Gode og dårlige kuldegysninger

Jeg har vist fortalt det en gang eller tre før, men næsten hver dag kører jeg en tur ud i sydkvarteret og kikker ud over havet.

Jeg synes aldrig helt, at dagen er fuld-endt, hvis jeg ikke har set den del af havet.

Vores udsigt hjemmefra byder på masser af hav mod  nord og hele Kællingehætte-fjeldet, men havet mod syd/sydvest kan jeg ikke se ordentligt.

Både i går og i dag tog jeg turen derud på mit holdested, slukkede bilmoteren og kikkede ud mod horisonten.

Det giver en god indre ro, at øjet ikke bliver bremset af et hus, et fjeld, en lysmast eller andet.

I går kunne jeg se to hvalers blåst.

I dag tre hvalers blåst.

Jeg kunne se ryggen af dem, når de store kæmper dukkede op og blæste ud.

Jeg føler mig priviligeret over, at kunne opleve det.

Solen har skinnet fra en skyfri himmel, men havet har været en smule uroligt og ikke mindst: det den lette vind bar en kold og bidende kulde med sig, der varslede vinter.

En smule sne er faldet, men det ligger på de nordvendte fjelde.

 

I går aftes kunne vi se, at Kællingehætten (byens højeste fjeld) var oplyst.

Dét var underligt, men via facebook fandt jeg lynhurtigt ud af, at der var en større redningsaktion igang.

En turist var gået op, men havde valgt en meget forkert vej ned og endte et sted, hvor han hverken kunne komme frem eller tilbage.

Ved midnatstid kunne vi se, at brandmændene stadig var igang… de måtte jo gå hele den lange og seje vej derop i mørke med udstyret på ryggen for at redde manden og iflg. netavisen var det lykkedes dem, at få manden bragt ned og i sikkerhed omkring 03.20-tiden.

Jeg har stor beundring for det arbejde og den korpsånd, der er iblandt byens brandmænd. 

De skal ikke bare kunne slukke ild, men skal også kunne eftersøge ved lavineskred, kunne gå i fjeldet, køre snescooter ved redningsaktioner og jeg skal komme efter dig.

Jeg får kuldegysninger og mine små hår på armene rejser sig i ærefrygt for det, de gør. Frivilligt!

 

De sætter livet på spil for at redde andre mennesker.

 

Jeg får dog også kuldegysninger, når jeg læser de mere eller mindre og slet skjulte rascistiske kommentarer, der er til artiklen på netavisen.

Kuldegysninger af en hel anden karakter end når jeg ser, hører eller læser om brandmændenes heltemodige aktioner.

Tænk at nogen kan tænke i nationalitet, når det drejer sig om liv eller død.

(Alt imens alle turistbureauer skriger på flere turister.. absurd)

Tror de folk, som tænker i nationalitet mon, at en turist farer vild med vilje? Tror de mon, at turisterne vil volde besvær eller skabe problemer?

Næppe!

Jeg tror snarere, at de ønsker at opleve vores smukke land og den gæstfrihed, som vi er så berømte for og få sig en oplevelse for livet med hjem.

At denne turist desværre får en oplevelse ud over det sædvanlige med hjem, ville han garanteret gerne have været foruden.

Jeg tror, at han er byens brandmænd dybt taknemmelige og ikke ved, hvordan han skal takke dem nok.

De har reddet hans liv uden at stille spørgsmål til hans etniske baggrund.

 

Jeg sidder lige så stille mit mit køkken, mens hårene på mine arme rejser sig ,- en halv dansker/grønlænder med en hel-dansker og vores fælles barn, som er kvart grønlænder, og skriver på dansk, men jeg hører en cd, hvor teksten er på engelsk og priser mig lykkelig for, at brandmændene her i byen ikke først vil spørge mig om min nationalitet inden de evt. skulle redde mig, hvis jeg var i nød..

Jeg råber et tavst hurra for byens brandmænd og siger dem tak!