Hvad mener de?

Hvad mener de mon helt nøjagtigt? På grønlandsk står der at “ det” ikke kan bruges lige for øjeblikket eller….? Mener de Grønlands hjemmestyre eller hvad er der tale om? Jeg morede mig over sedlen og tænkte mit.

Guld og stolthed

På grønlandsk er der et ordsprog:” Uppertunut ajornartoqanngilaq” sådan lidt løst oversat:” for den som tror, er intet umuligt”.. og vi håbede og troede virkeligt inderligt på, at der kunne komme een voksen med pigerne i morges, og se!

Der var een (1) plads ekstra og så måtte der prioriteres.

Laura skulle “kun” deltage i tul, og Sara både i tul og i frikamp, så hun skulle være tungen på vægtskålen, for hvem, der kom med.

Som hun meget diplomatisk fik udtrykt det, så var det nok bedre at det var Johannes, der fik den eftertragtede plads, for han kunne både passe dem og så skulle han være sekundant for hende, når hun skulle kæmpe.

Hun tilføjede, at det ville være bedst, hvis også jeg var med, men når jeg heppede på hende, vidste jeg ikke en drøjt om det og råbte bare. Johannes vidste, hvad han skulle råbe efter!

Hmmm..

pigebarnet havde ret, og Johannes blev sendt afsted med dem kl. 09.40. Med en masse overtalelse, argumenteret for og imod fik vi Air Greenland overbevist om, at det var bedre for alle parter, om vi, de tilbageblevne så blev sendt til Kangerlussuaq i dag, for vejrudsigten for Sisimiut er mildest talt ikke særlig opløftende for fredag.

De var lydhøre og kunne stikke os et boarding-kort i hånden til brug kl 12.02.

Vi kunne så komme afsted til middag, Lena, Jonathan, Lars og mig, og vi prøvede også at få nogen med det fly, der skulle til Nuuk lige efter vores ankomst til Kangerlussuaq, men desværre var alle sæder besat og ingen afgav deres sæder frivilligt til os.

Vi kommer afsted i morgen tidlig, og kan derfor akkurat lige nå at se Laura vise sin tul.

Desværre så jeg så ikke Sara vinde guld i frikamp i dag. GULD!

Jeg ville have givet næsten alt for at have været en flue i ringen og set hende kæmpe.

Jeg er så stolt af hende og jeg er så stolt over, at de endnu engang viser sig modne og ansvarlige.

At de drager ud i verden med gå-på-mod og har overskud til at kæmpe og vinde. At de tør begive sig ud i verden uden hverken far eller mor til at holde dem i hånden.

Som, jeg er en stolt mor!

Dagen i dag i Kangerlussuaq er blevet brugt sammen med Simon, der går og pakker sine ejendele sammen og gør sig parat til at flytte hjem til os.

Han kommer på tirsdag og inden han helt forlader Kangerlussuaq kunne han køre os en tur og vise os den særprægede natur herinde.

Han vidste, hvor der ligger en død moskusokse.

Jeg havde lyst til at flå skindet af den og få renset og spundet det bløde, bløde uld, der ligger der til ingen verdens nytte.

Jeg havde lyst til at flå hornene af den og få skabt nogle smukke ting ud af dem.

Eller endnu bedre, at min far kunne lave nogle smukke kuglepenne og fine strømpepindeholdere, ringe og smykker.

Nu ligger “guldet” så bare der til ingen verdens nytte. Sikke et spild.

Jeg tog nogle enkelte billeder gennem bilens forrude i det svindende dagslys, der blev kraftigt filtreret gennem skyerne, der helt dækkede “bygden” i dag som en tung, mørk dyne. I morgen bliver jeg forhåbentligt forenet med mine piger og kan give dem det kæmpe-kram, de begge fortjener. Jeg vil falde i søvn med et stort og stolt smil på læberne. Taknemmelig over at være mor til tre dejlige, nemme og dygtige børn. Tak!

Skulle du få lyst må du gerne se billederne fra i dag.

Billeder taget gennem en bilrude og fra en bil i bevægelse, så forvent ikke nogen stor visuel oplevelse.

Desværre

blev vores flyvning aflyst i dag, så hverken pigerne eller jeg kom afsted. Heller ikke de to unge mænd/ vores “drenge”, Johannes og Lena, der også skulle med til GM.

Hvem der var mest skuffet af Johannes eller Sara, er svært at sige.

De har virkelig, virkelig trænet meget, og har store forhåbninger. De har været ihærdige og flittige. Det har de alle 5, både Laura, Sara, Lars, Jonathan og Johannes. Vi sad trofast ved telefonen og ventede på et mirakel, der totalt udeblev. At de ville ringe ude fra lufthavnen og meddele os, at flyveren alligevel kunne lande og at vi kom afsted…men i morgen har pigerne, som de eneste, fået en plads i flyveren.

