Et møde

Den dag vi var ude og gå rundt om Jägersee, mødte vi en lille familie bestående af en mor, en far og en lille dreng.

Den lille dreng kiggede meget på mig.

Ikke bare sådan meget, men insisterende og intenst.

Han hilste pænt på mig, så jeg hilste naturligvis ligeså pænt tilbage.

Da vi skulle til at passere hinanden løb han tilbage og talte til mig, vistnok på baby-pludre-tysk.

 

Jeg forstod ikke en lyd, men det lød meget interessant og jeg sagde nå og ja, forhåbentligt på de rigtige steder.

Hans forældre stod lidt og forsøgte så, at få ham med sig.

Han ville under ingen omstændigheder væk fra mig.

Hver gang jeg forsøgte, at sige farvel rystede han på hovedet og sagde noget, som jeg forstod som nej.

Hans forældre smilede lidt, grinede lidt, men efter et par minutter undrede de sig ligeså meget som mig.

 

Måske jeg mindede om een han holdt meget af?

 

Jeg blev fuldstændigt rørt og hvis der kun havde været ham og mig, var mine øjne løbet fulde.

 

Han begyndte at samle små sten op fra vejen, som han gav mig og han gav mig flere og flere.

 

Hans forældre blev mere og mere forlegne, kunne jeg se, så jeg forsøgte, at sige farvel til ham endnu en gang, men uden held.

 

Tilsidst tog hans far ham i hånden og trak afsted med ham.

Da jeg vendte mig om, stod den lille dreng og kiggede efter mig.

Jeg gad godt vide, hvad der har rørt sig i hans hoved?