De sidste dage i Danmark/ferielandet er altid præget af vemod og modvilje mod at rejse væk.
Rejsen gik fuldstændig planmæssigt og uden nogen som helst former for overraskelser og mine bekymrede tanker om mine planter, som har stået alene og uden opsyn over 14 dage, kunne jeg også have sparet mig.
De hang en smule med bladene, var lidt tørre i jorden, men havde overlevet.
Jeg kunne have vandet planterne og være taget afsted igen, uden at nogen havde opdaget, at jeg havde været væk, været tilbage og var ude af byen igen.. og det er måske det, som er allerbedst ved at være væk fra byen;
at være sammen med folk, som man holder af og som holder af een.
Jan og jeg har de sidste par år, efter at børnene er blevet så store, at de kan klare sig selv, snakket en del om, at vi er for alene.
Ikke at vi er ensomme, for vi har det jo så fint i eget og hinandens selskab og er lidt for gode til at underholde os selv, at vi ikke har opsøgt andre mennesker, etableret nye venskaber eller har manglet noget, men når vi har været på ferie, er det slående, at vi har set flere/andre mennesker på ganske få uger end vi ser og er sammen med andre, når vi er hjemme gennem næsten 2 år.
Måske handler det også om, at vi lever i et meget isoleret samfund, hvor man ikke bare lige kan komme væk, køre til en anden by.
De venskaber som vi havde, da børnene var små, er delvist løbet ud i sandet, folk er flyttet eller interesserne og grundlaget for venskabet er væk og med de mange, mange mennesker, som flytter hertil og efter ganske få år, oftest højst 2 år, flytter videre, gør også, at overskuddet til at skabe nye forbindelser svinder en del og tilbage sidder man så og har isoleret sig i hinandens trygge selskab.
Det er altså både godt og skidt.
Det er godt, at forholdet/ægteskabet kan bære så stor en belastning, det jo faktisk er, at være sammen 24 timer i døgnet, ugen ud, året rundt gennem flere årtier.
Men at det ikke er sundt, er jeg ved at være ret så overbevist om, for din/vores/min horisont bliver snæver og indskrænket langt ind over den acceptable grænse og tolerence-tærsklen er en uhyggelig og høj mur, som ikke kan forceres uden videre.
Sidste år talte Jan og jeg også om, at vi ville gøre noget ved det, uden dog at gøre en skid og nu igen i år, efter at have sat kufferten og drukket kaffe ved vores eget bord, snakker vi om det igen.. igen ved, at vi har været ude og rejse og igen ved, at vi faktisk også er kommet hjem igen.
Igen har savnet os, manglet os eller undret sig over, hvor vi var og vi ved heller ikke noget om, hvor naboerne er, kollegaen holder ferie eller om genboen er flyttet.
Okay, det er måske stillet en anelse på højkant, sat på spidsen og overdrevet en smule, men så ved du, hvor jeg vil hen?
At alting er møg-dyrt heroppe, kommer vist ikke bag på nogen.
ALT er dyrt, der er mange myg og sommeren er kort, men jeg holder utroligt meget af at bo lige netop på denne dejlige plet på jorden og har svært ved at se mig selv bo og leve andre steder.. og så alligevel slår tanken mig oftere og oftere, at det kunne være rart at bo et sted, hvor folk var mere landfaste og ikke flyttede hver og hvert andet år, så man kunne nå at etablere venskaber og forhold til andre mennesker, for det er i høj grad og så det, det handler om for vores vedkommende.
Der er en pæn, stor flok udefrakommende mennesker heroppe, som naturligt finder sammen i deres egen lille og ret så lukkede vennekreds, -men skal sandheden frem og det skal den jo engang imellem, er de mennesker måske sammen med hinanden, fordi det er svært at etablere kontakt til os fastboende, fordi vi langsomt, men ret så sikkert har trukket hornene lidt til os, da det er så svært at sige farvel igen og igen og igen og igen og måske er kulturen bare blevet sådan at udefrakommende automatisk bliver sluset ind i “den/de” grupper, da de har mere tilfælles med hinanden end de har med os?
