Skæv fredag med lykkelig afslutning

Weekenden startede ellers noget skævt med at jeg ikke kunne finde mine briller.
Øv!
Jeg blev nødt til at tage mine gamle, uskarpe briller på og hvor sjovt er det egentlig lige at se verden med et sløret udsyn?
Dog ikke mere uskarpe, at jeg kunne se, at himlen åbnede dagen med en himmel så smuk og lovende.

I frikvarteret kom en lærer ind med en dreng på lærerværelset.
Drengen havde en mus i hånden og havde moret sig med at rende rundt, efter især pigerne, med musen i hånden.

Der var ikke ret mange på lærerværelset, der havde den store lyst til at tage musen ud af hænderne på drengen heller.. og så kan jeg sidde og undre mig over, at vi sagtens kan gå på jagt, men ikke tage en død mus i hænderne.
Jeg fik lirket den over på en serviet og fik kigget nærmere på den.
Nej, jeg rørte skam ikke ved den direkte.


I grunden er den jo ret så sød, det lille kræ.

Fredagen fortsatte ufortrødent, uanset mit slørede syn  og døde mus, -sin skæve gang;
Jan ringede og fortalte at han var kommet til at knække nøglen i tændingslåsen på min jolle.. Og stumpen kan ikke tages ud, sådan lige!
Hvad jeg sagde??
Jeg undlod at sige noget, for jeg havde efterhånden ikke mange pæne ord tilbage i mig, så hellere tie! Dét var jeg så heller ikke specielt godt til.. men jeg prøvede!
Måske som kompentation, var Jan kørt hjem og havde fundet mine briller og det hjalp da også en hel del på mit verdenssyn, som blev mere positivt og venligt stemt.
Sent på eftermiddagen drog familien i samlet flot op til Knud Rasmussens Højskole, hvor Laura, sammen med to veninder havde tilmeldt sig en talent-konkurrence.

Mod betaling kunne vi spise med og vi fik en lækker, lækker fiskemousse og til hovedret den møreste, lækreste og mest velsmagende rensdyrkølle med overordentlige gode flødekartofler.
Til maden var der både hvidvin og rødvin og veltilpasse og mætte, kunne vi sætte os til rette på tilskuerrækkerne og lade os underholde.
Og underholdt dét blev vi.
Med komik,

sang, rap, breakdance og ikke mindst Jan, som blev hevet på scenen, hvor han skulle give den på mundharmonika.


Det hele blev indspillet til TV og hvis Jan nu er rigtig heldig, kommer han på landsdækkende  fjernsyn på mandag



(Jeg behøver vel ikke engang fortælle, at Jan er en genert type, som hader at være i centrum af noget som helst)
Hverken Laura eller hendes veninder virkede nervøse. Hverken før eller under deres optræden.



Laura og veninderne var uovertrufne gode; Laura som sang så godt og smukt.


Veninderne var bare så dygtige på deres guitarer og ikke helt uventet (siger moderen til Laura) vandt de talent-konkurrencen.
De var ovenpå sejren, fuldstændigt oppe og køre, ellevilde, glade og stolte.

Stolt, det er jeg skam også.

Stolt over, at min datter har så meget mod at hun tør stille sig op på en scene overfor en masse fremmede og ikke mindst lade sig bedømme.
Jeg havde ikke turdet.
Det kræver mod i min verden, men de tre store piger optrådte scenevant med verdensdame-armbevægelser og attituder, som Obama ville kunne lære noget af.
Stolt over, at hun har så mange gode evner og ikke mindst, at hun evner at bruge dem.
Det er ikke alle med evner, som også får evnerne brugt.

Hvad de spillede?
De spillede denne her sang, bare lidt bedre, hvis du spørger mig

My hero!