Nu

Jeg føler, at jeg gik glip af en masse sommer og en masse efterår.

Tiden sneg sig udenom og jeg nåede ikke at være i det. 

At leve i nuet og nyde øjeblikkene.

Mine tanker er hele tiden andre steder end der hvor de burde være. 

Eller hvor jeg synes at de burde være.

De kredser om mine børn, der er fløjet hjemmefra og de kredser om min fars fremskredne demenssygdom og de nye livsvilkår, som vi befinder os i og som indimellem kan være ret så svære at finde rundt i.

Rollefordelingerne i familien har ændret sig til næsten det ukendelige og det kræver øvelse, forståelse, rummelighed og især tålmodighed fra os alle hele tiden.

Mine søstre (og jeg) er gode til at skiftes til at trække et læs, der er underligt tungt, men det er så tydeligt at vi hver især kæmper med de omstillinger, som foregår og at vi har hver vores måde at håndtere den sorg det er at miste et menneske langsomt til en demenssygdom.

Det er dybt sorgfuldt at se et menneske, som kunne ordne alting, lave alting miste evnen til at planlægge selv simple ting og miste evnen til klare sig selv.

Der kan ikke gøres så meget.

Der findes ingen magisk pille, som kan gives og der kan ikke opereres og ordnes, så den proces at acceptere tingenes tilstand, kan indmellem fjerne tankerne fra nuet og øjeblikket.

For mit vedkommende er mine nye funktioner på arbejdet også med til at lokke tankerne væk fra nuet og udi noget som enten ikke er sket endnu eller som er overstået og så er det at oplevelserne som jeg står i, ikke bundfælder sig og fæstner sig.

Mine børn klarer sig heldigvis så fremragende at det ikke giver anledning til bekymring, men huset føles indimellem lidt livløst og tomt og de manglende tallerkner omkring spisebordet til aftensmaden, hvor der blev snakket livligt, drøftet dagens hændelser og diskuteret aktuelle ting, fylder nogen aftener mere end de to tallerkner, som jo stadig står

Jeg glæder mig til juleferien, hvor jeg håber, at de kommer og holder ferie.

Heldigvis har jeg været åndsfraværende nok til at huske mit kamera de fleste af de gange, hvor vi har været ude i naturen og det gør at når jeg får lidt tid til overs kan jeg sidde i fred og ro og kigge tilbage og komme lidt ind i øjeblikket, hvor billedet blev taget.

Det er måske kun det næstbedste, men det er bedre end slet ingenting og jeg bliver bragt tilbage til tid og sted og kan genopleve med et forsinket nærvær.

Jeg sad i går aftes efter aftensmaden og kiggede billeder på min computer.

Måske kan man lære at tvinge tankerne ind på nuet med mindfulness og meditation (som jeg iøvrigt bruger dagligt) men tankerne strejfer og kredser omkring de der tunge situationer, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Livet venter jo ikke på bedre tider og venter ikke på at du er helt klar til det, så jeg øver mig virkeligt i, at være til stede i nuet og øjeblikket.

Det kræver øvelse og det kræver bevidsthed at prioritere at tænke og leve her og nu og ikke at lade bekymringer og ærgelser fylde.

Det var min søndags-tanke og så vil jeg tage ud og forsøge at fange en fisk, mens jeg nulstiller tankerækken, trækker vejret dybt og nyder øjeblikket.