På skrump

Kan du huske denne sommer-bluse? Dejlig bluse. Jeg havde den på sidste måned, hvor ingen af os var særligt glade og der endte rigtig meget sort mascara af pigernes på den.

Hmmm.. mine søde piger ville hjælpe mig med vasketøjet og smed den ind i vaskemaskinen ved 60 grader.

Nu kan en knap 2-årig måske passe den.En lille 2-årig, måske?

De var mere kede af det end mig, de stakler. De mente det jo godt og så endte det skidt.

Men garn-forretningen har holdt fødselsdags-tilbud fredag/lørdag og i dag og jeg købte 20 nøgler dyb lilla og 16 nøgler solskinsgul i det samme garn, så der skulle være basis for en ny, hvis jeg synes jeg kommer til at mangle den til foråret.

Et nøgle kostede en sølle 10-er og det var FOR fristende.

Garnet er i 52%silke og 48% lammeuld.

Nogen synes at garnet er hårdt at strikke med, men jeg har nu været tilfreds med både at strikke i garnet og gå med blusen.

 

Jeg har købt en opskrift på et par filtede hjemmesko.

De er bare så søde, fede og sjove.

Er der nogen af jer derude, der har oversat opskriften??

Hvis.. så er jeg interesseret. Meget endda.

Og så kommer jeg til at mangle sådanne nogle fede knapper som dem på billedet.. så hvis du ligger inde med to stk. er jeg den glade køber. (du kan sende mig mail. Min mail adresse står i venstre side højere oppe (dortheivalo snabel a greennet. gl))

Jeg har købt tre nøgler Drops karisma i 100 % pure new wool. Tror du det er godt nok til projektet?

Jeg vil købe sådan noget gummi-noget, som man kan pensle/lime på sålen for at gøre dem mere slidstærke og mindre glatte, for det jeg har, har jeg vist givet væk. Det er ihvertfald ikke at finde længere.

Stormestrene

Så så man lige sin datter i “avisen”.. du kan se hende her.

Signede dag

Heroppe og på denne årstid, vil det føles forkert at synge: “ I østen stiger solen op”.

Jeg vil så hellere synge: “ Den signede dag…”

 

Okay, måske ikke lige på dén måde..

 

Når vi ser den, er det, når den kravler frem bag fjeldet.

Den sniger sig forsigtigt frem, lister stille hen over de lave fjeldtoppe og synker tungt i havet tidligere og tidligere på dagen.

Jeg har derfor aldrig rigtigt forstået, hvorfor vi der bor ved eller nord for polarcirklen skal stille urene 1 time tilbage her sidst i oktober. Hvorfor vi overhovedet skal stille urene frem og tilbage??

Ja, jo, jeg ved jo godt det i sidste ende er pga penge (Danmark bl.a stiller urene frem og tilbage og dem handler vi med m.m.)

Om sommeren er det fuldstændigt lige meget, for der er der lyst døgnet rundt, men her i den mørke tid bliver muligheden for at få lidt naturligt dagslys endnu ringere.

Der er mørkt når vi går på arbejde og mørkt når vi får fri.

Min middagspause er 3 ud af 5 dage hakket i stumper og stykker, da jeg skal være gangvagt i noget af middagspausen, så jeg kan ikke komme ud og min middagspause varer forøvrigt kun 30 min.

Og ja! Det er altså for koldt at spise udenfor lige for øjeblikket

 

 

Nu vi taler Danmark/Grønland.

I Danmark ligger husene i snorlige rækker langs den lige vej og rundt om hvert hus er der en fin hæk, som dækker / skærmer udsynet til naboen.

Heroppe ligger husene på nær et par enkelte, på højdepunkter og gerne ude udsigt til hav og fjeld. Og der vokser absolut ingen hække rundt om husene, der ligger på klipperne. Vi har derfor frit udsyn til naboerne og hvad de måtte have liggende af ting og sager ved deres huse.

Vores naboer er heldigvis ryddelige og ordentlige mennesker.. Det ser i hvertfald pænt og ordentligt ud omkring deres huse og det er jeg naturligvis taknemmelig over.

Der er nogen som må leve med at se på andres rod og uorden.

 

 

Her er nogen af de naboer, som jeg kan se ud af mit soveværelsesvindue, når jeg vender næsen mod syd

og så højt står solen altså kl ca 09 vintertid

Kan du se, at vi næsten ingen sne har?

I nat satte jeg en spand med vand ud.

I morges vendte jeg spanden på hovedet, bankede et hul i bunden, som altså blev toppen, hældte vandet fra og vupti.. en islygte!

Spanden er fyldt op med vand igen, for det kunne da være flot med flere islygter.

Nu er kaffekoppen tom. Vejrudsigten ser stadig lunken ud, men DMIs kystvind har ikke været så troværdig i sommer+efteråret, så hvis bare vejret nu holder resten af dagen, gælder det kun om at holde varmen og så kan jeg springe det med at holde tungen lige, over

Sweater med vandfaldskrave

Selvom det måske ikke lige ser sådan ud, så strikker jeg skam stadigvæk.

