I går, på vores bryllupsdag, tog vi en tur ud til Vesterhavet, hvor vi kørte en tur på stranden.
Det er næsten obligatorisk for os og en fast tradition at køre fra Blokhus til Løkken, når vi er i Danmark,
men inden køreturen, kørte vi ind til Bingen, som jeg synes er en af de mest spændende kunsthåndværks-butikker man kan komme i.
At de unikke og spændende ting oveni også kan erhverves for en rimelig pris gør ikke besøget mindre værd.
I år købte jeg intet.
Jeg sugede til mig af inspiration for de næste to år og jeg håber, at inspirationen er blevet lagret derinde mellem ørerne og bag øjnene.
Derimod købte jeg i Garngalleriet et knitpro-begyndersæt, garn og opskrift til vesten i vendestrik.
I Løkken ønskede jeg mig tilbage i barndommen, så jeg kunne have kravlet ind i de store bolde og trillet rundt. Det så sjovt ud, men måske morskaben havde været større for tilskuerne, hvis jeg var kravlet ind.. ?!
Efter aftensmaden gik vi en tiltrængt tur ned til lystbådehavnen, hvor Samuel igen spillede solen ned.
Det er altså bare så hyggeligt og stemningsfuldt.
Så kunne vi gå hjem med cornet-tonerne i ørerne og solen i ryggen.
En dejlig måde, at afslutte dagen på og især en bryllupsdag.
Det er skønt at læse om en aktiv ferie. Sikke en masse dejlige oplevelser I får med hjem til Grønland. Kan se du har været forbi vores "fiberpusher" Birthe. Hun laver de mest fantastiske farver på uldhjul, lige til at spinde :-)
SvarSletSusanna: Vi har en aktiv ferie på den afslappede måde og vi nyder, nyder den i store drag. Der er nok at mindes, når vi engang vender hjem til Grønland.
SvarSletFiberpusher Birthes butik kunne jeg godt have lidt længere tid i, men med to teen-agebørn og to voksne mænd til at vente på sig, så bliver besøgene naturligt afkortet og afgrænset.