Fredag d. 13.

Jeg føler lidt at verden er imod mig, rækker tunge af mig og går på tværs af mine ønsker og behov! Jeg havde (igen) planlangt at ville bruge min fri-fredag på afslappende sejllads, men med vindstyrke 10-12 mtr/sek fra syd og regn, der pisker ned, måtte jeg pænt blive hjemme og forsøge at underholde mig med andre ting. Jeg NÆGTER at gøre rent i dag. Jeg vil ikke bruge min fri-fredag på rengøring; så hellere i morgen lørdag! Ja, jeg ved det godt: Det er dybt godtnat og totalt åndsvagt, men sådan har jeg det i dag! Om min underlige indstilling skyldes Jan, ved jeg ikke...men I bliver nødt til at få forhistorien med, for at få sammenhængen: Både Jan og jeg læser rigtigt meget, og helst i sengen lige inden vi skal sove, men for små tre år siden, kort før Jan fyldte 39, (vi er lige gamle) lå han mange aftener og bare lå. Han læste ikke, og det undrede mig på et tidspunkt, og jeg spurgte ham derfor (som mange andre kvinder, spørger deres mænd) "hvad tænker du på?" Jan svarede roligt og ganske uden dramatik, at han vist havde en krise og var lidt deprimeret..Jamen dog! Jeg nærmest sprang ud af sengen for at hente plaster, cognag, varme omslag, lind grød, kamille-te eller hvad jeg nu kunne komme i tanke om kunne hjælpe, når man har det skidt. Heldigvis var det mere i manglen på mere brugbare vendinger, at så stærke ord blev benyttet. Det viste sig, at han var kommet i tanke om livet, og hvordan han ville bruge det. Han følte, han var halvvejs, og dermed halvvejs i graven, at det snart var slut og det fra nu af (dengang) lakkede mod den uundgåelige ende. Vi fik snakket om livet, og hvilke mål og værdier vi hver især har, og dengang som nu, var vi enige i det store hele, og det er jo ikke så ringe endda, når nu vi lever sammen. Vi blev enige om, at det nok var en form for midtvejskrise, og pludselig i dag, da vi holdt foran huset i bilen siger Jan så; min krise er vendt, og en ny fase i mit liv er begyndt i dag! Jeg er ovre min krise og jeg er ikke deprimeret mere..Hmm..jeg, som gik og troede, at det var et overstået kapitel for længe siden, men Jan er ikke en mand af mange ord og slet ikke store ord, så jeg sad med hjertet oppe i halsen, og ventede spændt på, hvordan de næste ord ville lyde. Jo, han syntes at nu skulle livet nydes, og vi skulle ikke tænke i pension, opsparing eller bonuskonti. Det lød jo godt i mine ører, for jeg har aldrig været god til at tænke for langt ud i fremtiden. Jeg har mere eller mindre livet med devisen: vi bruger de penge vi har, for der kommer snart nogle nye til os, vi griber chancen, når den er der, for vi ved ikke, hvornår der kommer en anden, kysser hinanden pænt farvel, når vi går, for hvem ved om det bliver det sidste kys. Det har naturligvis givet nogle små døninger i vores forhold engang imellem, at jeg har været mere til nuet og Jan har tænkt mere langsigtet, men vi har altid kunnet finde middelvejen. Jeg sad og grinede lidt, for jeg kom i tanke om vittigheden om: konen, der siger til sin mand: " du siger aldrig at du elsker mig!" hvortil manden svarer: " Jeg sagde det, dengang vi blev gift og jeg skal nok fortælle dig det, hvis det ændrer sig". Jeg vil leve i nuet, og jeg håber så at Jan vil fortælle mig det, hvis han får det skidt på den ene eller anden måde, så skal jeg nok være der med både cognag, lind grød, kamille-te, varme omslag, lidt kærlighed eller hvad han nu måtte få brug for til den tid. Men efter vores samtale i formiddags, syntes jeg ikke at jeg ville bruge min fri-fredag på at gøre rent. Nej, jeg ville sidde i sofaen og ynke mig selv, fordi jeg ikke kunne komme ud, med en varm kop te og bestilt strikketøj, mens jeg indimellem kunne gå hen til vores skråvindue i køkkenet og lude over dagregnen, der piskede mod ruden og fik verden til at virke trist og grå. Jeg kunne sammen med Laura forbande den dumme myg, der havde siddet over hendes øjenbryn og smæsket sig i hendes blod og efterladt hendes øje næsten lukket. Hvis jeg finder myggen vil jeg give den sådan en over nakken, at den aldrig, aldrig gør det igen! Måske kom jeg ikke ud at sejle i dag, men jeg nåede da i tankerne ud på dybt vand, men opdagede at jeg sagtens kunne bunde i dag, og det er slet ikke så ringe at opdage fredag d. 13. hvor de fleste er ramt af overtro og dårlige varsler, og tror sig forfulgt af uheld og skader. Selv med min bedste vilje, kan jeg ikke trække mere selvynk ud af dagen i dag. Pas godt på jer selv derude