Varme og flere øvelser

Du kan tro, at jeg kan huske, at glemme at rulle mørklægningsgardinet op om morgenen.

Der er 22 grader i solen lige nu.

Luften i soveværelset er tyk, tung og meget stillestående og der var overhængende fare for selvantændelse, da jeg kom i hjem sent i dag.

Der lugter af sol-svedent mørklægningsgardin, hvor vi senere på aftenen skal lægge os til at sove.

Jeg tænker, at det er godt at varme stiger opad og at sengen ikke er en køjeseng, hvor jeg skal sove øverst.

Persiennerne i stuen er rullet ned og kunne jeg, ville jeg, mørklægge endnu mere og holde de varme, varme stråler ude.

Nu skal det jo ikke lyde som klager for jeg klager da bestemt ikke.

Det er dejligt at få varmet kroppen igennem og særligt, at sidde med ryggen til. Min skulder og delvis også min nakke er været stive af spændinger og det har gjort ondt, men ligeså langsomt løsnes og afslappes grebene om de skuldre, der sad oppe omkring ørerne hele sidste uge og weekenden over.

Det gør godt at få skuldrene ned igen, få lidt længde på halsen og kunne følge de smerter, der fulgte med anspændelsen, ud og væk.

 

Det gjorde godt, at få Jan hjem i går. På Lauras 16 års fødselsdag.

 

Det var jo en lidt trist anledning til at Jan rejste, men begravelsen af hans mormor og hans fars hjerte-operationer gik jo godt og næsten planmæssigt, så skuldrene er ligesom Jan på plads.

Han havde heldigvis tid til at besøge Laura og Laura havde heldigvis tid til at være sammen med Jan, selvom det snerper hen mod den triste afsked med efteskole-kammeraterne.

 

Jeg har leget lidt videre. Det er jo hele juni der står i det sort/hvide kvadratiske tegn.

 

Og jeg synes stadig, at det er svært.

Vildt svært, faktisk.

At tænke i firkanter med lige lange sider og sort/hvid.

De her fire søde, unge mænd ville gerne fotograferes.

Billedet blev ikke kvadratisk, men dog sort/hvid.

Dejligt for mig at de ville lege med, men stadig svært at få lukket billedet ind i en kvadrat.

 

 

Jeg har dog lagt nogen farveløse kvadrater ud til skue for mine 2 (3) fotovenner på Facebook.

De må indimellem korse sig, krumme tæer og tænke tanker hen i håbløshed og manglende evner.

Det tænker jeg ihvertfald selv, når jeg ser deres billeder og kigger tilbage på mine. Ååååh nej, tænker jeg ihvertfald.

 

Jeg må øve videre og du må gerne se dem… hvad kan jeg forøvrigt gøre bedre?

Kom endelig med hård, konstruktiv kritik, ideer, forslag eller i værste fald opfordring til at stoppe mens legen er god.

Her er mine “dag 5” billeder: