Run Dorthe! Run!

Dagene smuldrer mellem fingrene på mig og jeg styrter afsted, som et jaget dyr.

Der er en millionmillard ting, som skal klares.. bunker kommer altid i.. bunker.

Jeg nåede dog at glæde mig over, at der er et par enkelte grene i byen, som har taget springet og har erklæret sig grønne.

Og jeg som glæder mig til at vise dig en gave, som jeg har fået tilsendt af en af mine læsere, der også er flittig til at kommentere. Ikke en læser, som jeg kender sådan ansigt til ansigt..

I dag kom der en tillægspakke på den foregående pakke.

På grønlandsk er der et ord, som er meget dækkende, for hvad jeg føler: Utoqqatsineq.. som vel kan oversættes noget hen i retning af både taknemmelighed, ydmyghed (mor, hjælp!) på en lidt undskyldende måde fordi, jeg slet ikke føler mig fortjent til så fine gaver af ukendte, men gode mennesker. 

Hvordan kan jeg mon sige TAK nok?

Du skal ihvertfald vide WW. at mit hjerte er rørt og at jeg er meget, meget glad og bevæget over, at få gaver af een, som kun kender mig via min blog.

I min verden er det stort og rørende.

 

Men som sagt render dagene fra mig og jeg når slet ikke at nyde min lækre gave, for jeg har travlt med at forsøge, at indhente det forsømte, for indhentes, det skal det, da det er pligter, opgaver, arbejde, bestillinger, timelange telefonmøder, almindelige møder og jeg skal komme efter dig.

Indimellem både arbejde, pligter, opgaver, bestillinger og det, som skal gøres, når jeg at få klemt begravelse, åbent-hus-arrangement og vennetjenester ind udover, at jeg også skal være mor og passe mit hjem.

Jeg synes altså, at jeg er spændt hårdt for i øjeblikket.

Der bliver taget nogle pauser, men det er desværre pauser, hvor pligterne ligger og rumsterer rundt i baghovedet og blokerer for det som en pause skulle gøre godt for.

Selvom det lyder stressende og forjaget, vil jeg lige skynde mig at tilføje, at der ikke er akut fare for hverken nedsmeltning, sammenbrud, kollaps eller indre sprængninger, for jeg ved, at det kun er kortvarigt og at det får en ende lige om lidt.

Jeg plejer at være god til at jonglere med mange små bolde i korte tidsintervaller og får jeg for mange mellem hænderne, er jeg også god til at kaste dem efter andre som ingen bolde har.

Når jeg har sovet 19 gange, letter jeg forhåbentligt med flyet og så kan jeg ikke gøre nogen af tingene, ingen bolde, uanset om jeg vil eller ej. (hæ! Som om!)

Om jeg glæder mig?

Du kan tro!

Indtil videre vil jeg dog glæde mig over den enlige udbryder, byde den velkommen til min del af verden, hvor der stadig ligger alt for meget sne, hvor det regner og hvor der er alt for koldt.