Mandagens tema er MUSIK. Den bedste musik findes ude i naturen og inde i dig selv. Syn’s jeg.
Forestil dig, at du ligger langt inde i fjorden, langt væk fra al civilisation.
Du har slået dit telt op ved siden af elven, tæt på stranden. Det eneste du kan høre, er elvens rislen og havets bølger, der slår dovent op mod stranden. En enlig myg, der sværmer.
Dét er musik i mine ører.
Det er også musik i mine ører, når jeg ligger i et fuldstændigt stille et rum uden nogen som helst tanker, og det eneste, jeg kan høre er mit eget hjertes slag og blodets brusen i mine årer.
Mit eget langsomme åndedræt.
Dét er altså også skøn musik, for det betyder, at der er ro både indeni og udenpå.
Jeg kan finde på, at ledsage stilheden med noget new age, som fx. Reiki whale song af Kamal eller Whalesong af Tim Wheater.
Det betyder nu ikke, at jeg ikke lægger en “musik”-cd på.
Det gør jeg faktisk ganske ofte, for ikke at sige hele tiden.
Min musik-smag er meget varieret, syn’s jeg selv, men til stor fortrydelse for Jan, er jeg hverken til Allan Olsen eller Johnny Madsen.
Til gengæld smider jeg gerne Adiemus, Den Danske Mafia, Randy Crawford, Angelita (featuring Hans Ulrik Group), Cæcilie Norby i London/Paris, Sanne Salomonsen (In a New York minute) eller eller eller.. bare det har sjæl og vil noget!
Grønlænderne er kendt for at være fredeligt folkefærd.
Der er har ikke været store krige med store blodsydgydelser.
Der var hævntogter og jalousimord, men ingen organiserede krige.
Jeg tror, at trommen og trommedansen var en stor og medvirkende årsag til, at konflikter oftest blev løst i mindelighed, og naturligvis gjaldt også det faktum, at alle rørige og raske mennesker var uundværlige, og at livet derfor var det noget af det sidste, man tog fra hinanden, da det jo uvilkårligt ville gå ud over een selv.
Man havde brug for alle til at jage og fange, og alle hænder til at bearbejde fangsten. Havde man raget uklar med hinanden, satte man hinanden stævne og sang smedeviser, mobbede og drillede hinanden med publikum som aktive lyttere og dommere.
Den, som fik publikum til at grine mest og højest havde vundet.
Den tids x-faktor?
Den slagne, den, som tabte, valgte nogen gange i skam over sit nederlag og de hemmeligheder modparten havde røbet, at gå til fjelds og forlade bopladsen; altså at blive en qivittoq.
En fjeldgænger.
Et socialt selvmord.
Trommen var også et aktivt instrument, når åndemaneren skulle i trance.
Den ensformige trommen, som ganske givet har været meditativ, har kunnet bringe åndemaneren/angakoq-en op og ud i andre af sindet dimensioner og han/hun har efterfølgende sikkert kunne give nogle svar på nogle af bopladsens påtrængende spørgsmål om hint og meget.
Desværre forbød missionærerne al trommedans i det 17. århundrede og udøvelserne, sangen og hele tanken bag, uddøde næsten.
En af vort lands store og dygtige trommedansere, Pauline Lomholdt, har skrevet en informativ artikel, som du kan læse her.
Du kan også læse lidt om trommedans på wikipedia her.
De canadiske inuitters trommer er meget, meget større end de grønlandske trommer.
De har en dyb lyd og det er meget nemt at forestille sig den meditative virkning, når den bliver brugt i en langsom, ensforming rytme.
eller trommestikken, om du vil, hedder Katuaq.
Det hedder kulturhuset i Nuuk også.
Kulturhuset i Nuuk er en smuk og spændende bygning, som er et besøg værd, hvis du kommer på de kanter.
Trommen på disse billeder er min mors.
En gave, som jeg gav hende til hendes 65 års fødselsdag i sommer.
Isaa/ øjet, skindet på trommen er lavet af rensdyrskind,
der er bearbejdet helt tyndt.
Dengang og især i områder, hvor der ikke var rensdyr, blev især mavesækken fra hvalen eller andre store dyr (hvalros, klapmyds?) brugt til trommeskind.
Skindet er her “syet” fast med rensdyr-senetråd. Skaftet er lavet af rensdyrtak og er poleret blankt og glat.
