Tandtale

Laura begyndte at tale før hun blev et år.

Hun talte lange indviklede sætninger helt uden talefejl eller noget.

Hun remsede rim og remser op og huskede lange sange, som hun gladeligt sang for os, mens vi måbende lyttede til hende.

Hun havde en teori om, at når man fik tænder, lærte man at tale.

Det passe (-r) -de meget godt på hende.

Jeg huskede hendes teorier, da min bagerste kindtand begyndte at gøre opmærksom på sig selv. Jeg havde ikke specielt lyst til at tale. Heller ikke skrive.. her!

Tandkødet omkring tanden kaldte på min opmærksomhed, dunkende, blødte og var hævet i den grad, så da jeg i går kom forbi tandklinikken, samlede jeg al mod sammen og gik ind for at bestille en tid.. bare bestille tid.

Ikke andet, men jeg blev fluks sat i tandplejerskens stol og hun undersøgte min ømme tand og rensede mit tandkød til den store guldmedalje.

I dag skulle jeg så ind til tandlægen, for en fyldning i tanden trængte til reperation, da den ikke længere udfyldte sin plads i tilværelsen, så at sige.

Jeg er ikke specielt glad for at gå til tandlæge og det er bestemt ikke fordi jeg har haft dårlige oplevelser i tandlægestolen eller har dårlige minder om tandlæger.

Følelsen af at overgive dig til et andet menneskes viden og kunne udi tænder, samtidig med at du ligger i stolen med en klud om halsen, munden fyldt op med metalinstrumenter og uden at kunne sige til og fra, mens du langsomt kvæles i dit eget spyt, forventningen eller snarere angsten for smerterne, der lige om lidt kommer, når det hvinende, skrigende bor

pløjer sig igennem din emalje og i værste fald kan resultere i, at du rejser dig fra stolen en tand eller to mindre..

Jeg sveder moderat, rytmen i hjertet går fra langsom til ekstrem hurtig og hænderne bliver svedige. 

Nej, jeg har ikke tandlægeskræk.. jeg kan bare ikke lide at gå til tandlæge, men nu er tanden ordnet, tandkødet ser nogenlunde fint ud igen og nu kan jeg tygge mig vej videre gennem livet og håbe, at det var sidste gang jeg var til tandlæge.

Iøvrigt:

Man kan altså ikke være bekendt at ryge lige inden man går ind til tandlægen.. Selv for en rygende tandlæge kan det ikke være en rar lugt.. sådan lige op i næsen?!  Vedkommende har ikke engang slukket for cigaretten…

Godt, jeg ikke er tandlæge!

Der er for øvrigt ret hyggeligt i tandklinikkens venterum med levende lys,

informerende plakater og hyggelige uroer..

Nu er aftenen reddet og jeg kan gå i klub med et smerteløst smil.

Jeg glæder mig til at se de andre fra klubben.. eller rettere se, hvad de har at vise i dag.