At skabe minder #5 uden fangst

At vi ikke har kunnet tage ud og overnatte eller blive væk i længere tid, har også betydet at vi har taget andre og nye steder hen denne sommer.

Og nye steder, har også betydet at vi har set nye ting.

Lige efter at Laura var kommet, var der en aften, hvor der var havblik og solen skinnede.

Der var gammeldags sommer, som indbød til en tur langt ind i fjorden, hvor vi sjældent kommer.

Vi kastede lidt med fiskestang og fangede absolut ingenting, men fik en dejlig aften, hvor sjælen fik lidt sol og lidt fred og hvor vi kunne sænke skuldrene ned og trække vejret i dybe drag.

Sidste sommer brændte hele dette enorme område og meget mere end det, som ses og det var et mareridt, som gav noget, der ligner et kollektivt traume for mange i byeb og hvor vi alle drømte om massiv regn , som dog ikke kom. 

(https://www.qeqqata.gl/Nyheder/2019/07/brand%20ved%20kangerluarsuk%20tulleq?sc_lang=da)

Det gjorde brandfolk dog fra byen,  andre byer og beredskabsstyrelsen fra Danmark.

Området er stadig stærkt præget af sidste års brand og der kommer nok til at gå flere årtier inden alle spor efter branden er væk.

Vores tur ind til bunden af fjorden var dog smuk og var med til at opveje de triste, tunge tanker, som jeg havde i den periode, hvor alting var kaotisk, svært og uvist med min far.

At fiske uden at fange noget, kan faktisk være noget af det mest beroligende, man kan foretage sig.. ikke at skulle ordne og rense fisk bagefter, men alligevel stå og kaste snøren i vandet, spoler ind mens man følger blinket, som kommer nærmere og nærmere og kaste det ud igen i en lang gentagelse.