Det bliver så alene de kommer afsted og så krydser vi fingre for, at vi andre kan følge efter senere på dagen eller på fredag.

Der er folk til at tage imod i Nuuk og der er folk til at se efter dem, men jeg er bestemt ikke glad ved situationen. Slet ikke glad! Jeg trøster mig med at de begge er fornuftige, modne, er sammen, har lovet at blive sammen no matter what og ikke mindst har de jo begge sort bælte.

Desværre ser vejret ikke ud til at blive meget bedre på fredag, men alt kan ændre sig på få timer, hvilket vi så håber på.

Imorgen ser vejret ud til at blive fint, men der er der ikke plads i flyveren til os andre.

Jeg ville jo gerne have været til stede ved deres tul og Saras frikamp.

Det ville vi jo allesammen gerne, men heroppe bestemmer man ikke altid selv over tingene og må tage problemerne som de kommer. ØV!

Heroppe bestemmer vejret.

Der er store afstande, og skal du nogen steder hen, er du afhængig af vejret.

Du kan ikke bare gå ud i bilen og vride nøglen om og køre mod dit mål.

Du kan desværre ikke sætte dig behageligt til rette i toget og stige af, når du når frem til dit bestemmelsessted.

Heroppe bestemmer vejret, om du kommer af sted i enten skib/båd eller med flyet.

Der er ikke andre veje ud og lige nu er jeg så S Å træt af det!

Og så ser der så fredeligt og fint ud her til aften. I morges stod det i ét.

Kryds lige fingre..

Udenfor blæser en hidsig og aggressiv kuling, samtidig med at en masse sne daler ned fra oven og det som allerede lå her, bliver hvirvlet op og gør sigtbarheden ikke bare ringe, men næsten ikke-eksisterende.. og det er ikke et godt match med flyvning.

Vi er på vej ud i lufthavnen med vores bagage.

Laura og Sara skal til Nuuk og jeg skal med dem.

De skal deltage i Grl. mesterskaberne for børn.. nåe nej, det må vi ikke kalde det. Så børne-cup da!

De har trænet og trænet og trænet hele året og hvis de bliver stoppet bare af vejret, syn’s jeg altså det er for SURT for dem! Så kryds lige fingre.

Mandagstema-regn

I går eftermiddags, da jeg åbnede min computer og ville se mandagens tema, kunne jeg konstatere, at jeg ikke kunne være med.

Det er yderst sjældent, at det regner her i Sisimiut sent i oktober måned.

Hvis det gør det, så er det en trist, trist affære, hvor sneen lynhurtigt synker sammen, bliver tung og våd.

Det føles som om mørket bliver mørkere, tættere og mere dyster.

I morges, da vi vågnede støvregnede det.

I eftermiddags, da vi fik fri fra arbejde, regnede det rigtigt med store tunge dråber, der fik sneen til at falde sammen i afmagt og forfærdelse.

Nu ligner hele byen en stor undskyldning for den globale opvarmning, det hullede ozonlag og som om vi og kun vi, er skyld i det store CO2 udslip, der er årsag til hele miseren og alle andre fortrædeligheder i verden.

Det er trist udenfor, så jeg har fundet et andet billede frem fra gemmerne.

Billedet blev taget i Norge, hvor det regner en del, men af en eller anden grund gjorde det ikke så meget i Norge i  sommer, for alt omkring os var smukt, storslået og lignede noget, der var taget direkte ud af et smukt postkort.

Se hvad andre har forbundet med regn her

Rigtige breve med indbyggede varme

Det der med kolde meddelelser og kolde breve, er nu ikke noget, som jeg kan skrive om af erfaring.. ikke nyligt erhvervet erfaring ihvertfald.

I sidste uge (eller er det allerede for 2 uger siden??) lå der nemlig et rigtigt håndskrevet og håndtegnet brev til mig fra Daniel. Hans mor/ min lillesøster tog billeder af ham, da han postede brevet i Norge under deres efterårsferie i Hemsedal.     Ikke ringe at få et så dejligt brev og så flot en tegning helt fra Norge.

Og jeg skal da heller ikke kimse af de fine ord, der fulgte med det filter, som jeg har bestilt, men som firmaet ikke ville sende op til Grønland, som jeg derfor blev nødt til at få sendt til min svigermor, og som hun sendte videre op til mig sammen med..de fine ord. Tak svigermor! Også fordi du gad at videresende for mig.(jeg lovede mig selv sidste år, at jeg ville lære at fotografere.

