smeltet væk, men elven er langsomt ved at fryser til.

Nogle af sortebærrene er stadig store og faste, men de fleste er smattede.

 

 

Solen tittede ind til os et par gange i hytten.

Der var stille overalt og vi nød det.

Freden, roen og glæden indfinder sig helt automatisk i sjælen.

 

Solen sank i havet derude i vest og vi nød mørket, der lagde sig blidt overalt.

(røgskyen midt i billedet kommer jeg til senere..)

 

Den sorte nattehimmel var fuldstændig uforstyrret og intet kunstigt lys, skæmmede de uendeligt mange stjerner, der syntes at hænge meget, meget lavt over vores hoveder.

I morges sov vi som sædvanligt længe, spiste morgenmad, nød morgenkaffen

og drog så op i fjeldet for at se efter ryper og harer.

Der var rimfrost overalt og det knirkede og knagede under hvert skridt vi tog.

Der var masser af hare-spor, men de havde gemt sig grundigt.

Luften var skarp, frisk, kold og smagte af vinter.

Vi hyggede os, nød vejret, verden og hinandens selskab.

De sidste mange par gange, har jeg taget et billede af mig selv, når jeg når ca. herop til dette punkt.

I dag var jeg knap så forpustet og gik en anelse hurtigere.

Jeg bliver heldigvis aldrig øm nogen steder hverken  mens jeg går eller bagefter så det er kondien, der halter lidt efter.

Det er der jo råd for.. jeg skal bare gå op 50 gange mere i et hurtigere og hurtigere tempo.

Og har du ikke fornemmet det, så går det altså stejlt opad til ca 200 mtr.s højde i meget blødt underlag, så det giver altsammen lidt til pulsen.

En enkelt rype er kommet med hjem og skal gøre lykke til jul.

 

Så tog vi nedad igen.

Det er næsten ligeså hårdt at gå nedad som opad, men vejret forrygende og vi havde tiden til at nyde.

Nede igen satte vi os og drak en kop kaffe/grøn te og spiste et par kiks.

og jeg blev en anelse forarget over de mange, mange, mange både, som sejlede ind og kiggede til vores hytte-nabos båd, som jo forliste sidste weekend i stormen.

Vi kan se direkte over til båden, som er kastet på land og som ved højvande kun stikker stævnen op.

En masse tog en glo-tur ind i løbet af denne weekend for at se den.. jeg fik lidt en følelse, som når folk stiller sig op og ser på ulykkes-ofre.. men måske er jeg bare lidt sær?

Havde vores nabo-hytteejer taget penge fra folk, som kom for at glo, havde han kunne næsten finansere en ny båd.

Nabo-hytteejeren var igang med at brænde noget af det meste af lørdagen og jeg forestiller mig, hvor kedeligt og trist det er, at ens båd, som man /han har passet og plejet, nusset og holdt ved lige, lægger der på stranden ved lavvande, hullet og ubrugelig.

 

Det var med tunge skridt vi gik ned ad fjeldet og drog hjem.

 

Is i elvene:

Klik på billederne, hvis du vil se dem større

Is Vis diasshow Hent alt