Faktisk strikker jeg på livet løs.

Først strikkede jeg et maridt af en baby-bodystocking.

Den blev jeg så træt af, at jeg smed den i en pose og har gemt den væk.

Opskriften fejler ingenting, men det garn, som jeg havde valgt var grimt på alle måder og så havde jeg strikket en pind forkert,- og det kunne altså ses. Også af andre end mig!

Ydermere kender jeg ingen babyer, der vil se søde ud i blegt laksefarvet strik med mørkeblå kanter.

Jeg har tre strikkekits: En vest, en jakke og en HF-swingerjakke.  (Ponchoen fra Færøerne gælder ikke rigtig mere.. jeg har forsøgt 2½ gang og det virker ikke for mig)

Og ællebælle..og jeg valgte at finde mit garn købt hos Kenneth frem.

I et strikkehæfte, der fulgte med Hendes Verden var der en enkel bluse med krave, som længe havde haft et godt øje til mig,- eller var det lige omvendt?

Jeg er færdig med ryggen og er lige startet på forstykket.

Modellen er laaaaang og jeg føler ikke at det går særligt stærkt.

Men garnet er lækkert og jeg ved jo, at det bliver endnu bedre, når den bliver vasket i skånsomme sæbespåner og at den bliver blød som en sommersky.

Fik du ikke købt Hendes Verden nr.41/2010, hvor opskrifthæftet fulgte med kan du købe opskrift og originalgarn lige her

P.S: min Linnea strikkede jeg jo med 3/4 ærmer. Dét har jeg fortrudt, så dem vil jeg forlænge, når jeg engang er færdig med vandfaldskravesweateren..det er koldt for tiden!

Tiltro

Per har glemt sin pung sidste weekend i sin hytte.

Det er ret upraktisk, for at sige det meget mildt.

I pungen ligger både dankort, kørekort og hvad der nu plejer, at ligge i sådan een.

At diverse kort ligger i pungen er ikke upraktisk, men det er upraktisk at glemme sin pung sådan et sted.

Af pålidelige kilder hørte både han og vi, at isen er tommetyk derinde og umuliggør at sejle op til hytten.

Der blev tænkt så det knagede og med for og imod, besluttede Jan og Per, at de ville sejle ind til 1.fjord, ankre op og gå til 2.fjord.

Ikke just en almindelig søndag-eftermiddags-spadsertur.. kan du se den første fjord?

Den bliver sådan ca dækket af det røde A.

Sådan ca inde i bunden ville de ankre op og gå hen over stok og sten ind til den næste fjord. ¨

De ringede over satellit-telefonen, da de nåede ind til hytten.

Det havde taget dem ca 5 timer.

Noget mindre end Jan havde regnet med og lidt mere end Per havde regnet med.

“Og den vej de var gået op, var altså ikke særlig god, så gad jeg lige, at hente dem i morgen ved et næs ved en kløft og sejle dem hen til båden??? “

TAK skæbne!

DMI

har lovet rundt regnet 10 mtr i sek. fra nord i morgen og ud for mundingen af 1.fjord plejer der ikke at være sjovt at sejle i den slags vejr.

Og der er koldt!

 

Om det er derfor jeg har fået ondt i maven og døjet hele eftermiddagen, ved jeg ikke, men glæde mig.. dét gør jeg ikke specielt.

Han sætter blindt sin lid til mig, ham Jan og tvivler ikke et sekund på mig, ligesom jeg selv indimellem/ofte gør.

 

 

Jeg tænkte, at det nok var godt at se andet end indersiden af toiletdøren idag, så jeg kørte en tur ud til elven. 

Den er  næsten frosset til nu.

Næsten.

Selvom solen skinnede, var der ingen varme overhovedet, men det gjorde godt at komme lidt udenfor. Ud i dagslyset og den friske, rene luft.

Lige inden man forlader grusvejen, der fører ud til elven og lige inden vandværket, står denne hund.

Den er meget langhåret og ser altid lidt vemodig og trist ud.

Faktisk ser den lidt deprimeret og livstræt ud, hvis du spørger mig.

Jeg kunne gå helt tæt på den uden den så meget som løftede øjenbrynnene.

Normalt går jeg aldrig hen til andres hunde og det bør du heller ikke gøre heroppe.

Var den hoppet ned fra taget på sit hus, havde den dog ikke kunnet nå mig, da jeg holdt mig udenfor kædens rækkevidde.

Kan du se, at den ansigtsudtryk næsten ikke har ændret sig?

Det er miniminimalt, hvad den orkede, at give udtryk for.

 

Måske den er træt over den manglende sne?

Eller så har den også ondt i maven?

Ædelt metal til Sara

Sara er i Aasiaat. Hun deltager i Grønlands mesterskaberne / børnecup i Taekwon-do.

