Dem har jeg et par stykker af, og jeg kan sagtens bruge flere, for de pynter, varmer og tilføjer din måske kedelige garderobe lidt personlig stil. Heldigvis tager de ikke lang tid at strikke selv, og der går under et halvt nøgle strømpegarn til, og et antal perler, som du selv bestemmer, før du kan pryde dig med lidt om håndledene, som tilogmed bliver holdt varme. Du kan selv lave nogle af dine strømpegarnsrester. Det er slet ikke svært. 
Mine er strikket i det blødeste alpaca fra Drops (100% pure alpaca farve 8903/brunsort) og jeg har brugt 23 gram ialt til disse to, der måler 10,5 cm i højden inkl. musetakkerne, og 16 cm i længden, inden jeg syede dem sammen/i omkreds. Jeg bruger strømpestrikkepind nr. 2 allerhøjest nr 2½. De udvides ved brug, så lav dem for himlens skyld ikke for store.. hellere lidt for små/ akkurat passende. Du kan købe dem i de fleste turistforretninger heroppe, og de koster oftest mellem 250-400 dkk. så det er da noget billigere at lave dem selv :O) Nogle mener, at det oprindeligt er australiere, der opfandt muffedisserne i denne form?? Det eneste jeg ved er, at der er utroligt mange fortolkninger verden over af den samme “opfindelse”. Jeg fik for ikke så lang tid siden en mail fra nogle for mig ukendte personer. De spurgte, hvad jeg mente om designeren Peter Jensens kamikker/støvler?? Støvlerne har jo vakt røre heroppe, kædebreveprotestbreve er fløjet igennem vores indbakker, både for og imod, facebook grupper er opstået for og imod, og jeg har vist været een af de eneste, der ikke har videresendt mailsene eller har hidset mig op. Jeg ville føle mig noget hyklerisk, ved at protestere, når jeg selv går i sælskindsstøvler, som vist oprindeligt stammer fra Samerne.. Perlekraven til grønlænderdragten har jeg set, at de også bruger i… er det Malaysia..Uanset, hvad der menes, skrives og protesteres imod, er den grønlandske kvindelige nationaldragt et stort arbejde at fremstille, men til gengæld også ufattelig smuk, og jeg tror og mener, at muffedisserne sagtens kan bære at de også bliver brugt på andre måder end den traditionelle. (p.s: jeg kunne aldrig finde på at lave mine røde med hvide perler, og Peter Jensens støvler kunne jeg ikke drømme om at gå i, men ideen..)
Det var min mening. Har du en mening om dette?
Jeg er ubundet af nogen form for traditionel klædedragt og synes Peter Jensens 'kamikker' er stang smarte! En raffineret måde at bevare det smukkeste håndværk, hvis altså han har brugt traditionelle materialer og teknikker.
SvarSletJeg synes de er en vinder og at globalisering er en realitet vi lige så godt kan lade være med at kæmpe imod, men i stedet markere vores kulturarv på en markant måde. Det synes jeg Peter Jensen formår at gøre.
Det er ikke alt der behøver være som i gamle dage, for at være godt.
Her i New Zealand har vi lidt samme problematik. Det er Maoriernes tatoveringer der er problemet. De motiver er jo brugt på alverdens måder, på t-shirts, i udskæringer af alle slags osv., osv.. Et af problemerne her er, at hvad er en Maori? Der er ikke nogen fuldblods maori tilbage, så det afhænger meget af selv-identifikation. Men hvordan ser en Maori så ud? Og det løser jo stadig ikke problemet med hvem der kan bruge motiverne osv.. Min mand, der har boet i NZ siden han var ca. 6 år, men hvis begge forældre er englændere, har en (stor) tatovering rundt om det ene lår (som man godt kan se hvis han har shorts på der stopper over knæene, han an godt skjule den, men gør det ikke altid). Motiverne der er brugt er polynesiske og maori. Det var en Maori der tatoverede ham, efter mange og lange samtaler om oprindelse, tilhørselsforhold osv., men der er mange der vil mene at det er forkert. Både at min mand har 'fået lov til' at blive tatoveret med de billeder, og at tatovøren gjorde det. Det er en svær debat, fordi den hænger så tæt sammen med identitet - som jo er blevet både mere udvasket og meget mere vigtig med globaliseringen som Irene også er inde på.
SvarSletSom dansker bosiddende i udlandet er det selvfølgelig noget jeg tænker en del over, også fordi jeg har 3 små børn, og hvad ender de med at være? Hvilke billeder og motiver vil de forstå og bruge som 'deres'? Min ældste, en dreng på 5, synger fødselsdagssang på Maori, og lærer om maorier og deres kultur og sange i skolen, det er jo en del af kulturen her, men det er ikke alle der er begejstrede for det (blandt andet vores nabo der har to børn i samme skole).
Personligt mener jeg ikke man skal undgå at bruge motiver fra andre kulturer, der er jo i alle tider blevet hentet inspiration alle mulige steder fra. Men nu om dage er det nok mere vigtigt at anerkende hvor man har ideerne fra og gøre det på en 'sensitiv' (ups, har vist boet i udlandet for længe :-) ) måde. Men debatten er vigtig, så tak for indlægget!!
Uden vi tænker over det, bliver vi jo konstant inspireret af hinanden. Nogengange direkte inspireret og andre gange er det farver, former og mønstre. Hvor går grænsen?? Den kan være svær!
SvarSletDorthe, den kan være utrolig svær, men jeg tror størrelsen af en kultur kan have stor indflydelse på hvor grænsen går indenfor en lille kultur.
SvarSletDet være sig grønlændere, maorier eller sågar danskere, som trods alt kun er en lille klat mennesker, 5 millioner er ikke en stor befolkning. Jeg oplever hele den stærke nationalistiske drejning DK har taget i de senere år som en stærk modreaktion til dette at være bange for at miste sin identitet i globaliseringens navn. Nuvel, som udedansker og med en selvopfattelse som verdensborger, så kan jeg slet ikke se hvor problemet ligger. Identitet er, i min opfattelse, defineret i det indre og altså ikke af hvad for nogle støvler hvem går i eller hvilke fødselsdagssange hvem synger. Nuvel, jeg har ingen børn og måske jeg ville holde mere fast i min danske identitet, hvis jeg gjorde?!
Jeg går ind for kulturrigdom og altså ikke kulturbegrænsning.
Christina, det der Danglish er også et sprog jeg føler mig helt hjemme i! ;-)
Dorthe, tak for debatåbningen, det er spændende!