Sømandshjems-kærlighed

Om eftermiddagen, når jeg får fri fra skolen, trænger jeg meget ofte til at koble fra, inden jeg begiver mig videre i hverdagsprogrammet.

De allerfleste dage tager jeg sammen med een af pigerne, eller dem begge, ud og handler fornødenheder og så hjem, hvor hverdagens små og store gøremål skal indhentes, men andre dage igen, er det rart, at smide arbejdskitlen fuldstændig og helt inden hjemmet skal indtages.

De dage tager jeg ofte sammen med Lena enten på den ene eller den anden kafé og intet ondt ord om de to kafeer, som vi faktisk har her i byen: Kafé Ukiivik, som ligger ved hovedgaden overfor Brugsen og posthuset eller på Taseraliks café.

På de kafeer / cafeer serveres der spændende kaffe både med og uden sjove ingredienser og rigtige kafe-kager bagt på en stor fabrik og som kan holde sig i flere måneder uden indpakning.

Der er dog intet, der slår Sømandshjemmet i min verden.

Som ganske ung arbejde jeg på Sømandshjemmet, hvor jeg vaskede op, tog af bordene, serverede mad og smurte ostemadder.

Sømandshjemmet var uforanderlig og et eller andet sted har det været betryggende.

Der har gennem årene været skiftende bestyrere, men de fysiske rammer var altid de samme.

Næsten… for de senere år har Sømandshjemmet faktisk gennemgået en stille forandring, næsten umærkelig og med en hast, som gjorde, at selv jeg kunne nå at følge med.

Der er blevet lagt nyt linolium på gulvet, loftet er blevet skiftet ud, disken og montrene er fornyet og saftevandsmaskinen er flyttet.

Jeg har hørt, at værelserne er blevet gennemrenoveret og lever fuldt ud op til hotel-standard, men hvad ved jeg om det, når jeg aldrig har set Sømandshjemmets værelser?!

I sidste måned blev vinduerne skiftet ud med nye, tætte ruder 

og i disse dage er der travlhed med at flytte receptionen.

Sømandshjemmets flotte logo er kommet på endevæggen i cafeteriet,

som forøvrigt er blevet røgfrit og logoet kommer også op på væggen ved receptionen.

Der er kommet små hjemmehæklede lyseduge på bordene og uanset om du bryder dig om dem eller ej, så passer de ligesom ind i den store sammenhæng, som er uhøjtidelig og ligetil.

Ikke et ondt ord om farvevalg eller noget!

Kaffen og de hjemmebagte tør-/dessertkager er dog stadig de samme og de skal end ikke tænke på, at lave det om, for de koster kun en brøkdel af, hvad de ellers koster andre steder i byen og så er det frisk hjemmebag, som man kan forholde sig til.

Det trækker mig; og sikkert også andre, ned på Sømandshjemmet den ene gang efter den anden og lader tiden gå i stå for et øjeblik, hvor tankerne kan samles og energien kan fornyes.