Postboksen

I går var min postboks fyldt med gode ting og sager.

Oftest er det regninger og reklamer, så glæden var rigtig stor, da jeg tømte boksen og kunne konstatere, at der både var pakker og små boblekuverter.. og så endda kun til mig. Jeg bestilte gummiarmering til mit kamera og da firmaet (som så rigtig mange andre firmaer i Danmark) ikke vil sende til Grønland fik jeg det sendt til min svigerfar, som har sendt det videre til mig.

Jeg modtog det i går og det passer fint til Nikon-et.

Nu er det lidt mere beskyttet end før, men det er også vigtigt, for jeg har jo et par gange efterhånden vist, at jeg ikke er alt for god til at passe på mine ting.

Især kameraet er jo med mig overalt og hele tiden- på skolen, på café, i jollen, hundeslæde, i fjeldet mm. og så skal det jo galt nogengange.

Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne for at undgå, at kameraet går helt i stykker. (tabte forresten mit coolpix på gulvet, sammen med min mobil, og det kunne coolpixen ikke så godt lide.

Nu skal jeg holde om det på en bestemt måde, for at få det til at virke. Det er vel kun et spørgsmål om vane?)

I boksen lå også to af mine præmier.

Jeg var lidt overrasket til at starte med, for ingen af delene var er dem som er afbilledet på bloggen, men jeg skal ikke klage! Slet ikke, for jeg er da yderst tilfreds.

Et par fine lyserøde hjerter til ørerne

og et armbånd med en charm (hedder det det?)

med logoet for kræftens bekæmpelse for brystkræft.

Fine sager.

Og nu er jeg nysgerrig for at se, hvad de andre præmier mon er for nogle.

 

Ikke mindst lå der også de fineste knapper fra en sød, betænksom og opmærksom bloglæser.

Du kan tro, at jeg kan bruge knapperne. Jeg glæder mig til at bruge de knapper!

 

Jeg har pludselig fået endnu mere travlt med at gøre den babyhue i moskusuld færdig, som jeg er igang med at strikke til min venindes barnebarn og så mangler jeg jo kun 1½ ærme på min bluse med vandfalds-kraven

Jeg har lovet mig selv (mange gange) at jeg ikke må starte på noget nyt, uden først at have gjort igangværende projekt færdigt.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at hvis jeg ikke sætter grænser og regler op for mig selv, sidder jeg lige pludseligt med 117 forskellige ufærdige projekter.

Jeg glæder mig til at strikke hjemmeskoene og sy knapperne på.

De er flotte på billedet og jeg er overbevist om, at jeg kan gøre det lige så godt.

De bliver flotte på mine vinterkolde fødder. Og de vil ikke kun varme mine fødder, men også mit hjerte! Helt sikkert!

Hjemmeskoene bliver til mig, uanset, hvad min yngste tøj-og modebevidste datter end siger. Hun siger at hjemmeskoene bliver hendes. Hun har sagt det mange gange, har gentaget sig selv og tror vel efterhånden selv på det.

De bliver til mig og IKKE til hende