Det syntes jeg, at jeg blev nødt til at lære, når nu jeg havde vundet en fin pris. Følte vel lidt, jeg skyldte?!

Jeg har lånt en bog, slået op i min brugermanual et par gange og sagt til mig selv:

“Nu skal jeg altså lære det”.

Men der er jo så meget, så måske i juleferien jeg kan få det lært ;-) )

Orv

hvor jeg glæder mig til at se denne udstilling….

100 år

Det hedder ikke bedste forældre for ingenting!

De bedste forældre! Dem som giver dig kærlighed, som forkæler dig og hos hvem du finder lige så meget kærlighed som hos dine forældre.

De forældre, som ikke (direkte) opdrager dig og hos hvem du har et frirum.

Sådanne nogle bedste-forældre havde jeg.

Hos min aataa og aataa.

Jeg (og også mine søstre) har sovet mange nætter imellem vores aanaa og aataa med højtlæsning fra biblen, gamle sagn/fortællinger eller faldet i søvn til min aanaa, der sang salmer.

Mangen en morgen er jeg vågnet hos dem til duften af frisklavet kaffe, der simrede på et rigtigt morsø-komfur, og hvor jeg fik lov at drikke te af underkoppen gennem en sukkerknald.

Hos min aanaa var der altid bolscher gemt i skabet og ispinde i fryseren.

Min aanaa var altid hjemme, for hun var hjemmegående som man nu var det dengang,hvis man var fra den årgang. Vi legede i og omkring deres hus og jeg husker ikke at der var hverken formaninger eller skæld ud/opdragelse. Det tunge lod faldt på mine forældre. Sådan er det jo at være forælder.

Hvis min aanaa, min mors mor stadig havde været i live, ville hun være fyldt 100 år i dag.

Hun døde for 21 år siden. Hun var fænomenal til at sy perler både til grønlænderdragter, brodere også til grønlænderdragten og ordne skind, som hun også syede både kamikker af, bukserne til grønlænderdragten og så alt det ved siden af, som hun også lavede af håndarbejde.

Det er ikke så få smukke ting, der er gået gennem hendes hænder, der især de sidste år, var hævede og krumme af gigt.

Det holdt hende nu ikke tilbage.

Hun var kendt for at være dygtig. Jeg holdt af at sidde foran hende ved køkkenbordet og enten iagttage hende lave et eller andet håndarbejde eller at forsøge at efterligne hende og med ekstra lange ører sidde og smuglytte til hende og hendes veninders snak om løst og fast. Det var hygge.

Der har gennem årene været sendt tanker op mod himlen om, at hun godt lige kunne smutte forbi os og hjælpe med de forskellige dele af vores grønlænderdragter, når de trængte til reparation eller fornyelse.

Ingen i vores familie har desværre arvet hendes fingersnilde og dygtighed udi den kunst. Gid jeg havde nået at lære noget mere af hende, for bedre lærermester kunne jeg ikke have haft.

Vi fejrede hende med kaffe, min mors lækre solsikkeboller med både røget laks og hellefisk, kage og take-away-food fra kineseren. Faktisk sang vi også fødselsdagssang for vores afdøde aanaa, og min mor havde tændt et lys på både hendes og min aataas grav (min morfars). Nogen ville måske mene, at vi er lidt underlige? Bizarre? Mærkelige?

Men det har været en hyggelig dag med tankerne rettet mod en kvinde, der på alle måder har haft betydning for os.

Kold post

Til iskolde beskeder og

knap så varme breve??

Hej og velkommen

Jeg glemte da helt at vise dig denne fine dame jeg mødte på min vej idag.

Heroppe hyler hundene altså tit. Især om fredagen, hvor sirenerne hyler kl præcis 12.00, så hyler næsten alle byens hunde med, og der er mange.

Om de hyler af den ene eller af den anden grund, skal jeg ikke gøre mig klog på, men hende hers hylen var meget, meget tydeligt venligt og jeg opfattede det som en velkomsthilsen til mig.

Hun var glad og kælen, og var iøvrigt også ualmindeligt populær hos hannerne, der stod omkring.

Starter-problemer

Sædvanen tro har jeg strikket en masse nyttesløse masker.

Jeg har kastet mig ud i Hvirvelstrøm af Annette Danielsen fra bogen:” strik naturligvis”.

Jeg har rundt om i blogland set nogle rigtige fine eksemplarer (og her) af blusen.. eller måske er det mere rigtigt at kalde den en cardigan eller…?Jeg har strikket de første 27 pinde og det er gået fint.. og kedeligt, 4 ret, 4 vrang pinden ud og jeg knold, læser jo ikke opskriften igennem, som det alle steder bliver anbefalet, men kikker lidt på billedet, lidt på anbefalede pindestørrelse, laver ingen strikkeprøver og regner med at jeg måske kan få klemt og drejet mig ned i en str. XL?

