Optur

Kan du huske sidste år, da et lillebitte stykke af Præstefjeldet brændte?

I dag, da jeg sammen med mine elever passerede det afbrændte stykke, kom jeg til at tænke på, hvor langsomt vegetationen heroppe vokser til igen og bliver hel.

Som det så ud i dag, lignede det, hvad det var:

et brandsår og der går nok mange år før det bliver grønt og farverigt.

Det er resten af fjeldet.

Det er smukke, smukke farver, som jeg aldrig bliver træt af.

Faktisk bilder jeg mig lidt ind, at det garn, som jeg bestilte og købte hos Kenneth for et stykke tid siden og som jeg modtog allerede i forgårs har de samme toner (hindbær og retro-rust).

Garnerne er ihvertfald smukke og jeg har kastet mig over hindbærren, som gerne skulle ende med at blive en fin cardigan..hvis jeg har garn nok?? Og kan finde ud af opskriften.. Vi skal jo for Guds skyld ikke glemme at jeg har strikkekrise, vel? Jeg har ihvertfald krise med at læse selv den simpleste opskrift, så kryds fingre og tæer, for den cardigan i netop den farve ville se så flot ud til mig til vinter, når der bliver mørkt og trist.

Nå, men det var fjeldet og farverne jeg kom fra:

Engang i tidernes morgen, da jeg boede i Danmark (i hele tre lange år) var jeg engang ude i skoven med et kamera.

Det var dengang, hvor der skulle sættes film i fotografiapparater.

Man kunne oftest vælge mellem 24 eller 36 billeder, hvis man skulle købe dem.

Jeg havde taget to ruller med 36 billeder med og fotograferede på livet løs indtil solen forsvandt og jeg mente, at de 36 billeder måtte være opbrugt.

Det var de ikke.

Overhovedet ikke, for begge film lå ubrugte i min lomme og i min erindring har skovens farver aldrig været smukkere end lige netop den dag.

I dag, da vi var halvvejs oppe på Præstefjeldet med 12 af vores elever, havde jeg dog “film” i mit kamera (coolpixen) og det var endda så rigeligt.

Men jeg fik ikke taget mere end disse få billeder:

Det er kun 2. gang, at vi går på Præstefjeldet med eleverne. I dag havde vi kun 2 timer til det, hvilket var alt for lidt.

Jeg nåede ikke toppen, men fik da set byen fra oven og nåede at sidde med nogen af elerne og spise madpakke.

Næste år skal jeg huske at foreslå, at vi skal bruge mere tid til det, så vi kan nå at nyde turen og hinanden.

Det er nemlig mental energi-optankning til både os og vores elever