Langfredag i tøvejr

Det der med, at det regner i påsken.. dét er godt nok ikke lige mig. Tungt, gråt og jævnt kedeligt.

 

I min verden er der høj solskin, blå himmel, let frost, masser af sne og så meget udeliv, at man næsten glemmer, hvordan ens hjem ser ud.

Man skal komme hjem sent på eftermiddagen mæt af den friske luft, men lettere panisk over, at man ikke lige fik taget aftensmad op af fryseren til optøning.

Man skal have røde kinder, der hurtigt bliver brunere og brunere og fregnerne skubber hidsigt til hinanden for at få plads.

Man skal sove tungt, trygt og længe, når der er påske, fordi man har været ude i fjeldet, hvor man har drukket te af termokanden, set venner, der også slikker sol og slappet så meget af, at skuldrene falder ned og på plads.

Sådan har det så bare ikke lige set ud i disse dage.

Det har tøet, regnet og sneen er sunket faretruende.

 

Dét gider jeg overhovedet ikke!

 

Der har været stille og havet har været spejlblankt i flere dage. Faktisk så blankt, at jeg seriøst har overvejet, at sætte jollen i vandet.

Jeg havde drømt om at komme ind i hytten på snescooter og jeg havde drømt om at vise frem til Dudi og resten af familien.

Jeg drømte om overnatninger og dyb stilhed.

Jeg drømte om lange dage i solen foran hytten og jeg drømte om rypejagt med sneskoene og middagslure uden tidsfornemmelser.

Som jeg dog ellers har drømt.

 

Jan og jeg snørede skoene.. jeg mine MBT-sko og gik rask ud af lufthavnsvejen.

Man kan så meget andet, når man dropper sine tanker om det man gerne ville.

Eller sådan noget i den retning, som man nu bilder sig selv ind, når man forsøger, at være positiv.

 

Vi havde oprindeligt planlagt, at vi kunne ville gå halvvejs derud mod lufthavnen, men da vi nu alligevel havde fundet rytmen og tempoet, kunne vi ligeså godt tage resten.

Det er sammenlangt en gåtur på små 8 km.

 

Mine MBT-sko har ikke været brugt siden sommer. Jeg bruger dagligt mine MBT-sandaler på skolen, men jeg kunne godt mærke, at rytmen var mere heftig i dag, for jeg er allerede lidt øm på bagsiden.

Mens jeg gik derudaf glædede jeg mig over, at den portion is, som jeg spiste i går aftes, måske blev forbrændt og så kunne jeg godt øge tempoet en anelse mere.. også op ad bakken.

 

I morgen tidlig er der kontrol-vejning og det var også en væsentlig motivations-faktor for at tage hele turen ud og tilbage igen.

Da vi kom tilbage til bilen, syntes jeg, at vi fortjente en varm kop kaffe og et glas kold vand med isterninger i på Taseralik og Jan var da heldigvis enig med mig..Heldigvis, for jeg havde ingen pung med, så det var jo let nok for mig, at invitere.

 

På Taseralik kom Jacob

sammen med sin familie og satte sig hos os.

Det er een af de ting, som jeg holder af, ved at bo i et lille samfund som Sisimiut; man møder hele tiden mennesker, som man kender og som man kan dele en kop kaffe med.

Det sker ikke så tit, for ikke at sige aldrig, når jeg er i Danmark.

 

Jacobs mor (og mormor) er på påskeferie heroppe og vi har en aftale om, at kigge i strikkebøger sammen.

Hun strikker også en hel del, så der bliver ikke samtale-emner at mangle.

 

Jacob er leder af musikskolen, så ham har du hørt om et par gange.

Hans datter er glad for mig og det er gengældt. (hun har en lillebror, som er charmerende, men lidt mere tilbageholdende overfor mig, men jeg haler ligeså stille ind på ham)

 

Hun spurgte, om jeg ville fotografere hende i dag?

 

Selvfølgelig og naturligvis.

Der er ikke så mange, som ligefrem beder om, at blive fotograferet af mig, så jeg var ikke sen til at gribe apparatet og indhente tilladelse til at poste både hende og Jacob her.

Faktisk var jeg en anelse for hurtig til at lange ud og skyde, for jeg fik slet ikke, hverken indstillet eller rettet ordentligt op.

Godt nok er jeg glad for tætte beskæringer,

men måske jeg ville have givet lidt mere luft omkring ansigtet, hvis jeg havde tænkt mig en anelse om og skiftet objektiv og indstillet ordentligt.

En fast 50 mm er ikke nær så fleksibel, når motivet stiller sig meget tæt.

Jeg krydser fingre for nye chancer.

 

I morgen skal jeg som nævnt kontrolvejes.

Siden 1. december har jeg rundt regnet tabt 10 kg.

En del tøj, som var kasseret, da det blev for småt, er fundet frem fra skuret igen og der er gensynsglæde, når det kan passe og bruges.

 

Jeg mangler stadig en hel del at tabe.

Der er nemlig rigeligt at give af endnu, men jeg er glad for de små skridt, som er taget, for det har været med til, at jeg har lært, at tænke mig om og vide, hvad og hvor det er det går galt i den almindelige hverdag.

Det bliver spændende i morgen at blive vejet og målt i denne sammenhæng, gør det såmænd ikke så meget, hvis jeg bliver vejet og fundet for let.. (som om!!)

 

Hav en god lørdag.