Saras jagttur

Jeg har jo ikke selv været med, men Jan fortalte, at sejlturen ind til jagtområdet var gået fint. Jo længere ind i fjorden de var kommet, jo mere havblik havde der været. Han havde ligget og havde ikke kunnet sove og da han endelig var faldet i søvn blev han vækket af måger, der bød de første dagsgry velkommen.

De var stået op i det allertidligste daggry og Sara var uden et ord stået ud i den kolde morgenluft og så havde de ellers gået og gået og gået.

Fjeldet havde virket fuldstændigt dødt og livløst.

De havde set et par enkelte harer, men havde knap set spor eller ekskrementer fra rensdyr.

De fik omsider øje på et enkelt rensdyr på lang afstand, som de fik skudt og så skulle den samme tur jo tilbagelægges bare i modsat retning og tilbage til teltet.

Sara havde uden at beklage sig een eneste gang fulgt godt med, båret sin riffel og rygsæk selv. Hun er gjort af et særligt stof, min bette pige. Det kræver en vis fysisk formåen at gå så langt i fjeldet.

Sammenlagt havde de gået i over 10 timer og både Jan og jeg havde frygtet, at Saras knæ ville volde problemer, men hun slap.

Sent i aftes, en time inden midnat lagde de jollen til bådebroen i tæt, tyk tåge.

De havde sejlet efter kortplotteren hele vejen hjem. Heldigvis havde den ene fjord været blank i modsætning til den første de sejlede ud af, som havde været strid og meget ubehagelig at sejle på.

Jeg er bare glad for, at de alle tre er kommet godt hjem i god behold og glæden er jo ikke mindre af, at de har et stort, flot rensdyr med hjem til fryserne.

Billederne er taget af Sara (og Jan, hvor Sara står sammen med Johannes)