Ung tålmodighed

Jan har haft travlt hele dagen. Jeg burde næsten skamme mig over, hvordan jeg har brugt min dag. Jeg burde have været solidarisk, men det var jeg overhovedet ikke. Min tid kommer, når der skal vaskes, gøres rent, stilles på plads og sys gardiner. Eftermiddagen blev tilbragt ude på Lena og Johannes altan og inde på deres bløde sofaer, hvor der blev serveret kommenskringler med rigtigt smør på. Jeg elsker kommenskringler, og de må gerne være daggamle og lidt tørre, og helst gerne ledsaget med te og i hyggeligt selskab. Det blev kommenskringlerne i overflod i dag. Til aften var jeg inviteret over til Barfuss og regner; et bekendtskab og venskab, der er blevet til gennem blogworld. Regner på ni år- snart ti, må tilhøre een af de tålmodigste mennesker, for som han kunne stable dominobrikker, se dem falde i utide uden at hidse sig op, for derefter at begynde forfra. Dybt fascinerende.. både at se dem falde i sirligt mønster, men også at se Regner starte forfra uden ærgelse, når de begyndte deres frie fald inden tid var. Jeg ville have brugt sekundlim, hvis bare jeg kunne få stablet to ovenpå hinanden og de stod længe nok til at limen kunne blive tør. Mage til tålmodighed. Jeg blev trakteret med både te og hjemmebagt banankage med chokoladestykker, som smagte mine smagsløg. Selvom kagen efter sigende ikke var lige så god som sidste gang, vil jeg nu mene at den er værd at lave mange gange og gerne een gang til. Tak for kage, men også tak for bogen, som allerede bliver nærstuderet, og fotografen skal googles lidt mere, kan jeg vurdere. Uuuh, som jeg bliver rørt over at nogen har tænkt på mig. Der blev vendt et par ting eller to hjemme i stuen hos Barfuss og Regner og hvor var det hyggeligt. Weekendens sidste timer står på strik.. eller forsøg på det, for jeg klokker rundt i det, men sådan går det, når Nemesis kommer forbi de hovne, de pralende, storskrydende og onde.