DORTHEIVALO: Hjemme igen

Jeg er tilbage og hjemme igen. Faktisk kom jeg hjem allerede i fredags, men det var en hektisk tur hjem.

Vi kørte fra farfar i onsdags og tog den helt lange køretur over til Sverige for at besøge Jans bror, som har købt et fint, idyllisk og dejligt sommerhus, som de bruger rigti meget tid i.. meget forståeligt.

Det er prototypen på et sommerhus, hvor skuldrene lander under ørerne, åndedrættet bliver langsommere og livet syner lettere.

Jeg nåede jo kun at være der i et lille døgn, men jeg kunne sagtens se potentialerne i det.

Læsning af tunge, gode og rigtige papirbøger, kaffedrikning i store kopper, middagslure under den overdækkede terasse, brætspil og lange samtaler.

Jans bror og hans kone ligger ikke så meget på den lade, flade side, som jeg gør. De løber en del, cykler og dyrker sport og bedre omgivelser kan man da heller ikke bevæge sig rundt i.

Der er en lille sø i nærheden, som ville være oplagt at smide et paddleboard i, svømme lidt rundt i og eleven, som heller ikke ligger for langt væk, kan man være heldig at fange nogle fisk i, som kan grilles.

Sverige er et land, som jeg bare er kørt hurtigt igennem tidligere. Jeg gik en kort slentretur med Jan i Malmø for mange år siden og det så umiddelbart meget hyggeligt ud, men sommerhuset ude på landet var langt at foretrække.

Vi kørte mod København næste dag, hvor vi havde booket et hotel.

Jeg havde glædet mig til det obligatoriske hotelbad, hvor man går i bad lige inden sengetid og går i seng med vådt hår, selvom man inderst inde godt ved, at det ikke er for smart, men bruseren havde delvist opgivet ævred og badet var så en uendeligt trist affære at hårvasken blev skippet og vi nøjes med at ligge i sengen med hver vores mobil mens vi spiste indkøbte kirsebær og drak sodavand i sengen.

Køen til sikkerhedskontrollen var ved at tage pippet fra mig, for den var lang og snoede sig langsomt afsted, men vi nåede frem og kom igennem.

Inde ved gaten mødte vi Jans ven og hans kone, som skulle flyve med os hjem.

De havde kørt nattog fra Jylland og havde sikkert med glæde byttet togkupeen ud med vores hotelseng uanset det sløve brusebad, men de kunne så til gengæld sætte sig i business class ombord på flyveren hvor de blev vartet op allerede inden de havde sat sig, hvor vi kunne mase os ned gennem de smalle rækker til økonomiklassen.

Flyveturen startede med at vi skulle holde i kø. Der var lidt tåge, men op kom vi og jeg nåede at falde i søvn med åben, savlende mund inden jeg forvirret vågnede op igen ved lyden af kaptajnen som var lidt skeptisk om vi kunne lande i Nuuk, hvor der var en tyk ærtesuppe af tåge, som ikke så ud til at ville lette til ære for os.

Vi nåede at tage et par æresrunder over Nuuk, hvor der pludseligt var lidt sigtbarhed som kunne benyttes til at lande i og vi kom ned.

Så sad vi der i lufthavnen mens det videre fly til Sisimiut blev udsat og udsat indtil vi blev aflyst.

Vi nåede at komme ud til baggagebåndet for at vente på vores baggage, da vi blev kaldt op over højtaleren igen inden vi blev...til-lyst. Det ord havde jeg aldrig hørt før, men jeg forstod i den grad betydningen, så afsted igennem security for at komme ombord på vores flyver hjem, hvor vores gæster, som boede i vores hus, var ved at pakke sammen, for de skulle afsted om aftenen med den flyver som Sara skulle komme med fra Nordgrønland.

Vores medbragte gæster og vi landede og vi blev hilst velkommen af de gæster (Jans fætter og hans kone) som lige om lidt skulle rejse til Nuuk, men vi nåede en kop kaffe med dem inden de tog på sømandshjemmet for at spise, mens jeg pakkede ud og gjorde parat til at Sara skulle lande.

Roen faldt på og vi holdt os vågne til kl 23. Det forhindrede dog ikke et massivt jetlag de næste par dage.

Minder er blevet gemt og dem skal vi leve længe på.

Jeg ville gerne have set nogle flere mennesker, men selv i ferierne har døgnet kun 24 timer, så vi er glade for dem, vi nåede at se, at være sammen med og de oplevelser, som vi fik.