Moder-bekymringer mm

At få børn i en sen alder (?) har sine fordele, men det har så sandelig også sine ulemper.

Jan og jeg, som er lige gamle, fik Laura og Sara, da vi var 30-31 år.

Jeg var sølle 21 år, da jeg fik Simon, så jeg har noget at samligne med, syn’s jeg selv.

Som 21-årig har du knap så meget livserfaring.

Jeg havde ihvertfald ikke ret meget.

Jeg havde ikke de store bekymringer om fremtiden og kunne ikke ligge vågen flere nætter i træk med sorte katastrofe-tanker og spekulationer om, hvad der kunne ske, hvis..

Jeg levede ikke fra næse til mund, men noget nær det, som lignede.

Jeg var optimistisk og troede på alt det gode, som livet med garanti ville bringe mig, uden jeg næsten behøvede, at anstrenge mig for det.

Set i bagspejlet, vil jeg måske endda driste mig til at kalde mig selv for naiv, altså dengang.. og måske også lidt nu.

Nu er jeg ældre. Har en smule mere livserfaring. Erfaring med livet.

Og jeg har opdaget, hvor meget, der egentligt kan gå galt, uden at gøre ret meget for at livets drilske dominobrikker vælter. 

At jeg uforskyldt kan få livets grimme bagside at se, uden at kunne hverken fra eller til.

Jeg har lært, at livet kan ændres på et splitsekund både til den ene retning, men så sandelig også i den anden retning.

Måske er det normalt, at jo ældre man bliver, jo flere bekymringer kan og vil man belemre sig selv med?

Hvis sandheden skal frem og det skal den vel, er jeg blevet forskånet i det store og hele.

Lykken har altid stået mig nær og heldet har forfulgt mig, som den nu gør med visse personer, men det afholder mig dog ikke fra at bekymre mig over mine børn.

Det gør jeg ofte og tit helt uden grund.

Nu her til aften foreksempel, nej helt ærligt, - faktisk hele dagen i går og igen hele dagen i dag, havde jeg bekymrede tanker om, at Sara skulle med Jan på rensdyrjagt her i weekenden.

De sejlede afsted i min jolle sammen sammen med Johannes her til aften.

Med hver deres gevær og med hver deres forventningsfulde smil og vinken til mig, som stod på bådebroen med formanende, irriterende og bekymrede ord om, at de skulle passe på sig selv og hinanden.

Passe meget godt på.

Sådan kan vi mødre jo spilde så meget god energi og tankevirksomhed på ofte helt unødige ting, istedet for at glæde os over, at vores børn udfordrer sig selv, vil lære og vil deltage i livet. Det gode liv.

Når jeg om lidt trisser ind i seng, vil jeg ikke bekymre mig om Sara fryser derude i teltet, om hun bliver træt, når hun skal gå i fjeldet, om hun får varige høreskader af geværskuddene, om hendes knæ kan holde til strabadserne, om vejret er godt og havet roligt, når hun skal hjem igen.. og,- nu stopper jeg, for jeg vil i k k e bekymre mig, men glæde mig over, at hun rent faktisk gerne vil med ud i naturen sammen med sin far istedet for at gå i ungdomsklub, ryge smøger og drikke sig fuld.

Uuuh, prøv lige at se, hvor lille jollen er i forhold til det store hav.. uuuuh..

Der sidder min lille pige i jollen,- hende, som for bare et øjeblik siden blev født, lærte at gå, lærte at snakke og som nu sidder derude med sin egen kaliber 2 22 i et tyndt telt og helt uden for rækkeviddde og mors arme.