Den der tomme rede

Det der med at børnene rejser tilbage til deres eget liv.. det burde jeg jo være så glad for.
Et liv, som de selv er i gang med at opbygge, stable på benene og etablere.

Jeg burde glæde mig over, at de ikke hænger fast herhjemme og lader sig oppasse af deres mor.
Jeg burde være så glad for, at de har vokset sig modne og selvstændige, men det punkt er jeg overhovedet ikke nået til.. endnu.
Inderst inde ved jeg godt, at det er egoistisk og

Jeg græder snot og gør det i mængder, som er meget umodent. Faktisk det ret modsatte.

Følelsen af at blive ladt tilbage; ikke i stikken, men bare forladt, sidder derinde i hjerte-kulen og stikker som en irriterende lille torn, der ikke lige lader sig rive ud.

Reden føles så gabende tom og oveni så står jeg tilbage med en følelse af, at nu er min mission udført, mit arbejde gjort og opgaven afleveret.

Måske er det sådan en form for "Roskilde-blues" som har svært ved at forlade mig, som har bidt sig fast, klistret sig fast som en etikette på et marmelade-glas, der ikke så let lader sig tage af og jeg kæmper en stille, indre kamp for at vende følelsen af forladthed til det glædelige at mine børn, har gode, interessant og meningsfulde liv, hvor de tager ansvar, er selvstændige og klarer sig selv.

Laura tog tilbage til Nuuk i lørdags, hvor hun først skal deltage i noget musikfestival i Qooqqut, hvor hun skal spille med nogle andre og også spille alene med sit eget musik.

Hun fortsætter sine studier efter i juni at have bestået sin bachelor i antropologi.

Den sommerferie som hun holdt her, blev jo meget langt fra den som vi havde alle havde håbet på.
Vi hutlede os igennem sommeren med alle følelserne udenpå,- nogle mere end andre og forsøgte at få det bedste ud af ikke det værste, men ud af kaos og noget trist.
Vi er alle forstående.
Vi er alle med på, hvad der lige skete og vi er alle med på, at det hverken kunne være anderledes eller at gøres på andre måder, men de massive forandringer, der skete/sker bragte jo uorden i nogle trygge vaner, som vi skulle forholde os til og så kunne sommerferien ikke se anderledes ud end den kom til.

Måske gjorde det derfor lidt ekstra ondt inde omkring den torn, som allerede sidder inde i hjerte-kulen, da Laura i lørdags steg ombord i flyveren og fløj tilbage til Nuuk?

Heldigvis nåede vi en hyggelig fredag aften, hvor det først så ud til at vi bare skulle være os to; Laura og jeg, da Jan sejlede ind i hytten sammen med sin bror og Sara og hendes kæreste tog ud for at spise fint, men min søster Lena sagde: "ja tak" til at spise det mad, som Laura lavede til os inden vi alle tre, tog ned i kulturhuset Taseralik for at høre Frederik Elsner og Ole Kristiansen holde en intim-koncert.

Jeg savner allerede Lauras tilstedeværelse, at vid at hun er lige omkring, men jeg siger ikke det ikke højt.

Måske kan det fortrænges væk?

Måske det føles lidt mindre, hvis jeg lader som om, at hun bare er ude for at mødes med nogle af sine venner og snart er hjemme igen og måske det føles lidt som om hun er her, hvis jeg lader være med at tænke på det, men der sidder en lille djævel på min skulder og hvisker at Sara og Max også rejser lige om lidt og minder om den der dumme følelse, som jeg har så svært ved at vende til noget mere brugbart og konstruktivt.

Er jeg den eneste mor, der har det sådan eller er det almindeligt?