Hun har fået guld i individuel tul, sølv i break test og guld i frikamp.

Der var ingen at møde til frikampen, så den vandt hun uden kamp.

Dét var hun skuffet over, men guldet ville hun nu gerne have med hjem.

Sødeste dukkebørn

I lørdags var jeg i kirke. Min gamle barnepiges datter skulle giftes.

Jeg tog enkelte billeder, som jeg overhovedet ikke er tilfreds med.

Både brudeparret og brudens lillesøster har børn og de er da bare så søde, yndige og fuldstændigt bedårende, så det er bestemt ikke deres skyld, at billederne blev så ringe.

Jeg har fået lov til at sætte disse billeder ind.

De er udsnitsforstørrelser og hvis jeg havde haft en bedre plads foran budeparret og mere tid, kunne billederne måske have været gode, -tror jeg, men du må give mig ret i, at de unger ser søde ud!

Giv et bidrag!

Det er nemt og enkelt: Klik på ikonet nedenfor og giv et bidrag..

 

 

Jeg har fx. givet 3 bidrag i alt:

Een for hver af mine piger og en for mig selv og kan være så heldig at vinde noget på Brittas blog.

Rendyrket pral!

Jeg sagde jo, at jeg ville lætte billeder af min Simon på siden.

Du troede måske lige, at jeg ville glemme det?

Lena og Johannes sendte mig en ordentlig stak og min stolthed er vokset med 100% mere.

Tak Johannes, for at følges med Simon op og været med til at give ham en så stor en sejr!!!

Lige nu ligger Simon i sin seng, øm og stadig træt, men prøv lige at se disse billeder!

Totalt sejt!!!

Jeg vil prale!

Min søn, som er meget dårligt gående har i dag, mens jeg har været væk, besteget Nasaasaaq / Kællingehætten.  Jeg har ingen billeder fået, men i morgen.. siges der, at jeg får fotodokumentation og det skal du ikke snydes for.

Til din oplysning er Nasaasaaq / Kællingehætten  ca 750 mtr. høj og især det sidste stykke er svært fremkommeligt. Jeg glæder mig virkeligt til at se billederne.

 

Her lidt blandede billeder af fjeldet på forskellige årstider (og forskellige billedkvalitet), som Simon har besteget  

Han var helt, helt oppe på den allerøverste top. TOTALT SEJT GÅET!!!

Simon er øm i højre hofte, men stolt.. men ikke så stolt som mig!

Efterårsferie-afslutning

Der er rigtig mange billeder. Så er du advaret!

I går eftermiddags tog jeg afsted i min jolle.

Jeg havde jo lovet Jan og Sara, at jeg ville komme.

Heldigvis var vejret godt og havet lå roligt lokkende, fristende og lækkert så langt øjet rakte.

Jeg havde nået at gøre mig selv nervøs med diverse katastrofe-tanker, men da først motoren hostende og spruttende kom i gang  på “Tampax”-en gik det derudaf.

Jeg kom frem på små 45 minutter,- lige akkurat som Jan, Sara og Per kom ned fra fjeldet og frem til hytten.

 

Jeg kunne have sparet mig mine mange mærkelige tanker om motorstop, skær-påsejling, affaldsposer i skruen og maridtet med at kaste anker/fortøjre.

Det hele gik jo godt og var i virkeligheden noget pjat.

Andre gange, når jeg er ude og sejle, er jeg ude i meget, meget længere tid og mange gange længere væk fra hjælp, men det der med at binde knuder og fortøjre.. det er altså bare ikke min stærke side.

Jan skal sige god og OK for det, før jeg er helt sikker.

Hytten var dejlig varm at komme “hjem” til og hyggen nåede helt ud i hver en krog.

Per har fået lavet sit lokum færdigt og mit øje elsker de små finurligheder i form af en stump rensdyr-gevir som

håndtag

og udsigten er stadig ubetalelig (omend brædtet er noget koldt for de bare balder)

Månen er fuld og udsigten som i forvejen er smuk, blev endnu smukkere, da den viste sig over / mellem fjeldtoppene netop som den blå time farvede omgivelserne gådefulde og dybe.

Der er en ro indeni, når man sidder langt, langt ude i den store natur uden andre lyde og indtryk end dem, som naturen giver.

Der blæste en kold og bidende vind i dag, da Sara og jeg gik rundt alene i hytten.

Vi hyggede os stille og tavst, gik lidt ud ind i mellem,

men fandt hurtigt ind i varmen igen, hvor den lille ovn buldrede hyggeligt i en dejlig symfoni med elven, der stadig bruser nede bag hytten.

Sjælen falder til ro og hjerterytmen finder sin takt.

Det er sjæle-balsam og jeg elsker det.

Skulle jeg ikke lade de mange (alt for mange??) billeder tale for sig selv inden jeg kammer helt over??

Kig med hvis du har lyst: