Omsorg og ørne-søndag

Tænk engang; Efter at jeg havde skrevet om min hånd i mit sidste indlæg kom jeg på arbejde om mandagen og fik et papir af min leder, som viste sig at være en mail til mig.



Jeg studsede lidt for min leder sagde at det var en privat mail, så jeg var jo nysgerrig efter at læse den.
Det viste sig at være fra en pensioneret læge, som helt tilfældigt var havnet inde på min meget gamle blog om grønlænderdragten og var så surfet videre til denne blog, hvor hun var havnet på mit indlæg om min dumme hånd-skade.
Hun havde søgt og havde ikke kunne finde en aktiv email-adresse til mig og havde sågar ringet hertil Sisimiut til en spar købmand for at høre om de kendte mig, hvad de ikke gjorde og hun havde søgt og søgt og til sidst fundet ud af, hvor jeg arbejdede og sendt mig en mail dertil.

Ud fra de forskellige mails, som hun senere videresendte,  kunne jeg se, hvor meget hun havde gjort for at komme i kontakt med mig og jeg blev virkelig rørt.

Hun havde skrevet en lang mail om hvordan jeg skulle/kunne behandle min håndskade og ud fra hendes anvisninger, kan jeg se, at jeg har gjort det meste rigtigt.

Men at nogen som jeg ikke engang kender og som ikke kender mig, har draget så stor omsorg for mig, har virkelig rørt mig.

Det er altså ikke hverken hver dag eller hvert år at det sker, at man hører om fremmede, der gør sig så umage for folk de ikke kender... eller det er ikke noget, som jeg er vant til, så jeg blev altså virkelig rørt.

Det går langsomt fremad med min hånd.

Jeg har fået følesansen næsten tilbage i næsten hele pegefingeren og jeg kan næsten bøje den igen.

Næsten.

Den er godt nok stadig hævet og selve ar-vævet indeni, hvor kniven har været inden og skære, er hårdt og gør stadig urimeligt ondt.

Jeg kan næsten gribe om ting nu og der er flere og flere ting, som jeg kan bruge fingeren til igen.

Det aller-allerbedste er dog, at jeg kan strikke næsten normalt igen.
Ikke så længe og ikke så hurtigt, men det kan lade sig gøre, så jeg tror på, at det nok skal blive godt igen.
Det er lidt utroligt så meget man / jeg bruger min venstre hånd selvom jeg er så højrehåndet.
Prøv at binde dine snørebånd uden at bruge tommel-og pegefinger på din venstre hånd (hvis du er højrehåndet) eller prøv at åbne et skruelåg uden den anden hånd eller vaske hår, bruge en fast håndsæbe ...
Nå! men det går fremad og det skal nok blive godt igen.

Jeg kan holde om mit kamera omend det er på en lidt anderledes måde og det var jeg glad for i dag.
Jeg har nogle venner, som indimellem dukker op hjemme hos mig. Det eneste vi sådan set har tilfælles er fotografering.

De er vanvittigt dygtige og kan nørde sådan fuldstædigt igennem.

Jeg kan bare sidde og glo beundrende på de unge fyre, mens de sidder i mit køkken og er gode.

De inviterer så nogle af deres andre foto-venner med og så nørder de videre i mit køkken.
Det er hyggeligt og jeg lærer lidt og kan få lidt hjælp, når jeg har brug for det.

Vi låner objektiver af hinanden og andet udstyr og hvis der sker noget i byen, som er ud over det sædvanlige, ringer de til mig og spørger om jeg vil med.

I dag skrev en af de unge fyre så til mig og en anden at han havde fået en uventet fridag og om vi ikke ville med ud og se om vi kunne finde nogle af de mange hav-ørne som der er i og omkring byen for tiden.

Jo, det ville vi da gerne og så kørte vi ud og fotograferede.

Jeg tog knap så mange som dem men oplevelse var fantastisk og måske jeg køre en tur mere med dem een af dagene og se om der skulle være flere foto-muligheder med de store, flotte rov-fugle, som åbenbart er så sultne, at de forsøger at finde føde på vores losseplads eller så har de bare funder ud af, at det er lettere?