Og måske vi fastboende satser for hårdt på familien og folk, som vi ved, ikke rejser, at vi låser os selv fast i en situation, en rolle og et mønster, som så i sidste ende viser sig at være for snæver?
Måske jeg også bare lige skulle kaste blikket hele vejen rundt og erkende, at det er svært at komme hjem fra en god ferie, hvor jeg har været omgivet af dejlige mennesker hele tiden, døgnet rundt og hvis selskab jeg i allerhøjeste grad nød og så ringe til nogen her i byen, som garanteret ville give en kop kaffe, hvis jeg spurgte og som helt sikkert gad at høre på, hvad jeg har oplevet, hvis jeg gad høre på, hvad de har lavet, mens jeg har været væk og det gider jeg altså hellere end gerne.. for så ved jeg da, hvor naboen er, hvor kollegaen holder ferie og om genboen er flyttet eller bare har gæster.. lige om lidt, altså, når jeg har drukket lidt mere kaffe sammen med Jan og vandet mine planter een gang til, som kompensation for det de har måttet undvære i mere end 14 lange dage og når jeg altså lige har ryddet op, pakket helt ud og forsøgt, at komme igennem jetlaget, ind til den tidszone, som er aktuel her i Sisimiut og når jeg er landet sikkert på begge ben.
Behøver jeg at tilføje, at jeg kunne have brugt dobbelt så lang tid på ferien i Danmark med de søde, dejlige mennesker vi mødte?
Jeg fik overhovedet ikke nok af de mange, smukke blomstrende blomster i farfars flotte have:
Jeg kunne have spist mindst dobbelt så meget af farfars koldskål, som ubestridt må være Danmarks bedste:
Jeg savner stadig farmor, når vi er i Danmark, men det var lidt lettere at tage på kirkegården denne gang og lægge en farvel-blomst:
Naboen, herhjemme er ved at få ordnet huset og håndværkerne er kommet langt:
Og måske der senere, når jeg har ryddet op, lagt på plads og har haft en hånd hen over hele huset for at afmærke territorium (?), er vejr til en lille sejltur?
….Jeg har faktisk slet ikke tid til at sidde her og fundere over noget som helst, når jeg har så mange ting der skal ordnes.
Håber du har haft tid til at kikke på mine blomster.
SvarSletKH mor
Håber du har haft tid til at kikke på mine blomster
SvarSletKH mor
ÅÅh så dejligt et billede af Sisimiut om morgen, det kunne nogle gange være så stlle at man kunne høre elv.
SvarSletTak Dorthe
Mvh Sussie
Det er ikke så tit, at jeg ser morgensolen så tidligt i Sisimiut. Jeg er udpræget B-menneske, men når det sker, ærgrer jeg mig over, at jeg ikke oftere står meget tidligt op og nyder synet og stilheden
SletJeg kunne nemt bo som du, det er måske egoistisk jeg ved det ikke.....Alt har sine fordele.....jeg tygger lige lidt videre på den, jeg bor nemlig næsten som du bare et sted i Danmark og trives godt med bare mine nærmeste omkring mig....
SvarSletNogen gange (alt for ofte) synes jeg faktisk at det kunne være rart at have en større omgangs-kreds, men sådan een skal man arbejde aktivt for at få og det er jeg alt for dårlig til.
SletJeg tror jeg ved, hvad du mener. Da jeg kom tilbage til Grønland et års tid efter, at jeg var flyttet til Danmark, var der ikke nogen, der spurgte, hvor jeg havde været henne det sidste års tid... Det var faktisk som om, jeg ikke havde været væk...
SvarSletSådan helt storladent og vigtigmås-agtigt vil man jo gerne betyde noget for nogen og man bliver jo en anelse skuffet, når man opdager, at ens fravær end ikke er blevet registreret. (man=jeg)
Slet