Fredag aften i hjemmet med tætte tanker

Heroppe i Grønland, kan vi ikke altid planlægge en aktivitet.

Slet ikke, hvis aktiviteten indebærer at man skal ud eller rejse.

Vi er i langt højere grad end i andre lande, underlagt vejret og det skyldes ikke at vejret er mere ustadigt end andre steder i verden (det føles nogen gange sådan), men at hvis du skal nogen som helst steder hen, skal du enten sejle eller flyve.

Der er også en anden væsentlig faktor, som spiller ind og det er de enorme afstande, der er heroppe.

 

Rent hypotetisk: Hvis jeg havde planlagt, at jeg ville gå op på toppen af Præstefjeldet i dag efter fyraften, skulle jeg stadig have vejret med i min planlægning og i mine tanker og tage vejrsigten seriøs.

Selvom turen op til Præstefjeldet i sneglefart højst vil tage mig 3 timer med indlagte lange pauser, så kan det godt gå hen og blive lidt kritisk, hvis vejret overrasker med fx. slud eller kraftige vindstød.

Fjeldet ville blive meget glat og selvom du næsten hele tiden kan se byen, kan du stadig komme i en fare-situation.. hvis du var meget uheldig.

 

 

Vi har valgt at blive hjemme denne weekend.

Vejret lige efter  middag var sådan set fint nok, men vejrudsigten for søndag, hvor vi gerne skulle sejle hjem igen, tegnede ikke godt og der er ingen grund til at sætte liv og lemmer til for at komme enten ud eller hjem.

 

Det er fascinerende holde ferie i fx. Danmark, hvor du bare kan sætte dig ind i din bil, et tog eller en bus og blive transporteret fra det ene sted til et andet sted og det endda efter en udførlig plan, hvor selv minutter tæller med og kan blive til irritations-monenter for nogle, hvis de ikke bliver overholdt.

 

 

Vi har ingen store forkromede planer om at foretage os noget specielt i denne hjemme-weekend i civilisationen, men jeg tænker i strik, tv og varm te.

 

 

Og så tænker jeg en hel del over, at det præcis i dag er to år siden at farmor døde.

Der går ikke mange dage uden, at hun bliver nævnt eller tænkt på.

Vi savner hende stadig og synes, at det er uretfærdigt, at hun ikke fik lidt flere gode år, at leve i.

 

For næsten 15 år siden fik hun brystkræft og var igennem hele møllen med fjernelse af bryst, kontroller, rekonstruktion af brystet og de alt for mange tanker, som følger med sådan en sygdom. Oveni døjede hun med eksem-psoriasis på fodsålerne, som gjorde huden tynd, når det var bedst og åbne, smertende sår, når det var værst.

Så fik hun dårligt hjerte og sukkersyge og skulle døje med det, men nåede at komme ud på den anden side af de kontroller for brystkræften, hvor tanker også blev sat i gang.

For to år siden var både hun og farfar heroppe til Saras konfirmation og jeg kan huske, at hun sagde, at hun var træt og at det nok var sidste gang, at hun var heroppe.

Hun nåede lige at komme til pigernes kusine konfirmation i august for to år siden, inden noget så simpelt som en byld i tarmene sendte hende på sygehus for sidste gang.

Det gik stærkt og vi var slet ikke forberedt på at det var det, som skulle tage vores farmor fra os.

 

 

Hun er een af de mennesker her i verden, der altid var levende interesseret i, hvad vi lavede, havde oplevet og som ville høre det hele ned til mindste detalje.

Og hvor er der dog mange ting, som jeg gerne ville have delt med hende, fortalt hende og glædet mig over sammen med hende.. fx. hendes børnebørn, som klarer sig så godt, vores hytte, vores gode liv…

Hun valgte sine kampe og kæmpede dem så som den tapreste, stædigste kriger og meget, meget sjældent hørte vi hende beklage sig over de dårlige kort hun fik tildelt, hvad sundhed angår.

Hun er i vores tanker, især i dag og hun er stadig et meget savnet mennesker i vores verden.

Og jeg vil tænde et lys, sende hende en ekstra tanke, når jeg lige om lidt sætter mig over i min sofa med strikketøjet i hænderne og en varm kop te, mens vinden udenfor larmende, suser om husets hjørner.