Blomstering

Nu vil jeg på ingen måder gøre mig til ekspert eller kyndig udi botanik. Overhovedet!

Overalt i blogland vises der store, svulmende, farverige blomster på størrelse med velvoksne mande-næver og blomsterduftene nærmest strømmer een i møde, når man får åbnet en sådan blog med blomster.

Heroppe har vi da også lidt blomster omend i helt andre målestokke.

De små.

Vores blomster (og planter) er (oftest) små, tætte og ret så rubuste.. lidt ligesom folkene heroppe.. :-)

Vi (jeg) har også små, korte, tykke ben, der ikke rager så højt op over jorden, kroppene er tætte, runde og så nogenlunde robuste.

Blomsterne er fine og yndige, hvis man bukker sig langt nok ned og kikker grundigt efter.

Sådan og lidt i den retning håber jeg også, at Jan har det med mig… ? :-)

Nå, det var altså nogle blomsterbilleder, som jeg ville vise frem. De er alle taget med mit lille lommekamera, så bær lidt over med den skiftende billedkvalitet.

Jeg vil såvidt jeg kan og måske behæftet med små og store fejl forsøge at finde dem i en blomsterbog, men ved du hvad de hedder, må du da gerne lige sige besked:

 

Denne her hedder såvidt jeg kan se, alpe-tjærnenellike.

Den vokser oftest på tørre lav-heder ved yderkysten og den er bare utroligt flot i sin purpur/lillafarvede sommerkjole.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så hedder denne her yndighed potentil.. et-eller-andet.

Måske tager jeg helt fejl, men hun ser da ret så sød ud, som hun står der med store tunge tårer i sandet, hvor hun oftest befinder sig

Se, hvor smuk hun er i sit forfald med rynker og sammensnerpet bund. Storesøster ved siden af har ikke fået lysnet hovedbunden, så den matcher det udvoksede lyse hår, men helt ærligt.. med så mange rynker, tror jeg at man er smukkest helt naturel og uden dikkedarer. Bare lader personligheden bære igennem sammen med livslang erfaring og visdom.

Og så sidder Jan og spørger mig, hvordan jeg kan se, at det er en hun??

Jamen, sådan noget kan man da bare se!

Se foreks. ham her.

Han er brovtende og grov.

Sikkert sød og blød indeni, men udenpå med sine farlige nitter og drabelige farver..

Sådan lidt rocker-typen, hvis du forstår?

Jan gør ikke, siger han.

Og at han, altså ham på billedet sikkert er en (tundra) pil, siger jo alt om kønnet..

Ham her, er den lidt lumre porno-type.. ham, som du finder i det mørkest hjørne på diskoteket. Ham, med de små, hurtige og lidt for farverige shots.

Han er fin i tøjet, men indenunder.. tsk, tsk.

Han er at finde de lidt tørrere steder ude i naturen mellem lyngen og sårn’.

Jeg ville advare mine piger om hans type, tror jeg :-)

Han er så fin, så fin, som han står der med vennerne.. og lokker.

Hvis jeg skulle melde ham nogen steder hen for blufærdighedskrænkelse, ville jeg måske kalde ham for storblomstret blomster-konval?

Kender du ham?

(Den der dingenot.. den røde hedder en griffel. Det lyder som noget, du kan købe hos bageren med glasur på. Vil du smage min griffel? Øøhh.. NÅ!)

Næ, lad os holde os til de kendte, trygge og hjemlige rosenrødder.

De er helt igennem spiselige.

Både blade og rødder.

Skulle endda være sunde, styrkende og gode for mange ting.

Sådan kan vi nemlig lide det.. altså til vores døtre, ahømmm...

Så er det altså uanset om de er lidt røde

eller lidt gule.

De er fo.røvrigt familie med alle de andre sukkulenter og kan leve stort set på en våd sten.

Ikke dårligt.

Alene navnet: lygte-pragtstjerne.

Han lyder lidt snobbet og selvfed, men det er kun for at skjule, at inderst inde, er han lille og sart. Fin og lidt skrøbelig. Her er han fanget, mens han står i sand til knæene.

