Livstegn

Lige som alle andre, verden over, er vi også påvirket af corona-pandemien.

Heldigvis er vi heroppe i Grønland næsten sluppet fri.

Der har været 10 tilfælde af registrerede smittede personer, men som jeg har læst og hørt det i medierne, har de ti personer ikke været hverken indlagt eller behandlingskrævende syge; og heldigvis for det.

Her i Sisimiut har vi (7-9-13) ikke haft nogen registrerede smittede.

Hele landet nåede vist at lukke for ind-og ud-rejsende så smitten ikke blev bragt hertil.

I andre tider, har jer forbandet at bo på en ø, hvor infrastrukturen udelukkende består af fly-og skibstrafik og hvor man ikke sådan lige kan komme til andre byer uden at man betaler en halv måneds-løn, men i disse dage med den verdensomspændende virus-pandemi, skal vi vist takke os lykkelige for at vi kan skærme os helt af og inde.

Sara, som til daglig bor i Århus, hvor hun studerer psykologi,  valgte at rejse hjem d. 19. marts, hvor ind-og udrejse til Grønland blev lukket om fredagen d. 20. marts.

Hendes kæreste Max, som gik på Vejle idrætshøjskole, blev sendt hjem fra skolen, da de danske skoler jo lukkede og de grønlandske studerende, der enten gik på efterskole eller andre skolehjem, blev så sendt videre hjem til Grønland, da de jo kom til at mangle steder at bo. 

Saras universitet var også lukket og de var allerede på det tidspunkt begyndt med noget online-undervisning og samtidig var der flere og flere omkring hende, der valgte at tage hjem/ væk.

Vi spurgte hende om hun også ville hjem og være her, mens al det her står på og hun takkede hurtigt ja.

Hun var ikke berettiget til at rejse hjem på myndighedernes regning og selvom farfar er sund og rask er han jo ikke helt ung længere, så selvom hun fik tilbud om at komme og bo hos ham så ville hun ikke udsætte ham for nogen risiko,- og så spændende er det jo ikke at sidde helt alene tilbage på et kollegieværelse i et fremmed land, så vi fik købt en billet til hende.

Vi var så heldige at een af vores venner er i New Zealand og hans lejlighed så derfor står tom, og den kunne Sara så flytte ind i.

Hun har været total isoleret i hele 14, for mig lange dage. 

Vi har bragt hende mad og fornødenheder til hendes dør og i forgårs kunne hun så komme hjem til os, men vi passer selvfølgelig stadig på.

Jeg har lyst til at kramme hende og kysse hende, røre og nusse, men vi holder stand og gør hvad vi af myndighederne er blevet bedt om.

Vores ven, som er i New Zealand, er forøvrigt strandet noget så eftertrykkeligt og kan ikke rejse ud.

Og kan ikke rejse ind, hvis han kunne rejse ud.

Han kan måske få en billet til engang i maj måned til 60.000 kr., men det hele ser lige nu lidt både surt og sort ud for ham.

Laura skulle have været hjemme på påskeferie. 

Faktisk skulle hun have været med til Arctic Sounds music festivalen, men den blev jo aflyst, ligesom Arctic Circle Race også blev det, men vi håbede jo, at hun kunne komme hjem på påskeferie.

Heldigvis blev pengene for billetten refunderet. 

Så var de i det mindste ikke tabt.

Vi glæder os til vi kan ses igen, når al det her er overstået og vi er jo ualmindeligt heldigt sluppet med hensyn til Coronaen.

Skolerne blev lukket for 14 dage siden og jeg havde så megatravlt op til lukningen med at lave opgaver til eleverne og forsøge at etablere digital-kontakt til mine elever.

Det er ikke alle elever, der har adgang til internettet, så der skulle tænkes alternativt og anerledes, så alle elever fik skolearbejde i de dage, hvor der var skolelukket.

Nu går vi ind i en uge, hvor vi skulle have påskeferie. 

Den holder vi selvfølgeligt, men vi holder stadig afstand, vasker hænder og alt det der.

Jeg nyder at have Sara omkring mig og det er mange, mange år siden, vi sidst har haft hende hjemme i påsken, men jeg ønsker, lige som resten af verden, at corona-krisen snart er ovre og vi får mere almindelige tilstande i hele verden igen.