Dag 2

I går mandag, syntes Jan, at vi trængte til at se noget vand.

Hotellet befinder sig i 900 mtr. over havet overflade og der er sådan rundt regnet og rigtig meget ca.en million km til havet, så valget faldt på Zell am See, som skulle være berømt for at vandet er krystal klart.

Noget meget mindre end Tasersuaq hjemme i Sisimiut, men så meget mere kendt.

(Kan nogen af jer derude forklare mig, hvorfor horisonten bliver buet, når man tager et 180 gr. panorama-billede?? Du kan forøvrigt klikke på billedet og se det i større udgave.. )

 

Vi gik en hyggelig tur, sad nogle steder,

så på dyrelivet

 

og minsandten om ikke fin, hvid svane kom glidende elegant hen til os.

Så kunne jeg rigtig nok nyde det store fjerkræ på meget tæt hold.

En hund kom tæt på.

Det brød svanen sig ikke om.

Der blev både hvæset og rejst fjer.

Jeg gad godt, at nogle af grå-ænderne i Spejdersøen hjemme i Sisimiut, blev skiftet ud med et par svaner.

De er da ret så pyntelige.

 

På een eller anden måde endte vi på Grossglockner. 

Der er ellers noget af et stykke vej fra Zell am See til Grossglockner…Østrigs højeste bjerg.

Og jeg kan love dig, at det er høøøøjt.

Især ned.

Jan og jeg gik på kompromis og vi undlod de sidste 13 km op op op op op. Tak Jan!

Jeg bryder mig slet, slet ikke om at køre på de smalle, stejle veje, hvor rigtig mange andre end os kører.. og kører hurtigt, tæt og uden hensyn til lille mig, som ikke kan lide, at køre på smalle, snævre, stærkt befærtede veje.

 

Hvis du ikke fortæller det til nogen, tilstår jeg, at udsigten var rigtig god.. altså, hvis du undlader at kigge ned.

 

Temperaturen var meget genkendelig og lignede til stærk forveksling temperaturen sidst i maj i Sisimiut.

Nogle steder på vej ned, så vejen ud som om den bare ville ende.. og vi med lejebil, talenterne og flagrende hår ville ende i evigheden.

 

Mine knæ rystede lidt for meget til at jeg kunne fotografere ret meget mere, så du må glæde dig over, at Jans knæ var lidt mere rubuste end mine og at han medbragte sit kamera: