På skolen står der en kaktus, som jeg har bragt derop.
Den var grim, falmet, uvillig til at blomstre og derfor ikke specielt velkommen hjemme i min vindueskarm.
Så tog Nemesis ved den og den har blomstret stort, overflødigt og mere end villigt hvert år omkring denne tid.
Øv, siger jeg så.
Jeg har forsøgt, at flytte den hjem til mig igen, sagt undskyld og håbet, at de hårde ord, som jeg gav den med på vejen op til klasselokalet var glemt, men nej! Den blomstrer kun oppe på skolen og det er lige meget om den vender mod syd eller mod nord.
Sidste år vendte den mod stik syd og nu står den i en nordvendt vindueskarm og sender blomster ud i alle retninger.
Så kan jeg nemlig også lære det!
Mens den står og sprudler af saft og kraft og svumlende overflod af flotte blomster, som flokkes om pladsen på de blege blade, står den fine sammenplantning, som jeg fotograferede forleden, sølle hen.
Hvem det end er, som har forsøgt, at bilde mig ind, at forfald er grimt, frastødende eller uvelkomment, så har vedkommende da fået noget helt galt i halsen.
Jeg synes, at forfald er lige så smukt og spændende som spændstighed og glatte blade.
De tynde, skrøbelige kronblade, som bliver mere dybe i farven, som i de kringlede kroge måske gemmer på små hemmeligheder…
Ja, ja.. nu skal jeg ikke komme for godt igang, bare fordi jeg selv er ved at nå en alder, hvor ansigt bliver mere og mere rynket, furerne dybere og huden skrøbeligere, men hånden på hjertet: nyder du ikke også at studere en ansigt, der bærer præg af et langt, spændende liv?
Umiddelbart kommer jeg til at tænke på dette dejlige billede af to personer, som jeg kender og hvor billedet siger mere end rigtig mange ord. Ikke at teksten ikke er værd at læse, for det er den da helt bestemt, men billedet…
Og jeg kommer også til at tænke på andre, lige så fine billeder af mennesker, som har levet livet fuldt ud, hvor billedet ingen tekst overhovedet behøver.
Men apropos fine billeder, øøøh, det får man ikke særligt tit ved at fotografere sig selv i strakt arm, men så kan billedet da i det mindste gå under betegnelsen: sjove selvportrætter eller noget lignende:
Og her kan vi da også tale om furer, rynker, kringlede hjørner, bløde buer (på alle tre hager, endda) og akkurat ved siden af (til højre) glatte, rynkefri og nye flader..Hmmmm.. den kind mod min og det meget iørefaldende: “ aja Dooortiiiiee” på perfekt ålborgensisk.
Og forresten: hvis jeg havde vidst, at min søster godt kan lide sjove halskæder, havde jeg selv lavet sådan en halskæde til hende.
Kender du “legen”, hvor du skal have den ene person (mand/kvinde) over til den anden uden at binde snoren op?
På grønlandsk hedder den pulaartut.. de besøgende.
Min søster havde købt i dag nede på kunstnerværkstedet og var meget glad for den.
Gid det var mig, som havde købt den til hende.
Der er kun to sølle dage tilbage til de atter vender tilbage til det nordjyske, hvor de igen skal indtage deres hverdag med alle dens mange gøremål.
Skype er rigtig fin, men det er altså ikke det samme som at kunne lægge sin rynkede kind flygtigt ind og mærke varmen fra den andens kind.
Og du snakker og snakker om rynker - din "gamle far og mor" er endnu mere rynkede. Never mind! Da jeg lige var fyldt 20 år, var der en ældre laborant, der fortalte os "unge" om rynker - og forklarede os om rynker. Siden dengang har jeg fået respekt for rynker, og har aldrig aldrig tænkt om et menneske er rynket, og jeg vil aldrig for en "rynkeoperation" så er jeg jo ikke et levende menneske, hvis jeg gjorde det.
SvarSletTil gengæld er jeg begyndt at kikke efter kalkun hager - de er sjove at kikke på, og jeg får det nok meget snart - hvis jeg ikke allerede har det.
KH og rynkehilsen
mor der ikke er rynkefri :-)
der skal stå -- og jeg vil aldrig få en rynkeoperation:-)
SvarSletKH mor
Dumme kaktus, der kun vil blomstre på skolen! Men smuk er den.
SvarSletRynker? Hmm. De er da fine nok! Jeg synes selv, at den hurtigste og sikreste vej til at føle sig gammel er at se på de små pus, der pludselig er næsten voksne.....
dén slags kaktusser får man bedst til at blomstre, hvis bare de 'får lov' til at være udsat for en noget lavere rumtemperatur (gerne 8-12 grader lavere) i omtrent 2-3 uger.
SvarSletMon der er køligere i længere tid, f.eks. med natsænkning af temperaturen på omtalte skole?
Mor: :-)
SvarSletChristunte: og når ens gamle elever får barn nr. 3, så føler man sig heller ikke helt ny mere (og jeg tænker: det er da også utroligt så tidligt de får børn nu om dage.. selvom de gamle elever er ca 25-30 år)
Fuglemand: Der er natsænkning på skolen, så du har da nok ret i, at det er derfor..