Håber og beder til at det skal nok gå, hvilket mine uendelige optrævlinger jo tyder på, at det ikke gør.

Nu har jeg så strikket vendestrik som i det sorte sjal.

Ingen slå-ommer, ingen strik sammen, men en masse optrævling, slet ingen slå om og overhovedet ikke strikket noget sammen i vendingerne.. og jeg opdager til min fulde rædsel at der står:

” strik xxx m. Vend. Slå om dr om pind. Strik retur”.

HALLO!

Slå om????

Og senere i opskriften står der:….

“før omslaget strikkes sm med næste maske”.

Jamen så skal jeg jo slå om på een eller anden drejet måde eller sådan noget, men jeg skal altså lige trævle op… som jeg plejer.

(hvordan strikker man slå drejet om pind?)

 

Garnet er forøvrigt købt i Viborg hos Mathilde.

Det er Højlandsgarn fra Isager i farven “damask”.

Ikke helt billigt, skulle jeg hilse og sige, men lækkert og dejligt at strikke med.

Lidt bleg i farven, og købt i sommer, da jeg havde lidt mere kulør.

Nu tvivler jeg på, at farven overhovedet vil klæde min vinterblege hud, der oftest ses i kold lysstofrørs-belysning. 

Billedet snyder! Farven er mere lys lavendel og knap så rød, mere over i det lyslilla. 

(har fotograferet, netop under en lysstofrøslampe)

Udstråling

Det er fredagsfotolegedag i dag.

Jeg ville have været ude ved elven og fotografere den, men desværre er den frosset til og vejen er ikke til bilkørsel længere, men på vej ud til elven står det ene hundespand efter det andet.

En masse sjove, alvorlige, glade og skægge ansigter, for hunde har ligesom mennesker, også forskelligt udseende og udstråling.

Se blot disse:

Fredags-fotoleg-E

I dag er E sluppet ud af skabet, og jeg har tænkt og tænkt og tænkt.

De fleste ord, som starter med E er tillægsord:

Enorm, elendig, egocentrisk, elegant osv.

De få navneord, der umiddelbart poppede op i mit hoved var for mig umulige at skulle fotografere: egern, elg, elefant og lige pludseligt poppede ELV op.

Fint, en elv kan findes, men akke nej.

Den er frosset til, og jeg kunne slet ikke komme derud, for vejen er ikke længere farbar i bil, men så kunne jeg da bare finde et frem fra gemmerne.

Vores elv i mørke og fuldmåneskin.

E for elv:

Smil i kulden

På vejen over til mine forældre i dag hilste vi på denne kolde fyr. Han smilede venligt til os og vinkede med sine korte arme, da vi passerede forbi. Han var sød.

I brugsen kunne vi købe græskar.

Ved de store trækasser i Brugsens frugt oggrønt afdeling stod der græskar-hoveder med stearinlys i og fristede. Ikke mig, men andre..

Pigerne blev fristede og ville gerne lave et hoved også. Jeg udhulede med møje og besvær græskaret og da aftensmaden allerede var sat i ovnen, stillede jeg græskar-kødet ind i køleskabet til suppe i morgen.

Jeg har aldrig haft et græskar mellem mine hænder før, så det er lidt spændende.

Jeg tegnede op og Sara snittede og resultatet blev fint, syn’s vi.

Karet blev skåret ud og nu smiler der et glad ansigt ude foran vores hoveddør. 

Sjal med swing i / swinger-sjal

Endelig, endelig blev det sorte sjal færdigt. Opskriften er herfra, men jeg har tilføjet sjalet 2 kiler mere, for at gøre den mere lukket foran, hvis du forstår?

Jeg har brugt 335 gram sort FONTY ombelle (70% kid mohair, 25% uld og 5 % polyamid)

Sjalet er strikket på en ADDI rundpind nr.5 og de pinde gør altså bare at jeg gider, for de er da en fornøjelse at strikke med.

Sjalet har ligget i mit skød og vokset sig stort og jeg kan garantere at det er varmt, altså sjalet.

Selvom du er nybegynder, kan du sagtens kaste dig ud i at strikke det, for mønsteret mellem kilerne er nemt og selve kilerne er også bare retstrikning.

Måske tror Farmor, at jeg sender sjalet i morgen?

Næ, nej. Hun må pænt vente til hendes fødselsdag nærmer sig og jeg lover, at der kommer en lille overraskelse ned i pakken til hende også, så det ikke bliver alt for kedeligt at pakke gaven op, når nu hun ved, hvad hun får. Indtil da, må hun kikke på disse billeder af Laura, næsten frivilligt, agerer model for mig.