Aanaa for en dag med and og kål

Jeg er blevet aanaa.

Mormor.

For et enkelt døgn….

Men først skal du lige høre:

 

Har jeg nogensinde antydet, at min far måske er lidt ved siden af det sædvanlige??

At han kan nogen historier, der ikke rigtig kan bekræftes nogen steder?

At han forsøger, at bilde mig ting og sager ind..

Hmm.. hvor jeg vil hen med det??

Jo, den gang jeg var noget meget yngre, – barn, faktisk, og man kaldte en sort/farvet person for neger, sagde han engang at jeg havde congo-læber.

Han fik mig næsten til at tro på, at min rigtige far var neger.

Den tyggede jeg lidt på.

Lidt længe faktisk og det blev en vittighed, der blev hængede i mit hjem.

At han selv har fyldige læber, har naturligvis intet med mine at gøre. Intet . Og at vi har andre fysiske  lighedspunkter er vist et resultat af social arv eller sådan noget?!

Heldigvis er det moderne i disse år med fyldige læber, så jeg kan, uden at lave snerpemund, smile til verden.

I dag skulle Sara og hele hendes klasse prøve hver især, at være forældre for en dag for en dukke, der er fyldt med sensorer overalt.

Og hvad har det nu med mit udseende at gøre???

Dukken græder, når den er sulten, skal skiftes, skal bøvse, skal have opmærksomhed og jeg skal komme efter dig.

De nybagte dukke-forældre er alle blevet udstyret med et armbånd, som skal registrere, at det nu også er dem selv, som passer dukken.

Ellers havde det jo været en smal sag at prakke mig eller Jan “barnebarnet” på.

Dukken er krævende.

Græder stort set hele tiden, skal mades, skiftes og tages op i en uendelighed og Sara var noget nær ved at besvime til aften af udmattelse, den stakkels pige.

Gjorde det faktisk kortvarigt indimellem:

Det varer vist længe inden jeg bliver mormor til hendes børn.

Det kan vist også være lige godt det samme.

Hun fik knap smagt min mors (oldemoderen for et døgns) evigt og altid gode mad.

Vi var sædvanen tro, inviteret til and, brune kartofler og hjemmelavet rødkål til aften.

Hvis min far kan fortælle historier, så kan min mor altså lave mad!!

Vi fik Anthon Berg islag-kage til dessert og selvom den ikke var hjemmelavet, supplerede den fint min mors fine mad. (jeg ville forkorte Anthon Berg og det blev til AB is.. smile, smile)

Måske får jeg ikke fortalt min mor ofte nok, at jeg sætter pris på hendes kunnen i et køkken med rene og uforfalskede ord?

Så selvom hun, hver gang siger, at vi ikke skal komme med noget, kan jeg ikke lade være med at komme med en lille blomst.

Nu fik hun så en blomst, som hun forhåbentligt kan glæde sig over et par dage, mens jeg til gengæld kan glæde mig over hendes mad.

Sara er væltet omkuld med sin dukke, der har fået plads i skuffen under hendes seng på et leje af puder og tæpper.

Jeg håber for hende, at hun får en nogenlunde rolig nat med sin baby.

Den baby, hvor mine gener fra min næsten-biologiske fars gener tilsyneladende er gået igen.