Men han gør det jo med manér, rank og flot.

Hende her er ligeså rank og flot. Hun er godt nok meget, meget lille.

Faktisk lægger du næsten ikke mærke til hende, når hun står det i alt det fugtige, kolde og mellem alt det andet. Det er kun fordi hendes fine, næsten gennemsigte kjole er så ren og hvid, at du bemærker at hun står der.

Hun virkede ret så genert, så jeg fik slet ikke fat i, hvad hun hedder.

Yndig og sød, ingen tvivl om det.

Hende her er derimod en rigtig rappenskralde.

Man kan dufte hendes stærke og dragende parfume overalt.

Og som hun kan sludre-sladre med sine medsøstre.

Og hun har mange lige for tiden.

Hendes meget velduftende blade kan der brygges te af, men pas på.. den kan meget nemt blive bitter.

Teen skulle have en antiseptisk virkning og være god mod forkølelse.

Snaps brygget på bladene er også godt, men igen; den kan også blive stærk, hvis man ikke passer på.

Jeg bruger, at tørre bladende grundigt og når jeg skal bruge dem til fx en rensdyrsteg, kører jeg bladene igennem en persillehakker et par gange. Meget velduftende og aromatisk

En stærk dame, hende Grønlands-post.

Troldurten er en lidt mærkelig herre, der gør alt for at gøre sig interessant.

Måske hedder han slet ikke troldurt?

Lidt hemmelighedsfuld.. gemmer sit indre, skjuler sig og står så alligevel og vil ses.. Var iøvrigt forfærdelig foran kameraet. Ville gerne fotograferes, men skulle hele tiden nikke og neje mod vinden.

Så er han altså selv ude om, at hans portræt blev som det blev!

Sorttoppen, som hun hedder.. ville såmænd gerne fotograferes, men kunne heller ikke stå helt stille.

Hun ville både vise mig sine nye fine klæder, samtidig med, at hun skullle danse tango og svinge med sit mørke, tykke hår.

Hun virkede så eksotisk og faktisk lidt fremmedartet, som hun stod der med sin meget mørke auberginefarvede kjole, men jeg har set hende ofte siden jeg var barn og ved at hendes kjole altid har været mørk og dragende.

Som tung, tung gammeldags aftenparfume, bortset fra, at hun ikke dufter af noget som helst.

Ham her derimod.. han stikker. Han er stedsegrøn og flot i et hvert selskab. Selv til jul i familiens skød, (i juledekorationerne) er han en flot fyr.

Det skal man vel næsten også være med det navn: 

Otteradet ulvefod. På grønlandsk Qivittup assai (fjeldgængerens fingre)

Intet under at han indgår i mange dekorative sammenhænge.

Er der flere?

Jo, hende her.. Topspirende pileurt. Hun kan det hele. Bære små frø, samtidig med at hun har den fineste hat.

Frøene har en speciel, men god smag til krydder-snaps.

En speciel duft, men ikke spor dårlig. Hatten er såmænd fin nok, hvis man kommer tæt nok på og ser, at de små pyntenåle hun har brugt for at holde på det hele, er lilla.

Da jeg var mindre samlede jeg frø fra hende og samlede dem i bunker til spurvene.

Jeg var overbevist om, at spurvene ville blive meget glade for min frø-gave til dem.

Hende her.. jeg ser hende over alt.

Hun ligger på den blødeste, blødeste pude af mos, som en anden prinsessen på ærten.

Jeg har fået at vide masser af gange, hvad hun hedder, men jeg glemmer det.  Ved du, hvad hun hedder? Noget med stenbræk til efternavn måske.

Jeg har kigget i telefonbogen, men hun står ikke opført.. måske hun har hemmeligt nummer?

Hvad ved jeg?

Kun at hvis man løsner puden under hende og tager hende og hendes fyldige madras med ind og lægger i en dyb tallerken med vand, så har man den smuk og langtidsholdbar dekoration.