Debat / propaganda-aften

Da det jo ikke er brok som sådan, men snarere spekulationer, tillader jeg mig, at sætte mit indlæg her.

Jeg overvejer enddog, at indsende mit indlæg til en landsdækkende uge-avis.

Jeg vil bliver rigtig glad for en kommentar, hvis du orker at læse hele indlægget igennem.

“ Jeg var til debat aften i går aftes D. 08. januar 2010 i Taseralik.. eller debat aften er måske så meget sagt, for i min verden er der først en debat i gang, når der er mere end et synspunkt.

Desværre var alle de indbudte fra et og samme parti nemlig Siumut, ligesom ordstyreren også tilhørte partiet Siumut.

For en god ordens skyld og inden du forhåbentligt kommer længere ned i min tekst, vil jeg lige understrege, at jeg ikke er tilmeldt noget politisk parti og har stemt på forskellige partier gennem hele mit 26 års stemmeberettigede liv.

Ideen om en debat og debatoplægget var rigtigt godt og jeg glædede mig til at høre en masse forskellige, og jeg understreger: forskellige, synspunkter og holdninger til det forslag som Siumut har stillet om, at det kun er grønlandsk talende, der fra år 2013 må tale fra landstyrets talerstol… vel at mærke på grønlandsk.

Som aftenen skred frem, konkluderede jeg mere og mere, at det ikke var en debat-aften, men snarere en propaganda-aften for partiet Siumut og for deres forslag om at udelukke andre sprog for landstingets talerstol end grønlandsk.

Det osede desværre langt væk af rygklapperi og stemmefiskeri, for er der noget, som er følsomt at debattere, sågar at snakke om heroppe i det nyfødte grønlandske selvstyre, så er det sprog og man kan i den grad fiske mange stemmer op ved at tale om fællesskab og nationalfølelse.

Havde arrangøren ønsket en livlig debat, hvor forskellige meninger og holdninger var kommet frem, skulle der have været indbudt et bredere udvalg af politiske partier, og gerne debattører, der turde, at sige både til og fra, mod og imod.

Sproget bliver til stadighed brugt som et stærkt magtmiddel, hvor kun den som taler og skriver et formfuldendt grønlandsk, har lov til at ytre sine meninger og holdninger officielt, men så sandelig også på arbejdspladser, virksomheder, fester og gerne og ofte, når der er indtaget alkohol, og argumenterne slipper op og man ikke har andet og mere at slå ikke så velformulerede grønlandsk-talende mennesker i hovedet med.

Det var nogle rigtigt veltalende og velformulerede medlemmer af partiet Siumut, der var indbudt og de forstod virkelig at prikke til den nationale sprogfølelse, at komme med de rigtige eksempler fra bl.a Island, som jo har en klar og skudsikker politik om ikke at bruge andre sprog, sågar ord end de islandske.

De er ikke bare velformulerede udi det grønlandske sprog, men mestrer mindst 2 sprog mere, og det er ikke alle forundt, at have så gode og fine sprogører og indlæringsmuligheder, men derfor kan man jo godt være dygtig ud i tal og logistik fx og de mennesker skal bestemt ikke udelukkes fra at arbejde for hele landet, efter min mening.

Det er da på sin vis også prisværdigt og et mål at sætte sig, men i den ihærdige bestræben på at fastholde den nationale selvfølelse heroppe, bliver der ofte pisket en sproghadsk stemning op, som udelukker mellem 20-30 procent af befolkningen i at have mulighed for at stille op til valg og deltage i det demokratiske arbejde fra landstyrets talerstol og som desværre lukker munden på den mindre grønlandsk-velformulerede.

Jeg spekulerer på, om det kun er sproget, som disse mennesker er bange at miste eller om det mon også kan handle om, at de, som kommer hjem fra endt uddannelse i udlandet, og som muligvis har mistet en smule grønlandsk sproglig fodfæste er skræmmende at få ind på talerstolen?

