Desværre

blev vores flyvning aflyst i dag, så hverken pigerne eller jeg kom afsted. Heller ikke de to unge mænd/ vores “drenge”, Johannes og Lena, der også skulle med til GM.

Hvem der var mest skuffet af Johannes eller Sara, er svært at sige.

De har virkelig, virkelig trænet meget, og har store forhåbninger. De har været ihærdige og flittige. Det har de alle 5, både Laura, Sara, Lars, Jonathan og Johannes. Vi sad trofast ved telefonen og ventede på et mirakel, der totalt udeblev. At de ville ringe ude fra lufthavnen og meddele os, at flyveren alligevel kunne lande og at vi kom afsted…men i morgen har pigerne, som de eneste, fået en plads i flyveren.

Det bliver så alene de kommer afsted og så krydser vi fingre for, at vi andre kan følge efter senere på dagen eller på fredag.

Der er folk til at tage imod i Nuuk og der er folk til at se efter dem, men jeg er bestemt ikke glad ved situationen. Slet ikke glad! Jeg trøster mig med at de begge er fornuftige, modne, er sammen, har lovet at blive sammen no matter what og ikke mindst har de jo begge sort bælte.

Desværre ser vejret ikke ud til at blive meget bedre på fredag, men alt kan ændre sig på få timer, hvilket vi så håber på.

Imorgen ser vejret ud til at blive fint, men der er der ikke plads i flyveren til os andre.

Jeg ville jo gerne have været til stede ved deres tul og Saras frikamp.

Det ville vi jo allesammen gerne, men heroppe bestemmer man ikke altid selv over tingene og må tage problemerne som de kommer. ØV!

Heroppe bestemmer vejret.

Der er store afstande, og skal du nogen steder hen, er du afhængig af vejret.

Du kan ikke bare gå ud i bilen og vride nøglen om og køre mod dit mål.

Du kan desværre ikke sætte dig behageligt til rette i toget og stige af, når du når frem til dit bestemmelsessted.

Heroppe bestemmer vejret, om du kommer af sted i enten skib/båd eller med flyet.

Der er ikke andre veje ud og lige nu er jeg så S Å træt af det!

Og så ser der så fredeligt og fint ud her til aften. I morges stod det i ét.