Apropos musik:
Min datter, Laura skal, sammen med musikskolen give en kort koncert i forsamlingshuset i morgen. Hun er meget musikalsk og synger som en engel.. ligesom min lillesøster Lena også kan noget med sang.
Det var mit bidrag til mandagstemaet MUSIK. Du kan se andre bidrag her
Jeg skal nok give "koncert" engang, når jeg har fået lært at slå på min flotte tromme.
SvarSletKH mor
Mycket intressant läsning. Jag tycker om sån ursprunglig musik vare sig det gäller olika folkslags trummor, aborigineras didgeridoo, samisk jojk osv.
SvarSletDet här gillar jag, spännande läsning och ett instrument jag aldrig sett eller hört om.
SvarSletBra!
Hvor skriver du smukt. Musikken der har lydt i mine ører i dag har mest været mine børn der - for det meste - har leget dejligt sammen. De to store, 5 og 3, opfinder lege der involverer lillesøster på 20 mdr., hvor meget bedre kan det blive? Men vandet, og vinden i træerne eller græsset, eller hvinende rundt om klipperne, alt efter hvor i naturen man er, det er nu også en sang elle symfoni det er godt at kende. Desværre er der nok færre og færre der kender den melodi, men det er en af de ting vi håber at give videre til vores børn, det er helt sikkert. Tak igen for smukke ord og billeder.
SvarSletMona, det er altid dybt fascinerende med oprindelige folks musik.
SvarSletSinnekatten, nej der er nok ikke hver dag vi ser sådan en tromme. Faktisk er den også sjælden heroppe.
Christina. Tak skal du have for dine fine ord. Det er lidt af en opgave, at videregive glæden ved stilheden til sine børn i disse tider, hvor alt skal være gennemsyret af musik. Der skal tilsyneladende være et lydtæppe overalt hvor vi færdes, og det ender med at mennesket har glemt, hvor befriende stilhed faktisk kan være.
For et fantastisk arbeid du legger i innleggene dine!!! Så fin lesning også!
SvarSletDet første bildet ditt er fantastisk flott og det var veldig interessant å lese om trommene:)
Det var en af grundene til at vi flyttede tilbage til New Zealand for at få vores børn her, at det er så nemt at komme ud i naturen hvor der ikke er det lydtæppe hele tiden. Her sparker bølgerne også godt til af og til, eller et bjerg bliver pakket ind i regnskyer i løbet af nogle få minutter. Måske er det også det der med at vi, som mennesker, er de små, dem uden kontrol, det er ret sundt at være klar over tror jeg.
SvarSletMeget flot indlæg med dejlige billeder - specielt var det billedet af stenene, jeg faldt for.
SvarSletDet var rart at læse, at også andre end mig holder af den musik, der lyder, når der ingen lyde er - eller når det 'bare' er naturens egne lyde.
De trommer er da en hel videnskab for sig...
Tak Petunia, Det var mig en glæde at skrive om emnet, da det jo er spændende for mig også. Trommen er smuk i sig selv og når kyndige mennesker får den i hånden og kan deres kram bliver det ekstra spændende.
SvarSletChristina, det er en gave, at kunne komme gå direkte ud i naturen, leve med og i naturen, og det er en stor gave, du er i gang med at give dine børn. Jeg håber, at de med tiden lærer at værdsætte gaven.
Ellen, Desværre er der skidt på ccd-censoren på mit kamera på det tidspunkt, og det kan ses på billedet, men jeg har fået det fjernet. Nu er der kommet noget andet skidt istedet. Jeg er også selv glad for det billede pga farverne og stenenes form. Tak for din kommentar.
Så spennende å få vite litt mer om hvordan trommen bruktes. Det er godt at ikke håndverket og tradisjonene har dødd ut. Flotte bilder, og takk for informasjonen.
SvarSletSynes den var artig med skjønnhetssøvnen....
Ha en flott dag!
Hej Dorthe Ivalo
SvarSletJeg har forsøgt at sende en mail vedr. eventuel anvendelse af et af dine flotte fotos i en bog, men som jeg husker det, har Tele nedlagt greennet mail´ene.
Er der en anden mailadresse jeg kan skrive til?
Mvh
Jesper V. Nielsen
Hej Jesper. Min nuværende mailadresse er dortheivaloljensen@gmail.com
Slet