De, nyuddannede grønlændere fra udlandet, især, synes jeg jo, er specielt interessante at få i politisk dialog, netop fordi de har taget en videregående og højere uddannelse, har dannet sig indtryk at andre landes demokrati, politik og derfor må formodes kan komme med nye alternativer og løsningsforslag til de mange, mange problemer, som vi kæmper med heroppe og som i den grad kræver en politisk indsats.

Det ville, efter min bedste overbevisning, være en synd og skam, hvis disse veluddannede unge menneskers meninger og holdninger skal bremses af ikke, at kunne et sprog til fuldkommenhed.

Jeg spekulerer derfor også på, hvor god man mon skal være, for at blive godkendt til at stille sig op i den eftertragtede og magtfulde talerstol, og såfremt man ikke er god nok, hvem der mon skal dømme en ned derfra?

Jeg tænker også lidt på de mennesker, der absolut ikke har sprogøre, men som måske er mere matematisk begavede, som lever i blandt os og som arbejder i det grønlandske samfund, som betaler deres skat med glæde, men som bliver stemt ude af den politiske legestue (naalakkersuisut) mon kan bede om nedsættelse af fx skatten, da de jo ikke får fuldt udbytte af demokratiet eller…

Jeg støtter i den grad ideen om, at give ikke-grønlandsk-sprogede et skoleophold, men kunne samtidig godt tænke mig, at vide, hvem der betaler for dette skoleophold.

Det ville klæde lovforslaget rigtigt meget, om det blev ledsaget af en opfølgning og velvilje af en bedre grønlandsk-læreruddannelse med speciale i fremmesprogsundervisning og gerne fremmedsprogsundervisning for voksne, flere undervisningstimer til faget grønlandsk, indførelse af timer til at gribe de elever, der kommer herop med deres forældre, og som ikke behersker det grønlandske sprog og en stor pose penge, der sikrer opfølgning af de sprogkurser vi naturligvis skal tilbyde ikke-grønlandsk-talende, der i forvejen kan en smule. Tvang bliver aldrig løsningen frem mod at fremmede får lyst til at lære et nyt sprog.

Ydermere synes jeg, at det er foruroligende at man indirekte / direkte , på den måde vil prøve at legalisere diskrimination pga. nationalitet og race, hvilket i den grad er i strid med de menneskerettigheder, som Grønland jo også har tilsluttet sig.

Partiet Siumuts sammenligning med bl.a Island, er altså efter min mening, delvist usammenlignelig.

Island erklærede sig selvstændige allerede i 1944 (og Færøerne fik hjemmestyre allerede i 1948) og på Island taler de ikke KUN Islandsk men også engelsk.

Forskellene ligger dog også i, at Grønland stadig er tæt forbundet med DK (om vi vil det eller ej), hvilket Island IKKE er.

Var det virkelig det, der var tanken bag grønlandiseringen?

Hvorfor skal det være så svært og så hårdt at erkende og acceptere, at vi i Grønland lever i et tosproget samfund?

Vi har stadig brug for dansk arbejdskraft, for der mangler stadig læger, sygeplejersker, jurister, ingeniører, lærer, politifolk, tandlæger og meget mere.

Så længe vi ikke er selvforsynende med arbejdskraft, må vi altså erkende, at der lever mennesker i blandt os, der ikke kan det grønlandske sprog, men som alligevel bidrager stort til holde hjulene i gang i vort lille samfund.

De skal også have lov at deltage i demokratiet, på lige fod og lige vilkår som alle andre.

Rettigheder og pligter følges ad.

Noget for noget!

Så længe den dansktalende del af befolkningen ikke er en økonomisk eller social byrde for samfundet, er der heller ingen logik i at skulle udelukke dem fra at deltage i debatterne.

Det var så min mening, men jeg både forstår, taler og skriver både dansk og grønlandsk, men er mit grønlandske mon godt nok til, at jeg kan stille mig op taler-stolen, som for fremtiden, hvis det står til partiet Siumut, kun kan bære en fuldt grønlandsk-talende?”