Hvis jeg boede sådan ca. omkring og i nærheden af Himmerland (vidste du forresten, at man i gamle dage kaldte en himmerlænding for en himmelbo?) ville jeg starte med at besøge Laura og svigerfar i Hvalpsund.
Give dem et ordentlig kram og fortælle dem, at jeg har savnet dem siden i onsdags.
Det er slet, slet ikke sjovt, at få afbrudt sin ferie af noget så trivielt som arbejde og hverdag.
Næ, ferien burde så sandelig afbrydes af en ny og længere ferie med indbygget stats-garanti for godt vejr og hyggeligt samvær. Mindst!
Når jeg nu alligevel var i og omkring Himmerland og måske endda så nær Hvalpsund,ville jeg smutte ned til den forholdsvis nye fiskerestaurent Rotholm og købe varmrøget laks, en pebermakrel og nogle fiskefrikadeller med hjem til frokosten.
Men var vejret nu alligevel til at sidde ude og de andre ville med, ville jeg måske hellere spise en god fiskefrokost-tallerken dernede.
Jeg har hørt, at det skulle være godt at spise dernede.
Hele sommeren har vi dog foretrukket, at købe fisken med hjem og spise den på farfars terasse med klosterbrød fra Brugsen, hvor vi kunne sidde i løst tøj og bare fødder.
Det er ret så hyggeligt, at gå en tur på færgehavnen, især på varme dage, hvor der er mange mennesker, der bader ved den lille strand, hvor der er sat nogle fortrøstningsfulde palmer i sandet.
Fortrøstningsfulde, fordi de nok som de eneste, håber på noget mere global opvarmning, så de kan slippe for at stå i en mørk hal om vinteren.
Nå, men når jeg så sammen med resten af familien, havde siddet og varmet fødderne, fået lidt sol på benene og lykkeligt glemt, at jeg vejer for meget, ville jeg købe en stor is ved Færgekiosken og trisse over til Kahytten, når isen var spist.
Der kan man købe næsten alt.
Ihvertfald hvis man er lidt pyntesyg, har en svaghed for dukkehuse, dukkehusmøbler eller sjov til boligen.
Jeg havde et dukkehus som barn, som min far installerede elektriske lamper i.
Dét var stort og jeg fik mange timer til at gå med at lege med dukkehuset.
Dukkehuset er forlængst væk, så jeg må nøjes med at pynte mig selv.
Og jeg skal love for, at jeg fik købt pynt. Sara var lige flink, at sidde model til mine armbånd:
Engang i foråret, lovede jeg mig selv, at der skulle flere og klarere farver ind i min garderobe og i det hele taget i mine omgivelser. Klare, friske farver, der sætter humøret lidt i vejret.
Jeg købte hele fem armbånd og en enkelt ring,
som resten af vinteren kan minde mig om alle de mange, mange blomster, jeg nød gennem min dejlige sommerferie.
Jeg startede med at købe nogle kuffertmærker i sommer fra Tiger.
De sætter et muntert mærke på de sorte og lettere kedelige, men praktiske tasker, som jeg holder mig.
Farver og pynt må der til og kuffertmærket lyser godt op.
Jeg købte et par stykker nu jeg var igang og praktisk er det jo, at jeg kan skrive navn og adresse på dem også
Når nu isen var spist og Kahytten gennem-oset, ville jeg måske tage en overfart med færgen bare fordi… og ville så skynde mig tilbage til Hvalpsund.
Måske jeg ville skynde mig hjem til farfar, for at gå i bad og forberede mig på, at tage ned og høre noget jazz.
Der er nemlig hver torsdag juli-måned igennem sommer-jazz foran Færgekroen, hvor der i de store telte er livsbekræftende, glad og god jazz, og hvor du kan købe lidt grillpølser og fadøller.
Man skal være i meget, meget god tid for at få en plads på de bænke, som står i teltene, for der er rift om dem og ikke uden grund.
Men det er søndag og ferien afbrydes i morgen tidlig af arbejde og almindelig hverdag.
Der har været lidt trist i vejret, så jeg har suppleret med trist musik som baggrundsstøj til de triste kulisser.
Skal det endelig være, kan det jo ligeså godt gøres ordentligt og med stil.
Sara har haft lidt svært ved at bevare bedemands-ansigtet og har forgæves forsøgt, at muntre os op med sin glade paraply fra London.
Nåå.. jo indimellem kom vi til at smile og glemme, at ferien var slut.
Og indimellem har vi også bare nydt livet med en sildemad og varm te på kanden.
Mellem sildemadderne og de triste numre på stereoanlægget, er der blevet hygget med strikketøj og romanlæsning, så måske vi alligevel er ved at lande på begge ben i den solide hverdag og måske det slet ikke er så slemt som det hele lyder??
Men hvis nu.. jeg nu alligevel var i Hvalpsund og det var torsdag, ville jeg nok tage en tur forbi Rotholm, Kahytten, Færgekiosken og sommer-jazzen, når Laura og farfar havde fået et par krammere.
Jeg ville nok tage en tur på Hessel og gå en tur i Hessel Krat også :-) Jeg må snar en tur derop! Min far boede i mange år i Hvalpsund, der hvor der nu er ferielejligheder på Hesselvej. Kan godt forstå du længes dertil...
SvarSletJette / Villa Ko
snart... skulle der stå...
SvarSletOg vi andre nyder stadigvæk den danske sommer, og har Laura, Daniel og Silas sovende i gæsteværelset. Vi har været til et meget romantisk bryllup hos min "danske" kusines datter på Fyn.
SvarSletRegner dog med at returnere til Sisimiut i løbet af 14 dage. Dog skal vi en tur til Göteborg med Dudi & co. samt Laura fra onsdag til torsdag. Vi nyder stadigvæk sommerhuslivet og pensionisttilværelsen her i Nordjylland.
KH mor