Dag 1

Vejen til Østrig er lang og kedelig, hvis man kører den i egen bil ad de tyske motorveje.

Især, hvis man har glemt noget musik til anlægget og er tvunget til at høre tyske schlaggere 1400 km.

HUSK musikken, hvis du skal køre langt! Jeg si’er det altså bare!

Heldigvis er Jan og jeg gode til at være tavse sammen.

Det bliver aldrig stille på den trykkende måde, men mere stille på den trygge måde.

Fredag aften, da trætheden nærmede sig, fandt vi et hotel, som vi kørte ind på.

Vi kan stort set ikke et ord tysk, udover det obligatoriske “Ich liebe dich”, som så ikke er så anvendeligt, når man skal booke et værelse, men når man er lige dårlig til engelsk som vi og receptionisten viste sig at være, går det lige op og vi blev udstyret med seng, eget toilet og bad.

Not bad. (aaaj, hvor plat!)

 

Vi ankom som planlagt til hotel Tatzlwurm i Wagrain omkring 17-tiden.

Den lånte GPS har været guld værd, selvom den ikke kan afspille andet end den insisterende kvinde-stemme, som hverken bryder ud i sang eller spændende historie-fortællinger, når der er 143 km indtil næste gang, der skal orienteres om kørsels-retninger. 

 

Og som de globetrotter, som vi følte os som, tog vi til Salzburg allerede dagen efter vores ankomst,

hvor vi indsnusede luften, duften og stemningen af Mozarts fødeby.

Der var varmt og luften stod stille omkring os, så eventuelle glemte forfrysninger blev optøet pr omgående.

 

Vi har forberedt os for lidt, for ikke at sige slet ikke, så vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gå efter.

Vi gik og gik, fik set en del, som vi ikke rigtigt vidste, hvad var, men det gjorde ikke nydelsen eller oplevelserne mindre.

Efter dagens varme var der lyn og torden om aftenen.

Jeg stod på en altan, som gav efter for den mindste bevægelse, så mine billeder af de fjerne lyn, blev uskarpe, utydelige og skuffende.